I klinten ved Marbæk ca. 4 km nord for Hjerting kan man få et indblik i en aflejringshistorie, som strækker sig gennem Miocæn og videre til istiden Elster. Klintens kystprofil er ca. 1 km langt og 15‑20 m højt. De ældste lag er fra Sen Miocæn og består af hvidt og rødligt, glimmerholdigt sand, som enten er aflejret horisontalt eller krydslejret, med enkelte tynde lag af gråt ler og silt. Strukturerne i sandet viser, at det er aflejret i et åbent havmiljø, som har været påvirket af tidevand og ofte ramt af storme.
Bemærkelsesværdigt er den rødbrune farve, som præger nogle af aflejringerne i klinten. Farven kommer af udfældet jern, som har sammenkittet dele af sandet. Jernet stammer fra land og er bragt ud til kysten med floderne. Lagene er foldede og forkastede og hælder ca. 30° mod nordvest som følge af gletsjerpåvirkning under istiderne. Over det hvide sand ligger smeltevandslag i form af grus, sten og blokke, som overlejres af smeltevandssand. Begge aflejringer er fra istiden Elster. Over disse aflejringer findes to lag moræneler, som er afsat af is, der i Elster bevægede sig ind over området fra hhv. nord og øst. Istidslagene er siden blevet deformerede af en gletsjer, som kom fra nordnordvest under næstsidste istid, Saale.
På klintens top findes en jordbundshorisont og flyvesand, som er afsat i tiden efter istiderne.
