Brydeklubben Thor blev stiftet i 1910 som Atlet- og Brydeklubben Thor. Klubben er en af Danmarks største og fik nye faciliteter i 2019. Den har vundet adskillige danske mesterskaber, ligesom den har vundet medaljer ved EM, VM og OL. Her er det Tumleholdet for børn mellem tre og seks år.
.
Der er jubel blandt spillerne hos Nykøbing F. Håndboldklub efter sejren over Viborg HK på hjemmebane i Lånlet Arena i Nykøbing F i marts 2021.
.

I Guldborgsund Kommune er der ca. 300 folkeoplysende foreninger og 13 aftenskoler. Under DGI og DIF er der ca. 150 foreninger. Målt på medlemstal er fodbold, gymnastik og fitness kommunens mest populære foreningsidrætsgrene. Aktiv Fritid Nykøbing F. er kommunens største og tilbyder en bred vifte af aktiviteter og socialt samvær om alt fra bowling til bridge og fra svømning til stavgang. Guldborgsund Hallerne står for driften af kommunens seks haller, to svømmecentre, Gedser Idræts- og Medborgerhus samt Marinestationen.

Hvert år afholdes Foreningernes Dag i Nykøbing F’s bymidte. Her præsenteres kommunens foreninger og fællesskabsaktiviteter. Derudover hyldes de personer, der har gjort en særlig indsats i foreningslivet og på kulturområdet ved en årlig prisfest, hvor bl.a. priserne som Årets Ildsjæl og Årets Forening uddeles.

I mere end ti år har Guldborgsund Frivilligcenter støttet, udviklet og forankret den kommunale frivillige sociale indsats. Centeret arbejder for at skabe et fællesskab mellem frivillige og de borgere, der har et behov for støtte og omsorg. Når det kommer til fritidslivet for børn og unge, holder flere foreninger til i kulturhusfællesskabet Kulturfabrikken og Kulturforsyningen i Nykøbing F. Her kan børn og unge få undervisning i bl.a. teater, skate og billedkunst.

Nykøbing F. Håndboldklub (NFH)

Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) blev stiftet d. 29. marts 1943 på generalforsamlingen i Industribygningen, der i dag huser Nykøbing F. Teater. Klubben begyndte med udendørs træning på »Cementen «, der var en stor græsplæne ved Tingsted Å. Det var også her, at NFH havde sit første klubhus.

NFH var imidlertid ikke den første håndboldklub i Nykøbing F. Både fodboldklubben B.1921 og spejderbevægelsen FDF havde en afdeling. De blev begge lukket, i takt med at NFH voksede sig større. I 1969 gik et stort ønske i opfyldelse for håndboldklubben, da man i Nykøbing F fik en idrætshal ved Tingsted Å. Desværre kunne den ikke benyttes til finalen ved danmarksmesterskabet i 2017 pga. manglende kapacitet, hvorfor finalen blev spillet i Arena Næstved. Her kunne publikum opleve, at NFH slog København Håndbold med cifrene 27‑25 og dermed tog det første danske mesterskab til klubben.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Guldborgsund Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige