lmRoskilde er en af de ældste danske byer og var længe også den største. Som sæde for Sjællands biskop var den et centrum for skriftlighed og litterær dannelse og dermed basis for det sjællandske skriftsprog, der voksede frem i 1100-tallet og senere blev til det fællesdanske skriftsprog. Måske var talesproget i Roskilde allerede dengang forskelligt fra omegnens sprog, men man ved intet om det.
Omkring år 1500 blev Roskilde overhalet af København, og københavnsk blev normen for dansk talesprog. Når filologen Jens Pedersen Høysgaard i 1700-tallet hævdede, at det bedste dansk blev talt i Roskilde, betød det, at der var mange i Roskilde, som beherskede den bogstavrette udtale, man dengang brugte, når man talte offentligt, fx i prædikener og ved recitation. Dagligsproget var formentlig et stykke op i 1800-tallet en købstadsdialekt med en del sjællandske træk, og byalmuen, der ofte kom fra landet, har brugt mange sjællandske træk.
I de omgivende landsogne talte man sjællandsk dialekt, som dog især fra 1950’erne rummede mange moderniseringer. Mange sagde stadig siˀe, guˀe, ba:w (se, gå, bage) og udtalte både »du« og »De« og langbiˀeneð (langbenet) med stød samt sagde kons (kun).
Befolkningsudviklingen siden 1960’erne med udbredt urbanisering og mange tilflyttere, bl.a. fra Københavnsområdet, har svækket dialektpræget, så det i de fleste tilfælde kun er former som for me’get (med stød) og i det hele taget kraftige stød, der røber den sjællandske baggrund. De yngres sprog rummer også en del københavnske former.
