Områdets eneste daglige avis, DAGBLADET, har en lokalredaktion på Højbyvej i Lejre og udgives af Sjællandske Medier A/S i Ringsted. Den udkommer i tre udgaver. Det er avisens Roskildeudgave, der udkommer i Lejre Kommune.

Den lokale ugeavis bærer det lidt kringlede navn Mediecentret LejreLokalavis & Midtsjællands Folkeblad på forsiden. Ugeavisen omdeles onsdag/torsdag til de ca. 15.000 læsere (2020). Det lange navn har sin rod i en stribe fusioner. Den lokale ugeavis opstod i oktober 2018 som en fusion af Lejre Lokalavis og Midtsjællands Folkeblad, der udkom i Tølløse Kommune. Avisen har til huse på Søtorvet i Kirke Hvalsø.

Midtsjællands Folkeblad udkom første gang i 1925, mens Lejre Lokalavis (først under navnet Lejre Posten) opstod i 1978 som den første levedygtige ugeavis i den daværende kommune. Sjællandske Medier købte lokalavisen af den lokale ejer i 2018 forud for fusionen.

I perioden 2003‑08 udkom Lokalavisen Lejre, der blev udgivet af Albertslund Posten, som dengang var ejet af Politikens Lokalaviser. Den blev i 2008 fusioneret med Midtsjællands Folkeblad under Sjællandske Mediers ejerskab.

Lejre Kommune dækkes regionalt af DR P4 Sjælland i Næstved samt af TV 2 LorryFrederiksberg. Lejre var en del af denne stations dækningsområde fra åbningen i 1990.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Lejre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier