P.C. Skovgaards Villa ligger på Rosenvængets Hovedvej 27 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Blandt borgerskabet, der slog sig ned i det fashionable Rosenvænget på Østerbro, var en hel del kunstnere, deriblandt landskabsmaleren P. C. Skovgaard, som fik J. D. Herholdt til at bygge sig et hus i 1860 som et af de første i kvarteret. Arkitekten havde gjort sig særlig bemærket tre år tidligere, da han tegnede xylograf Kittendorffs villa på Frederiksberg. Villaen er "en anelse italiensk middelalder i murene", som det udtrykkes i Danmarks Arkitekturs bind om énfamliehuse. Villaen var i Skovgaard-familiens eje i 111 år, frem til 1971. Ifølge oplysninger om huset, herunder fra nuværende ejer, lå på østsiden oprindeligt et med villaen sammenbygget havehus med store glaspartier. Rosenvængets Hovedvej er en ca. 200 meter lang vej på Østerbro i villakvarteret Rosenvænget. Den begynder ved Odensegade, som den fortsætter, og ender selv mod øst, hvor den udmunder i Strandboulevarden. Rosenvængets Hovedvej blev navngivet omkring 1870, og blev da den vigtigste vej i Rosenvænget. Rosenvængekvarteret er ikke opkaldt efter blomsten, men efter stedets ejer omkring 1680, en adelsmand Jens von Rosenheim, der siden lagde navn til lystejendommen Rosendal og andre lokaliteter i området. Efter at byggerestriktionerne i 1852 blev trukket ind til Søerens inderside, og det blev tilladt at bygge i større stil, overtog vinhandler Waagepetersen området og udstykkede det til godt 50 store villagrunde. Det udviklede sig til det første egentlige villakvarter i København. Det var meget fashionabelt med placeringen helt ned til stranden, og det tiltrak mange kunstnere og rigmænd. Den mest kendte var skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, der lod Herholdt opføre en villa (nr. 46), som hun flyttede ind i 1862/63. Her boede hun frem til 1874/75, hvor hun rykkede til en lejlighed i det ligeledes fashionable nybyggeri Søtorvet. Henrik Ibsen har skrevet et digt, som hedder Rimbrev til fru Heiberg i 1871, hvor hendes udsigt over sundet hyldes. Det har gjort Rosenvængets udsigt kendt også udenfor landets grænser. Her boede hun med sine tre plejedøtre. Da de var flyttet fra hende, flyttede hun til Indre By, og fandt sit sidste hjem i Gothersgade lige ved Søtorvet. Også juristen A.L. Drewsen (der har lagt navn til en sidevej), ministeren A.F. Krieger, kunstmalerne Wilhelm Drewsen, P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand og komponisten J.P.E. Hartmann har boet i gaden. Reelt var der ikke tale om ret mange kunstnere, men flere velhavende håndværksmestre o.lign. Der var noget lukket og eksklusivt over kvarteret, og det kan man stadigvæk fornemme. I 1880'erne fik vejen direkte forbindelse ud til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Den skulle have forbundet Frihavnen med Trianglen, men planerne herom stødte på modstand, og gadeforløbet ud til Østerbrogade blev godt nok anlagt, men bommene i den anden ende aldrig fjernet. Endnu i dag er vejen blind for bilister ved Strandboulevarden og var det tilmed for fodgængere og cyklister indtil for få år siden. På mange måder er Rosenvænget altså også i vore dage en lille eksklusiv oase.

