Tingl.: 23/10 1884, Fideikommisset Langdyssen "Ørnehøj", 30 m lang i Ø-V, 12 m bred, 1,75 m høj. 17 randsten i sydl. langside, 14 randsten i nordlige langside, randstenene er 1,25-1,50 m lange og for største- delen væltede. For vestenden 3 sten, den midterste (væltet) 2,75 m lang. For østenden 3 rejste og 2 væltede randsten. Den midterste af de stående randsten er 2,75 m høj og har på den udadvendte side et udhugget ovalt skjold, hvor monogram- met F.C.C. og årstallet 1843 findes under en krone. På jordhøj- ningens vestside en 2 x 2 m bred og 1 m dyb sænkning. På langs i jordhøjningen findes en 10 m lang og 2,5 m bred indtil 1,8 m dyb gravning mod vest, heri en jættestue uden dæksten. Kamret der er rektangulært, er 8 m langt i Ø-V og 1,8 m bredt. Midt for sydsiden udgår en gang 4 m lang og 0,75 m bred. Kamret er sat af 2 sten for vestenden og 1 for østenden, nordlige langside har 12 bæresten, sydlige lang- side ligeledes 12 fordelt med 6 på hver side af gangen. Gangen har 2 bæresten i hver side noget lavere end kamrets.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
Nyere tid dækker perioden efter indførelsen af enevælden i 1660 og frem til i dag. De beskyttede fortidsminder fra perioden er en meget varieret gruppe af eksempelvis krigergrave fra de slesvigske krige, forsvarsanlæg fra 1. Verdenskrig og anlæg i relation til infrastrukturen, såsom hulveje, broer, jernbanedæmninger, milesten og kilometersten. Desuden omfatter de industrielle anlæg af mange slags, mølleanlæg med kanaler og diger, engvandingskanaler, mange typer anlæg i marsken, købstadsdiger, hovedparten af de beskyttede sten- og jorddiger, mindesten mv. Læs videre her.
