Højt til vejrs en forårsdag i 2021, hvor der trænes på Nisseringen. Næstved Motorklub har bane på Nisseringen og har både en MC- og en Autoafdeling.
.

I Næstved Kommune er der 21 idrætshaller på 800 m2 eller derover. Ti af de store haller er selvejende, mens resten er kommunale. Derudover råder kommunen over fire svømmehaller.

Fodbold, gymnastik og svømning hører til blandt Kommunens mest populære idrætsgrene. Kommunens største forening er Næstved Firmasport, der blev stiftet i 1951. Formålet var oprindelig at aktivere ansatte på de lokale arbejdspladser, men i dag kan alle melde sig ind. Der er dog fortsat lukkede firmahold. Næstved Svømmeklub (NIF Svøm) blev stiftet i 1969 og er for både konkurrence- og motionssvømmere. Næstved Senior Motion fra 2004 tilbyder motion og samvær og har både indendørs- og udendørsaktiviteter.

Den første lørdag i september afholdes Mærk Næstved Foreningernes Dag, hvor Næstved Idræts Union holder åbent hus i Rådmandshaven i Næstved. Her kan de tilmeldte foreninger synliggøre sig over for kommunens borgere.

I 1884 blev musikforeningen URANIA stiftet på Holmegaard Glasværk. Tilknytningen til glasværket er stadig tydelig i dag, da URANIA som en af de eneste musikforeninger i verden (hvis ikke den eneste) har glasinstrumenter til et helt orkester, Glasorkestret. Blæseinstrumenterne i glas er selvfølgelig fremstillet på glasværket.

Kommunens fire kulturhuse drives af frivillige bestyrelser eller husråd og danner ramme om mange forskellige aktiviteter. Næstved Kommunes Frivilligcenter blev stiftet i 2003. Det er samlingssted for de fleste af kommunens sociale frivillige foreninger, herunder Mødrehjælpen, Autisme 4700 og Dansk-Afghansk forening ved Næstved.

Nisseringen

Nisseringen blev indviet i 1969 og er Sjællands eneste motorbane efter lukningen af Roskilde Ring. Den var oprindelig en jordbane til biler og speedwaymotorcykler, men senere blev dele af banen asfalteret. Der afholdes danmarks- og klubmesterskaber samt træning for folkerace, rallycross og crosskart på banen. Banen ligger sydøst for landsbyen Nørre Tvede.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Næstved Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige