Interiør fra Greve Museums Grevegård. Det gamle stuehus er fra 1826 og har faste udstillinger af interiør fra 1820’erne og 1920’erne. Denne del af museet rummer desuden Greve Lokalarkiv.
.
Greve Museum udstiller, indsamler og forsker i hedebosyninger, der var en stærk tradition på Hedeboegnen. De hvide syninger, der kendes fra begyndelsen af 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, blev udført i hør og med stor dygtighed på kraver, skulderstykker, ærmekanter og pyntehåndklæder og som mellemværk på pudevår og lagner. Foto fra Greve Museums udstilling Hedebosyning – en verden af variationer fra 2008.
.

Greve Museum slog dørene op for sin første udstilling i 1988 og blev statsanerkendt året efter. Forinden var gået flere års forarbejde, der blev indledt i 1973 med dannelsen af Greve Lokalarkiv, som i mange år lå på Greve Bibliotek.

Ved stranden i Mosede ligger det gamle Mosede Fort. Fortet, der oprindelig blev opført som et batteri i 1913, var også en del af Tunestillingen, en 22 km lang skyttegravsstilling med det formål at forsvare hovedstaden. I nyere tid har fortet været brugt til kulturelle arrangementer, bl.a. kunstudstillinger og foredrag. Igennem 2010’erne er kasematterne på fortet blevet restaureret, og der er etableret et helt nyt museum, Mosede Fort – Danmark 1914‑18, der fortæller historien om danskerne under 1. Verdenskrig. Museet åbnede i 2014 i hundredåret for udbruddet af 1. Verdenskrig.

Det arkæologiske ansvar i Greve Kommune påhviler Museum Sydøstdanmark.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Greve Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv