I Stenløse, på Krogholmvej 31, ligger en villa, som Martin Andersen Nexø flyttede ind i med sin familie i 1936. I tidens politiske klima var Gentofte ikke sagen for en kommunist, og til en ven skrev Nexø: »Jeg er i Efteraaret flyttet fra Gentofte, der ikke morede mig, til Stenløse, en Landsby paa Frederikssundbanen. En god og nærende Egn: Marker, Kør, Skyer, Bønder!«

Et mindre positivt billede tegnede Musikpatruljen med bl.a. Niels Skousen, da de i 1972 hittede med »Stenløse«. Sangen sætter ungdomsoprøret på formel med sin kritik af de voksne, deres »pæne nye huse«, den »helt nye skole« og politiet med dets krav om lov og orden i »Stenløse, Stenløse, hjerteløse by«.

John Nehm begyndte som ærkekøbenhavnsk arbejderforfatter, men i 1969 flyttede han til Ølstykke og fik dermed de rette rammer for sin romanserie om livet i den fiktive nordsjællandske landsby Øhlstrup i årene 1918‑45. Serien indledtes med romanen Dagen og vejen (2000).

Ikke langt fra Stenløse voksede Dy Plambeck op i en lille flække ved Buresø, på en afviklet æbleplantage, i et miljø milevidt fra »den hjerteløse by«. I digtsamlingen Buresø-fortællinger (2005) fortæller hun om en opvækst blandt sære og skæve eksistenser: skærslibere, drags, Skubbe-Johnny, Pølse-Jørgen og Tomatwoman. Plambeck har skrevet om digtenes »selvgeografiske« perspektiv, og digtene nævner bl.a. Slangerup busstation, Slagslunde Kræmmermarked og Slagslunde gadekær. Et vers noterer, at »rundt omkring i Buresø gik snakken«, og bysnakken er således en art medfortæller til disse Buresøfortællinger.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Egedal Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur