Flere danske forfattere har været fascineret af Gurre Slot og de sagn, der knytter sig til stedet.

Helsingør opnåede verdensberømmelse, da William Shakespeare henlagde Hamlet (ca. 1599‑1602) til Kronborg, som i stykket benævnes Elsinore. En anden verdensberømt forfatter, H.C. Andersen, gik 1826‑27 i byens Latinskole, der lå i Kongensgade 12. Og en tredje verdensberømthed, Karen Blixen, inddrog Helsingør i »Et Familieselskab i Helsingør«, en af de Syv fantastiske Fortællinger (1935). Fra det palæagtige hus i Strandgade beskrives udsigten således: »… mod Øst ud imod det graa Kronborg, der med sine kobberhængte Taarne laa som en knyttet Pansernæve ude i Sundet«. Så er der mere sommerstemning i Johannes V. Jensens sang til et sommerstævne for danskamerikanere i 1925: »Hvor smiler fager den danske Kyst« – med de kendte vers: »og Kronborg luder/ved Sjællands Port/mod hvide Skuder – / hvor lyst! Hvor stort!«.

Salmedigteren Thomas Kingo priste i 1670’erne Kronborg som nationalt værn med sangen »Danmarks Hovedfæstning Kronborg«. Frank Jæger levede fra 1970 sine sidste syv år i Helsingør. Han har besunget byen i bogen Udsigt til Kronborg (1976).

Johannes Ewald boede i Søbækshus mellem Humlebæk og Espergærde, da han skrev digtet »Til Sielen. En Ode« (1780). Huset findes ikke mere, men der står en mindesten på hjørnet af Stokholmsvej og Ewaldsvej i Espergærde. Martin Andersen Nexø boede i en årrække i Villa Gryet, Stokholmsvej 8. Her afsluttede han Pelle Erobreren (1906‑10) og påbegyndte Ditte Menneskebarn (1917‑21), hvor romansuitens digter Vang skal være et selvportræt fra dengang, da han boede på stedet.

Et pressemøde med The Rolling Stones i Eden Club i 1973 synes at danne forlæg for Jan Thielkes langdigt Ånden er over os (2005) med dets blanding af elver-, strip- og bryllupsdans, og Rolling Stones optræder også i hans selvbiografiske roman Espegare (2014), som i øvrigt beretter detaljeret om 1970’ernes og parcelhusenes Espergærde.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Helsingør Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur