Den alsidige natur og lange kystlinje mod hav og fjord giver rige muligheder for aktiviteter og oplevelser i det fri. På Nordkyststien kan cyklister og vandrere følge kysten fra Hundested til Liseleje, eller de kan opleve det særprægede og smukke fjordlandskab på Fjordstien langs Isefjord og Roskilde Fjord. Cykler, løber eller går man ad den nyanlagte Sundhedskorridor Halsnæs ved Hundested fortæller infotavler og audioguider undervejs om natur og dyreliv.

De fleste skove har afmærkede vandreture, og overalt er der mulighed for overnatning i sheltere eller på teltpladser. På spidsen af Arrenæs er der opsat et fugletårn, og ved Arresødal leder en gangbro gennem ellesumpen til en platform med udsigt over søen.

Arresø og Roskilde Fjord egner sig til kajaksejlads, og roere kan overnatte i sheltere på havnene i Auderød og Lynæs eller i et flydende shelter på vandet ved Hvide Klint. Både fjordene og nordkysten er også populære blandt windsurfere.

Der er 15 strande i kommunen. Kattegatkysten har nogle af Sjællands mest besøgte badestrande, men der er også adskillige strande i Roskilde Fjord og Isefjord. Liseleje Strand, Gråstenvej Strand og Trekanten er Blå Flag-strande. Langs nordkysten er der mulighed for lystfiskeri efter bl.a. hornfisk og havørred. Fra havnen i Hundested og i Roskilde Fjord kan der tillige fanges skrubber, rødspætter og andre fladfisk på den lave sandbund.

På Hundested Havn er der indrettet et maritimt oplevelsescenter med naturskole. Derudover er der et foreningsdrevet naturcenter i Auderød Havn.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Halsnæs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Friluftsliv

Eksterne links