Arkitekten bag villaen i Rosenvængets Hovedvej 27, Johan Daniel Herholdt (1818-1902), har haft en betydning for dansk arkitektur, der næppe kan overvurderes. Hans produktion er enorm, og da han i ganske stor udstrækning benyttede yngre arkitekter som konduktører, ligesom han havde et stort antal arkitektstuderende ansat som tegnere, kom han til at påvirke flere generationer af danske arkitekter. Medvirkende hertil var også hans store pædagogiske evner. Herholdt var stærkt påvirket af sin lærer G. Bindesbøll og G.F. Hetsch, der som de første interesserede sig for teglstensarkitekturen og dens muligheder. Kunsthistorikeren N.L. Høyen åbnede Herholdts øjne for den nationale arkitektur. Herholdts brug af teglsten var med til at sætte en varig national tradition i gang og var medvirkende til, at man startede en stor hjemlig produktion af formteglsten. Herholdts "nationale linje", der egentlig var grundlagt af Hetsch, kom til at stå som en modsætning til "europæerne", repræsenteret ved F. Meldahls og V. Dahlerups mere overdådige og pragtsøgende arkitektur. Herholdt var en af de første arkitekter, der gjorde den danske middelalderarkitektur til genstand for seriøse studier og opmålinger, og han opfordrede sine elever til det samme. Herholdts inspirationskilde var i stor udstrækning den italienske middelalder- og renæssancearkitektur, men han lod sig også påvirke af moderne udenlandsk arkitektur og benyttede sig af de moderne jernkonstruktioner (Universitetsbiblioteket), ligesom han i nogen udstrækning hentede inspiration i den danske middelalderarkitektur (Vindinge Kirke). Som kongelig bygningsinspektør udførte han en række restaureringsarbejder, som man nok i dag ser på med noget kritiske øjne, men man må i vurderingen af disse også have for øje, at han var en af de arkitekter, der ved restaureringen tog hensyn til bygningens oprindelige arkitektur. Skæbnen har været ugunstig mod Herholdts arkitektur, og mange af hans hovedværker er blevet nedrevet, bl.a. Nationalbanken.

Bygherren bag villaen på Rosenvængets Hovedvej 27, P.C. Skovgaard (1817-1875) var en af Guldalderens hovedskikkelser, især kendt for sine storladne skildringer af det danske landskab. Under uddannelsen studerede han klassisk europæisk landskabskunst i samlingerne i København, men siden skabte han et maleri, bygget på naturstudier, som dannede grundlag for en selvstændig opfattelse af genrens muligheder. Efter 1850 udviklede han en monumental, personlig udtryksform, som fik stor betydning for de efterfølgende generationer. Sideløbende med sin håndværkeruddannelse kom Skovgaard på Kunstakademiet, hvor venskabet med J.Th. Lundbye, Lorenz Frølich og Dankvart Dreyer fik stor betydning for ham. Han blev elev af J.L. Lund, men havde samtidig mulighed for at deltage i udflugter, som C.W. Eckersberg foretog med akademieleverne, bl.a. til Dyrehaven. I Skovgaards tidlige billeder ses både en romantisk strømning (måneskinsstykker) og en realistisk som i billederne fra hjemegnen. Hans farveholdning er tydeligt præget af J.L. Lund, også i detailstudierne, der også kan være inspireret af J.C. Dahl. Gade i Vejby med vippebrønd, 1836, viser en interesse for dagligdagen, som N.L. Høyen opfordrede malerne til at skildre. Skovgaards første hovedværk er Udsigt mod Frederiksværk fra Tisvilde Skov, 1839, hvor han formåede at skabe sammenhæng mellem himlen og det forrevne landskab ved solens skin gennem skyerne, som er karakteristisk for ham i forhold til andre i samtiden. Skovgaard og J.Th. Lundbye arbejdede ofte sammen. I 1842 udsmykkede de en lejlighed, som tilhørte Skovgaards onkel med to døre og tre monumentale, næsten kvadratiske billeder, Frederiksborg Slot, Gåsetårnet og Højerup Kirke på Stevns Klint. I sommeren 1843 opholdt de sig på Skovgaards hjemegn omkring Vejby, hvor de flittigt tegnede og malede skitser. Af datoerne på de mange bevarede arbejder kan man følge deres færd, adskillige studier har dannet grundlag for senere hovedværker. I 1843 vandt Skovgaards Neuhausens Præmie for Egetræer i Nordskoven ved Jægerspris, der ligesom flere andre blev købt til Den kongelige Malerisamling. I 1840'erne rejste Skovgaard rundt i landet, bl.a. til Møens klint, på Holbækkanten ved Vognserup og omkring Kalundborg. I 1845 fik han Udstillingsmedaljen for billedet Skarrit Sø, og samme år sluttede han på Kunstakademiet. Høyens og N.F.S. Grundtvigs engagement i det nordiske og det nationale blev medbestemmende for Skovgaard som skildrer af det danske landskab. Desuden fik han kontakt med nationalliberale politikere, bl.a. Orla Lehmann, som bestilte billeder af ham og støttede ham hele livet. I 1854-55 besøgte Skovgaard første gang Italien, og fik selskab af W. Marstrand og Høyen. Rejsen fik stor betydning for Skovgaard, som efter hjemkomsten malede sit mest kendte værk Bøgeskov i maj, 1855. Det har storhed og fylde, og er udtryk for en danskhed, der, som det ofte har været fremhævet, modsvarer strofen Frejas sal i Oehlenschlägers nationalsang. Skovgaard havde evne for at karakterisere de forskellige træarter og stræbte efter at gøre træerne høje og monumentale, bl.a. ved at holde staffagefigurerne, børn og dyr, under horisontlinjen. Det ses også i Blegeplads under store træer, 1858. I Sommereftermiddag ved en indsø, 1859, har kompositionen rødder tilbage til Claude Lorrain, som Skovgaard havde studeret i Italien. Da Skovgaard i 1862 besøgte England og Frankrig sammen med Høyen, fik han øjnene op for den samtidige franske kunst. Skovgaards interesse for vejrligets dramatik blev stærkere i hans senere år, hvor koloritten blev mørkere. Efter rejsen til Italien 1869 blev hans landskaber mere storslåede, som det ses i Sommereftermiddag med en bortdragende regnbyge, ca. 1862-74. Det viser et af hans yndlingssteder gennem årene, Dyrehaven, hvor solen får magt og kaster strålerne ned mellem træerne og får regnskyerne til at trække over himlen. Billedet fik stor betydning som lærestykke, både for hans sønner Joakim og Niels og for hans elever. Sommereftermiddag på Malkepladsen ved Knabstrup, 1874-75, vidner om, hvor langt Skovgaard nåede i landskabsmaleriet. Skovgaard var desuden en fremragende portrætmaler. Hans skildringer af børnene, især af Suzette, 1870, er højdepunkter, ligesom hans portrættegninger hører til blandt de ypperste i samtiden.

Beskrivelse

P.C. Skovgaards villa er beliggende i Københavns Udenbys Klædebo Kvarter midt på en stille villavej, Rosenvængets Hovedvej, der omfatter en del af et oprindeligt fritliggende, naturnært kvarter ned til Øresund, og som i dag udgør en grøn oase i Østerbros bymæssige etagebebyggelse. Villaen er beliggende midt på en stor, men oprindeligt større grund med en forhave og en baghave samt smalle passager om huset, hvor den ene side rummer havegangen fra gaden til indgangspartiet og om til baghaven. Villaen omfatter en stor, fritliggende firkantet blok i blankmur af gule mursten i vekselskifte med lyse fuger, og er opført med fuld kælder og to hovedetager samt en udnyttet tagetage. Villaen har et ældre sadeltag i skifer med stort udhæng, under hvilket spærfødder og konsoller ses. Villaens hovedindgang er på den vestvendte side og ligger i en fladbuet, profileret niche med indfatning af 1. sals vindue. I nichen er en ældre, tofløjet, sortmalet dør med krydsende fordybede linjer på dørfladerne og et traditionelt udført dørgreb. Herover er et stort overvindue med to tynde vertikale og en horisontal sprosse, ligeledes sorte. I feltet over dørnichen er en dekoration med frugtbærende grene og en gesims, hvorover indfatningen buer ind omkring 1. salens vindue. På facaden mod baghaven er to dørgennembrud i stueetagen. Det østlige udgøres af en høj, fladbuet niche, hvori der er indsat en nyere, men traditionelt udført tofløjet mørkegrøn dør med fire vinduesfelter, hvorover der er to buede overvinduer i nichen. I nichen er hængsler fra den ældre dør stadig på deres plads. I den modsatte side af facaden mod baghaven er i en rektangulær indfatning en traditionelt udført fyldningsdør med glas i de øverste fyldninger. Mod forhaven har villaen fire kraftigt udformede murpiller i blankmur med let svaj udad og krave i 1. sals højde, og mellem disse piller er i stueetagen tre store fladbuede nicher med ældre seksrammede mørkegrønne vinduer med ældre hængsler samt nyere sålbænke i skifer. 1. salen har i yderfagene ældre mørkegrønne, firerammede korspostvinduer, mens midterfaget har to ældre tætsiddende, halvbuede, firerammede og mørkegrønne korspostvinduer. Øverst i facaden er et lille ældre etrammet småopsprosset og mørkegrønt vindue med et murstik over. Facaden vendt mod haven har en let udsvajende murpille med krave ligesom på den forhavevendte facade, og mod baghaven er i stueetagen to ældre, høje, firerammede og mørkegrønne vinduer med opsprosning af de nederste rammer med rundbuede murstik over disse samt sålbænke under i skifer, og mellem disse vinduer er et lille et rammet traditionelt udført vindue med en enkelt opsprosning og ved siden af et ældre ventilationshul med gitterværk. På 1. sal er centralt placeret, i to fladbuede nicher, huset største vinduer, to ældre specialbyggede småtopsprossede vinduer i atelieret, hvor den yderste række i vinduet kan åbnes med henblik på at kunne transportere billeder i stort format ud og ind fra haven. Til denne mekanisme stammer formodentlig et centralt placeret hul midt over vinduerne, hvor en kransarm kunne hejse de store lærredsformater til og fra atelieret. Endelig er der allerøverst en over det vestlige ateliervindue et lille gluk-hul med en rude. I den østvendte, pudsede side af huset er en indrammet vinduesåbning, der står blændet. På hjørnet mellem denne pudsede side og baghavens facade er en nyere tilbygget, ydre hjørneskorstenskerne med udkragning fra 1. sals højde. Den mod forhaven sydøstligt vendte facades to glatte bånd i underfacaden samt vinduesindfatningerne i stueetagen og pillen mellem 1. sals midtervinduer står pudset og bemalet i en klar laksefarvet kulør, men har oprindeligt stået i en sartere sienarød, hvilket endnu er synligt enkelte steder. Det samme gælder alle bånd og tilsvarende dør- og vindues indfatninger på villaens vestvendte side med indgangspartiet og på facaden mod baghaven. Den anden, østvendte side er pudset og hvidmalet, men har tillige et kort bånd og en vinduesindfatning i stil med de øvrige sider af huset.

I det indre er den oprindelige planløsning stort set bevaret på hovedetagerne, og kælderen står ligeledes bevaret med en række mindre rum med murstensgulv. Fra entréen på vestsiden er der fra indgangsdøren og på venstre hånd en ældre toløbstrappe med trætrin og revlepaneler i brystningshøjde til 1. sal. I entréen er endvidere et toilet under trappen, og indgang til husets centrum i stueetagen, en stor fordelingsgang, adgang via en ældre tofløjet tofyldningsdør, malet henholdsvis hvid mod entréen og perlegrå mod fordelingsgangen, og med et stort ældre, glasparti med opsprosning over døren, der lader lys fra vest nå husets indre. Fra fordelingsgangen er adgang til stueetagens øvrige stuer og værelser samt køkken: To mindre kontorer, herunder med forrum og toilet, og dertil en større stue mod forhaven, og mod haven en spisestue med haveudgang samt et køkken på sin oprindelige plads, herunder med en skorstenskerne og udgang til et rum med bagtrappe til kælder og døren til baghaven, og endelig et nyere badeværelse. Trappen til 1. sal har i sit øvre, kortere løb en mægler med knop, udskårne sortmalede balustre og en profileret håndliste. På 1. sal er der mod forhaven to værelser med bevaret, delvist synlig tømmerkonstruktion og via en ældre ligeløbstrappe med balustrader er adgang til spidsloftet med åbent plan til kip, hvor der er et værelse. Dertil kommer et ekstra toilet. I loftet er i de øvre partier et par nyere veluxvinduer samt flere traditionelle tagvinduer. 1. salen rummer desuden mod baghaven husets atelier, som er opdelt i to rum, hver med et af de store vinduer og tilsvarende stor loftshøjde til kip og en skorstenskerne med en nyere ovn i det ene rum. Atelieret anvendes stadig som kunstnerværksted. Dertil kommer et depotrum til materialer i det østlige atelierrum. I villaen er der på hovedetagerne gennemgående ældre eller traditionelt udførte fyldningsdøre med tilsvarende profilerede gerichter, og en del døre har ældre indstukne hængsler samt messing- og trægreb. I vinduerne er en del traditionelt udførte stormkroge og anverfere, ligesom de ældre karme og indfatninger er bevarede. I stueetagen er der på gulvene i flere rum traditionelt udførte plankegulve samt nyere gulvbelægning i daglig- og spisestue, mens der i køkken og badeafdelinger er nyere fliser. På 1. sal samt spidsloftet i den åbne overetage er der ældre, perlegrå plankegulve i værelserne, mens der i atelier-rummene er træplader og anden nyere overdækning af gulvet. Væggene afslører i stuen, at der muligvis har været gennemgående malede brystningspaneler i sort og ifølge ejer, en generel pompejansk farveholdning fra P.C. Skovgaards tid, ligesom en række vægmalerier muligvis er at finde under senere tiders overmaling med lysere og mere moderne farver på væggene. I et enkelt værelse på 1. sal er der dog vægge med yderst velbevarede sorte paneler og vægstykker i brystningshøjde dekoreret med akkeleje og vadefugle, en kat og mælkebøtter samt en bemalet sort dør i samme stil, hvorpå der er en kørvelplante på en gylden grund. Lofterne i villaens stueetage er enkle, glatte og hvidmalede uden stukkatur, mens køkkenet har et nedsænket træloft og rummene på 1. sal står med hvidmalede eller lyse overflader over størstedelen af mur, tømmerkonstruktion og undertag.

Miljømæssig værdi

Der knytter sig miljømæssig værdi til villaen, der udgør et yderst værdifuldt og stemningsfuldt indslag i det gamle villakvarter omkring Rosenvænget, hvor den med sin tilbagetrukne beliggenhed og markante bygningskrop er en fornem repræsentant for det tidlige villabyggeri i Danmark, herunder med stor egenart i form og udtryk og med en særlig tilpasningsevne til de enkelte bygherrers ønsker og livsudfoldelse. Således er P.C. Skovgaards villa med sine iøjnefaldende brede gavl-facader mod for- og baghave og store udkragning et velbevaret og karakterfuldt led i områdets på samme tid originale og effektivt udformede arkitektur fra den tidlige historicisme, der lagde grunden til og referencerammen for de senere årtiers udbredte villakultur- og kvarterdannelser.

Kulturhistorisk værdi

Der knytter sig først og fremmest kulturhistorisk værdi til P.C. Skovgaards villa på Rosenvængets Hovedvej i kraft af villaens karakterfulde og gennemført originale form, der som et kraftfuldt modelleret volumen dyrker blankmurens tekstur og de generøse vinduespartier med indfatningerne samt med sin vending af bygningskroppen med brede gavl-facader mod forhaven og baghaven fortæller historien om en egensindig arkitekt og bygherres kreative og gennemtænkte løsninger i et af landets tidligste villakvarterer. Dertil kommer den store udkragning af det skiferhængte tag med spærfødder og konsoller i afbalanceret samspil med facadernes delikate teglstensflader, hvor den tidlige historicismes blanding af en italiensk- og nordisk inspireret villastil tilsammen danner en stemningsfuld og helstøbt syntese uden klare referencer til konkrete bygningsværker, men til et stort reservoir af arkitekturhistoriske referencer fra middelalder til den tidlige modernitet i form og udtryk. Dertil kommer de ældre et-, fire- og seksrammede mørkegrønne vinduer i huset, som sammen med de to store fladbuede ateliervinduers særlige konstruktion med en åbningsmekanisme gør, at selv monumentale lærreder lod sig fragte ud og ind ad husets hjerte, malerens værksted. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den bevarede indgangsportal med den ældre hoveddør, der giver adgang til det fritliggende hus midt på sit grundstykke mellem for- og baghave.

I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de gennemgående velbevarede planløsninger på hovedetagerne i villaen, hvor daglig- og spisestue, værelser og mindre rum samt køkkenet og badeværelse er ordnet omkring en central fordelingsgang i stueetagen, mens entréen med den ældre toløbstrappe giver adgang til 1. salens med værelser med ældre ligeløbstrappe til overrummet med loft til kip samt de to store atelierrum mod baghaven med skorstenskerne og depotrum. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de gennemgående ældre fyldningsdøre med en del indstukne hængsler, tilsvarende gerichter og ældre greb i messing og træ, de traditionelt udførte plankegulve i flere rum på begge etager samt de bevarede malede dekorationer i et værelse på 1. sal, hvor bygningens oprindelse som hjem for en vigtig kunstnerfamilie afslører sig i de stemningsfulde sorte flader med dyre- og planter motiver på væg og dør.

Der er i villaen bevaret en stor overensstemmelse med det ydre og indre udtryk, der afspejler den mangeårige brug som hjem og arbejdsplads for kunstnere i flere generationer, herunder ved sin plan, sin originale form og særlige udtryk og hensynet til godt lysindfald og generøse rumdannelser og -forløb overalt i ejendommen. I et kvarter som Rosenvænget, der faktisk fik ry som et kunstnerkvarter i kraft af sine berømte beboere, var mindre bemidlede malere som Skovgaard egentlig sjældnere end de mere almindelige bygherrer blandt de velhavende villabyggende, københavnske håndværksmestre og grosserer, men hans hus tegner en fase i dansk kunst- og arkitekturhistorie, hvor ambitionerne om at skabe Gesamtkunstværker i form af originalt og praktisk udformede kunstnerhjem nær naturen og havet for alvor begyndte at manifestere sig i kølvandet på Guldalderens dyrkelse af det danske landskabs ynder og rejsernes indtryk fra især Italien.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved P.C. Skovgaards villa knytter sig til den markante og udtryksfulde bygningskrop med de store gavle drejet ud som facader, de grundmurede flader i gule tegl med store rundbuede vinduespartier og indfatninger i stuen mod forhaven og på 1. sal mod baghaven, og bygningsvolumenet, der øverst er kronet af det store sadeltag hængt med skifer, og som tilsammen giver indtryk af et originalt og særegent indslag i den tidlige danske historicisme, hvor funktion og skønhed er tænkt sammen i en egensindig dragt uden faste referencer til ældre byggeri eller stiltræk. Foreningen af malerværksted og bolig har stillet visse markante krav til villaens udformning med et stort areal dedikeret til kunsten og de store specialkonstruerede ateliervinduer mod nord og et generelt velgennemtænkt og effektfuldt lysindfald, der viser huset som et arbejdssted i samme grad som et omdrejningspunkt for et familieliv, og hvis arkitektoniske kvaliteter her knytter sig til den helstøbte og velbevarede form og stil, som villaen endnu præges af. Der knytter sig specifik arkitektonisk værdi til de blanke gulstensmures samspil med dekorative bånd og vinduesindfatninger, dørindfatningen med indgangspartiet, de ældre en,- fire,- og seksrammede vinduer og facadens markante murpiller med svaj udad, der giver huset dets unikke karakter og levende udtryk, ligesom det traditionelle skifertag med stor udkragning og spær-fødder giver huset et højst genkendeligt præg i et vellykket spændingsfelt mellem et italiensk og et dansk udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den generelt velbevarede planløsning på alle etager, der er helstøbt udformet, og hvor de ældre og traditionelt udførte døre, greb og gerichter, de bevarede trappeløb, de traditionelt udførte gulve i flere rum fastholder fortællingen om arkitektens og bygherrens valg og smag. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning ude og inde, der fortsat er bærende for husets arkitektoniske vision.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links