Rigsarkivet, København

Slotsholmen er det sted, hvor Biskop Absalon i 1167 anlagde det første slot i København. Absalons borg blev dog revet ned i 1369, og året efter blev Københavns første kongeslot opført. Under Christian IV blev Slotsholmen udvidet betydeligt, i det man fyldte op mellem de tidligere mindre holme. En kanal blev dannet, der hvor Slotsholmsgade i dag ligger, og en inderhavn, der hvor Bibliotekshave er i dag. Der blev tillige bygget store bygninger så som Bryghuset, Børsen, Tøjhuset og Provianthuset. Med indførelsen af enevælden i 1660 blev Slotsholmens position som kongemagtens og statsadministrationens centrum yderligere fastslået. I 1731 blev det gamle slot revet ned for at give plads til et nyt pragtslot i datidens barokke stil; det første Christiansborg Slot, der blev opført under ledelse af Elias David Häusser. I 1736 stod arkitekterne Niels Eigtved og Lauritz de Thurah for indretningen af kongeetagens interiører. Eigtved fuldførte tillige ridebaneanlægget med Marmorbroen og de to pavilloner. Slottet brændte i 1794, og herefter blev det andet Christiansborg Slot opført af arkitekten C.F. Hansen. Endnu engang brændte slottet i 1884, og man valgte at rive resterne ned og opføre en tredje udgave af slottet på fundamenter af det oprindelige. Opførelsen af det tredje Christiansborg Slot blev, på grund af politisk uro, først påbegyndt i 1906 efter tegninger af Thorvald Jørgensen.

Den Gamle Biblioteks- og Kunstkammerbygningen blev opført i 1665 af Frederik III overfor Københavns Slot mellem Tøjhuset (1598) og Provianthuset (1603), der flankerede Christian IVs flådehavn. Kgl. bygmester, arkitekt Alberthus Mathiesen, stod for opførslen. Mathiesen ledede i kraft af sin position tæt på kongemagten byggeriet af et par af periodens hovedværker, og han tegnede blandt andet Nikolaj Kirkes spir. Det var gennem hans byggerier, at den italienske barokstil blev introduceret i Danmark. Stueetagen blev som supplement til Tøjhuset indrettet som arsenal med 11 små, rundbuede porte. Beletagen, den vigtigste og højeste i renæssance- og barokbyggeri, blev indrettet med en storslået bogsal. Bogsalen var enorm: 80 meter lang, 11 meter bred og 6 meter høj. 66 søjler bar i kanten af rummet et galleri. Søjlerne var oprindeligt grøn- og rødmarmorerede. Gulvet var belagt med sorte og hvide marmorfliser. Bogreolerne stod opstillet langs væggene mellem de relativt få vinduesfag. På 2. salen indrettedes kunstkammeret med et smalt billedgalleri til slotssiden og flere, dybere rum til havesiden. Taget blev belagt med norsk kobber med to rækker små kviste og udsmykket med allegoriske figurer. Oprindeligt var indgangene placeret i bygningens gavle, men de flyttedes siden til slotssiden. Bogsamlingerne ekspanderede kraftigt i 1700-tallet, og da samlingen blev gjort offentligt tilgængelig i 1793, krævede biblioteket endnu mere plads til opbevaring, forskere og besøgende, hvorfor den Zuberske fløj blev opført ind mod Tøjhuset. Da kunstkammeret flyttede ud i 1820'erne, indrettede arkitekt J.H. Koch etagen, hvor der allerede fandtes en læsesal, med bibliotekssale og gallerier til papirsamlinger i nyklassicistisk stil. I 1862 fik Det Kongelige Bibliotek også stueetagen stillet til rådighed. Både Gehejmearkivet og Det Kongelige Bibliotek kæmpede i en årrække med at få plads til samlingerne, og som resultat blev den nye kongelige biblioteksbygning opført i 1906 af Hans J. Holm. Rigsarkivar V.A. Secher kom til at spille en væsentlig rolle i biblioteksbygningens store ombygning mellem 1909-10. Han fremlagde først et forslag til et stort anlagt neobarokanlæg, tegnet af Ludvig Andersen og tilpasset det tredje Christiansborg, der var under opførelse af Thorvald Jørgensen. Den gamle bygning skulle nedrives, og inventaret foræres bort. I 1908 godkendtes, ved lov om Rigsarkivets bygninger, i stedet hans og Ludvig Andersens forslag til en total ombygning af den gamle biblioteksbygning til Rigsarkiv. Dette betød drastiske ændringer for indre og ydre forhold. Ombygningen betød, at bygningen blev brandsikret og indvendigt bygget op fra grunden med jern og beton, så kun facaderne bevaredes som en tynd skal. Denne perforeredes i stor udstrækning, da vinduesantallet fordobledes med de nye jernvinduer, indsat mellem de eksisterende palævinduer. Inventaret fra bibliotekssalene fordeltes til andre statsinstitutioner. Marmorgulvet blev flyttet til Christiansborgs repræsentationslokaler, og de korintiske søjler til Nationalmuseets festsal. De nye, brandsikrede tage fik to rækker af tagvinduer, facadernes cementpuds blev afhugget, så de stod i blank mur. Mellem de oprindelige porte udhuggedes firkantede vinduer, og tre fag blev gennembrudt for at give adgang til bibliotekshaven. Vinduerne fik segment- og trekantsfrontoner. Særligt den dobbelte vinduestakt vakte stor debat i samtiden, lige som flere mente, at bygningen og dens inventar blev alt for hårdhændet behandlet, da man valgte at fjerne al interiør og indervægge og kun lod facaderne stå. Trapperne blev ligeledes fjernet, og de nye tegnet af arkitekt Ludvig Andersen.

Gehejmearkivet blev opført i 1715-21 af generalbygmester Johan Conrad Ernst for Frederik IV. Kongen havde samtidig bestilt en administrationsbygning, som skulle ligge i forlængelse af arkivet, Kancellihuset, og Ernst opførte de to bygninger under ét. Ernst var i en årrække enevældens arkitekt og opførte periodens monumentalbyggeri og udbygning på Slotsholmen. Han opførte Løngangen ved Københavns Slot i 1701-03, staldbygningerne i 1701 og Holmens Kapel i 1705. Ernst var tilknyttet byggeriet på Frederiksberg Slot i 1701-03, hvor han arbejdede med vældige murflader efter romersk påvirkning, mens Kancellibygningen og Gehejmearkivet peger på den hollandske og italienske barok. En del af provianthuset blev inddraget til det nye arkiv med halvandet fag fra bygningens nordlige gavl. Da undergrunden på Slotsholmen delvist er gammel sandstrand, blev den nye del af Gehejmearkivet funderet på pæle. Indflytningen skete i 1720. En stor egetræstrappe forbandt den nybyggede del af huset med den del, der var indrettet i Provianthuset. Hvælvene i de to husdele blev udformet forskelligt. I Geheimearkivet byggedes krydshvælv med marmorflisebelægning, mens partikulærhvælvene i Provianthuset fik én tyk murpille i midten og teglgulv. Gehejmearkivet opførtes med valmtag, både den nye del og enden af Provianthuset, således at det udefra kunne opfattes som en helhed. I begyndelsen af 1800-tallet gennemgik bygningen en række forandringer. Valmtaget blev udskiftet til sadeltag, og der kom en anden type vinduer i huset. I 1848 ændrede kravene sig til åbenhed og tilgængelighed for forskere, og der indrettedes et Archiv Contoir i hvælvet på 2. sal. I 1884 blev denne læsestue afløst af en nyindrettet læsesal, og her erstattedes mormorgulvet med et trægulv. Nedbrændingen af det andet Christiansborg i 1884 foranledigede, at den oprindelige trætrappe udskiftedes til den nuværende i granit og jernbeton. I 1909 blev huset forhøjet med en etage i forbindelse med Rigsarkivets indflytning i den tidligere kunstkammer- og biblioteksbygning. Den nye etage fik ristegulv, hvorved der kom magasin i to etager, og på den nye 4. etage indrettedes en udstillingssal i hele bygningens bredde. Indgangen til løngangsbygningen flyttedes til 2. sal. Siden er rummene i Gehejmearkivet blevet moderniseret og tilpasset til nye funktioner, sikkerhedskrav, fag- og personalegrupper. Den Zuberske bygning ses midt i billedet. Det er bygningen med den pudsede mur og sorte tagflade. Fra denne side er det tydeligt at bygningen er en tilføjelse, der har koblet Biblioteks- og kunstkammerbygningen sammen med tøjhusbygningen.

Den Zuberske bygning blev opført fra 1781-85. I midten af 1700-tallet blev den kongelige bibliotekssamling kraftigt forøget med store, private samlinger, hvilket betød, at der ikke længere var plads nok. I 1775 blev der nedsat en kommission til at se på pladsproblemerne, hvor arkitekt C.F. Harsdorff fremlagde forskellige løsningsforslag. Deraf navnet, der også bruges om bygningen. Det var dog arkitekt C. J. Zuber, der var udnævnt til Kgl. bygningsinspektør, som foreslog at nogle mindre bygninger blev revet ned, og at kunstkammerbygningen blev forlænget med en enkel fløj til Tøjhuset. Zuber var elev af N. J. Jardin, og var en repræsentant for nyklassicismen. C.J. Zuber kendes desuden for herregården Moesgaard uden for Aahus, der betragtes som hans hovedværk. På grund af den gamle strandlinje, der gik midt gennem den nye bygning, måtte der funderes grundigt med kampesten under bygningen. I stuen blev indrettet en portnerbolig, på første og anden sal blev indrettet to sale, hvor Zuber sammen med hoftømrer Andreas Kirkerup udsmykkede med en mængde prægtigt tilskåret trædetaljer. Salen på beletagen var stærkt inspireret af pragtsalen i kunstkammerbygningen. I 1883 blev facaderne cementpudsede og mindede herefter mere om Ridebaneanlægget på den anden side af gaden end kunstkammerbygningen. I 1948-49 udarbejdede Kgl. Bygningsinspektør Mogens Clemmesen planer for en omfattende restaurering. Planerne blev justeret af Rigsarkivets arkitekt Arne Nystrøm. Bygningen blev brandsikret ved betonlag under tag og etager, og den gamle trævindeltrappe i kunstkammerbygningen blev erstattet af en trappe i beton. De mindre rum i portnerboligen blev slået sammen og salene renset og malet. Herefter flyttede Rigsarkivet ind. Alle tre bygning overgik til Rigsarkivet i loven af 1908 om Rigsarkivets bygninger. Heri stod anført, at Rigsarkivet ikke måtte foretage ombygninger i forbindelse med indflytningen.

