»De holdt ved de store Bakker og skuede ud over Lejre Aa og var slagen med Stumhed over Landskabets milde Pragt og yppige Frodighed,« skrev Cai M. Woel i den historiske roman Kongens Knægte (1960). Egnen omkring Lejre har gennem mere end 1.000 år spillet en hovedrolle i litteraturen. Den ældste beretning om den ældste danske kongeslægt finder man i det oldengelske heltekvad Beowulf, formentlig fra 700-tallet, nedskrevet omkring år 1000. Krigeren Beowulf kommer den danske kong Roar til undsætning, da kongehallen i Lejre angribes af uhyret Grendel. I Lejrekrøniken fra 1100-tallet kan man læse videre om kong Roar, der »højlagde« sin far, kong Dan, i Lejre, hvor han også selv blev begravet.
Historierne om den ældste danske kongeslægt blev en mægtig inspiration for nationalromantikere som Adam Oehlenschläger, der udgav Hroars Saga i 1817, og N.F.S. Grundtvig, der satte kvadet om Bjowulfs Drape »paa danske Riim« i 1820. Martin A. Hansen boede sine sidste år i den nedlagte præstegård »Salum« i Allerslev. Her skrev han det kulturhistoriske værk Orm og Tyr (1952) og, i forlængelse heraf, essayet »Gudernes Stræde« (1954) om den oldtidsvej, som ifølge hans studier gik fra Vellerup Vig ved Isefjord til Køge Bugt. På dagen for hans 100-års fødselsdag i 2009 indviedes det genskabte gudestræde som en ca. 64 km lang vandrerute, rigt forsynet med »fortællepæle«, der oplyser om de steder, man passerer.
»Den gamle asatro har altid haft en tæt tilknytning til egnen,« står der i Sara Blædels krimi Dødesporet (2013), som også kort repeterer historien om Skjold, der blev konge i Lejre. Forfatteren er som sin heltinde gennem flere romaner, Louise Rick, vokset op i Kirke Hvalsø, og kender egnen ud og ind. »Dødesporet« er en sti, som går fra en gammel gravplads til en offereg, hvor en gruppe af lokale asadyrkere holder morderisk liv i de gamle ritualer. Med lokaliteter som Heksekedlen kalder Lejreegnen på litteratur.
