Fyens Stiftstidendes lokalredaktion deler redaktionslokaler med ugeavisen Melfar Posten på Havnegade 41 og udgør det samlede lokale pressekorps i Middelfart. Melfar Posten uddeles onsdag-torsdag i Middelfart Kommune samt på den anden side af Lillebælt i Erritsø, Sanddal, Snoghøj og Taulov. Læsertallet er 27.000 (2020).

Melfar Posten udkom første gang i 1964. Ugeavisen ElboBladet fra 1958 har redaktion i Fredericia, men kalder sig »lokalavisen for Fredericia og Middelfart« og uddeles midt på ugen i begge kommuner. Læsertallet er 24.000 (2020). Det er Jysk Fynske Medier, der står bag både Fyens Stiftstidende og de to ugeaviser.

Middelfart Venstreblad (1892-1993) var indtil 1975 et markant talerør for Det radikale Venstre med betydning langt ud over lokalområdet. I begyndelsen af 1960’erne var avisen egnens dominerende dagblad, men skærpet konkurrence betød, at avisen i 1975 indgik i den større venstreavis Fyns Tidende. Da den lukkede i 1979, overtog Fyens Stiftstidende udgivelsen. Middelfart dækkes også af de regionale medier TV 2 Fyn og DR Fyn.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Middelfart Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier