Det er hårdt arbejde, ikke bare på vandet, men også på land i Maribo Roklub, der er en af kommunens ældste foreninger. Den blev stiftet i 1896 og har klubhus på Bangshavevej ud til Søndersø.

.
Der spilles på den afrikanske tromme djembe på Kvindelejren på Femø i 2007. Her deltog ca. 40 kvinder i Body and Soul-musik ugen, der var en af de temauger, som blev afholdt det år. Kvindelejren er organiseret udelukkende af frivillige og kunne fejres sit 50-års jubilæum i 2021.
.

Der er registreret ca. 450 foreninger i Lolland Kommunes foreningsportal, og af dem hører 124 til under DGI og DIF. I kommunen findes mange gymnastik-, fodbold- og badmintonforeninger, men målt på medlemstilslutning er gymnastik, fodbold og fitness de mest populære idrætsgrene. Ser man på adgangen til kommunale idrætsfaciliteter, placerer Lolland Kommune sig på en 23.-plads ud af landets 98 kommuner. Indbyggerne har således adgang til svømmeanlæg, fodboldbaner og idrætsanlæg.

FrivilligCenter Lolland er en selvstændig organisation, der styrker det frivillige sociale arbejde på Lolland. Centeret blev stiftet i 2007 og har siden samarbejdet med over 120 foreninger. På ældreområdet arbejder centeret sammen med Lolland Kommune om et demensvenligt Lolland, hvor borgere med demenssymptomer og deres pårørende får støtte og vejledning. Lolland Kommune er også en del af projektet Cykling uden alder, der bl.a. søger at komme ensomhed til livs. Her kan frivillige melde sig som cykelpiloter og cykle ældre omkring i land og by.

Flere puljer og foreninger understøtter børn og unge. Det gælder bl.a. foreningen Iværksætter Lolland, der står bag mødestedet og kulturhuset The Green House i Maribo, hvor unge iværksættere kan mødes, inspirere hinanden og udvikle nytænkende tiltag for lokalsamfundet.

Med projektet Hold Lolland Ren, der begyndte i 2009, honorerer byrådet de foreninger, der hjælper med genbrug, renhold og forskønnelse af kommunen. Man kan ansøge om at være med i projektet, hvis man er en godkendt folkeoplysende forening.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Lolland Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige