Omkring Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge indhegnes den gamle kirkegård, der har kapel fra 1868 af Chr. Hansen, af kridtstenskvadermure. Mellem lindetræer ses få ældre gravsteder i græs. Store Heddinge Assistens Kirkegård fra årene 1889-91 ligger som et langstrakt, aksefast anlæg nord herfor med gennemgående lindeallé og centralt beliggende kapel, opført i 1887 af Martin Borch.

Samtlige af kommunens 16 landsbykirkegårde har omgivelsesfredninger. Typisk ligger de ud til åbne marker i udkanten af mindre landsbyer, med gamle træer og afgrænset af hvidkalkede mure som Endeslev, Frøslev, Lyderslev, Holtug og Magleby Kirkegårde; de to sidstnævnte renoveret af landskabsarkitekt Henning Rasmussen. Den lille Varpelev Kirkegård omgives af kridtstenskvadermure og har finklippede træer og parterre af buksbomhække helt tæt op mod kirken.

Allerøstligst på Stevns og helt ud til vandet ligger Højerup Gamle Kirkegård med enkelte mindesten i græs.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Stevns Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde