Faktaboks

Henning Wienberg Jensen
Født
8. juni 1915, Thisted
Titel
Billedhugger
Virkested
Danmark

Biografi

Henning Wienberg Jensens naturalistiske skulpturer repræsenterer en solid videreførelse af dansk billedhuggertradition. Håndværksmæssig kunnen og en alment tilgængelig udtryksform er væsentlig for W.J., der i en periode arbejdede som stenhugger parallelt med billedkunsten. Han arbejdede en tid hos Johannes Bjerg og har, foruden af læreren Einar Utzon-Frank, også følt sig inspireret både af Kai Nielsen og den franske Aristide Maillols kvindefigurer. W.J.s værker er præget af klassiske skulpturelle værdier som harmoniske proportioner, balance og ro. Et yndet motiv er den nøgne kvindeskikkelse med forkærlighed for den slanke form. W.J.s hovedværk er Thistedpigen, der i sin nøgne ranke skikkelse og med en let drejning i kroppen udstråler ro og værdighed. I en lille vaskescene i vandkunsten Mor og barn kombineres fast skulpturel form med et livsbekræftende udtryk hos det lille barn, der af moderen overhældes med vand. W.J. har i flere krucifikser ladet sig inspirere af romansk kunst og fremstillet den sejrende Kristus. Han har desuden arbejdet med grafik og været benyttet som kunstformidler i radio og tv.

Genealogi

Wienberg Jensen, Henning Arne, *1915, billedhugger. *8.6.1915 i Thisted. Forældre: Stenh.m. Carl Johan Edvard Jensen og Kirstine Duun. ~24.5.1942 på Fur med tegner Gudrun Köningsfeldt, *8.2.1918 i Assens ved Mariager, datter af læge Johannes Peter Frederik K. og Julie Molitor- Lenschau.

Uddannelse

I stenh.lære; hos Bizzie Høyer fra 1938; Kunstakad. Kbh. (E. Utzon-Frank) 1939, lille guldmed. 1948.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links