Rigsarkivet udgøres af tre sammenføjede bygninger opført på Slotsholmen i København. Nordligst, nærmest Provianthuset, ligger den tidligere Gehejmearkivbygning, opført 1715-21 af generalbygmester J.C. Ernst, midterst Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning, opført 1665-73 af bygmester Albert Mathisen, og nærmest Tøjhuset den Zuberske fløj opført 1781-85 af hofbygmester C.J. Zuber. Rigsdagsarkivet er, via C.F. Hansens og J.C. Ernsts løngangsbygninger, forbundet med Christiansborg. De nordlige facader vender mod Christiansborg og Rigsdagsgården, mens de sydlige facader vender ud til bibliotekshaven, Christian IVs tidligere flådehavn. En aksialt placeret passage under Gehejmearkivet leder gennem haven til Det Kongelige Biblioteks ældre hovedbygning (1906, tegnet af arkitekt Hans J. Holm.) De mindre bygningsfløje, Gehejmearkivbygningen og den Zuberske bygning er via murgennembrydninger forbundet med Tøjhuset og Provianthuset, der indrammer bibliotekshaven.

Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning er opført i tre etager over en kælder. Bygningen er 19 fag lang og opført i håndstrøgne, røde og gule tegl i blank mur over en sokkel, der nederst har et skifte i glat, hugget granit, midterst rustikt tilhuggede granitkvadre og øverst en trukket gesims i puds. Ligeledes er der en kordongesims under førstesalens vinduer. Bygningen afsluttes af et kobberbelagt saddeltag. Omtrent midt i bygningen, med ni fag mod øst og syv fag mod vest er tre fag med rundbuede åbninger, ind til en gennemgang under bygningen ind til bibliotekshaven. På hver side af gennemgangen er i stueetagen i hvert andet fag store, rundbuede, trerammede jernvinduer, der bryder sokkelopbygningen og hviler på det nederste granitskifte. Mellem de rundbuede vinduer er lave, torammede vinduer med et muret stik omkring. Bygningens kældervinduer er ligeledes i jern. Vinduestakten videreføres på beletagen og anden sal, hvor alle vinduer er udført med korspost og småtsprossede ruder. Vinduerne veksler mellem palævinduer i hvidmalet træ med pudsindfatninger og segmentfrontoner og jernvinduer i samme format med murede stik over. Alle vinduerne i beletagen står på kordongesimsen. På anden sal er vinduer i et lidt lavere format, og her er trekantfrontoner. I andet fag fra Gehejmearkivet sidder en tofløjet trædør med muret stik med formsten, og over døren findes en lille tavle med figurer. Ud for soklen, og centreret i forhold til kældervinduerne, står granitkummer, hvortil nedløb leder tagvandet. Alle tagrender og nedløbsrør er udført i kobber og har snørklede beslag, ligesom der under vinduerne er vandnæser i kobber. Det vestligste fag, der ligger på den anden side af løngangen, har pudset murværk og et fag med jernvinduer. Nederst er en traditionel, tofløjet, flammeret port med todelt overvindue. Foran døren er et granittrin. Havesiden er i store træk udformet som facaden, men med lavere sokkelopbygning, hvorpå små kvadratiske jernvinduer hviler. De øvrige vinduer i stueetagen hviler ligeledes på soklen, der således ikke gennembrydes som på den nordvendte facade. I det indre af Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning er den høje stueetage mod øst indrettet som receptionsområde, og her findes en vindeltrappe i skønvirkestil, udført i sandsten, som giver adgang til de øvrige etager. Ved indgangen til trapperummet er en støbejernsport med slyngede mønstre og guldbelagte detaljer. I den vestlige ende er en støbt vindeltrappe. På førstesalen er indrettet kontorer med nyere, skakternet flisegulvsbelægning og mørk panelering på væggene. I den tidligere bibliotekssal hænger dele af forskellige kongelige våbenskjolde. På de øvrige etager er indrettet arkiv i dobbelthøje rum med indskudte ristegulve i fuld etagebredde. Nyere skillevægge med rundbuede døråbninger står i blank mur med trukne fuger, ligesom indersiden af ydermurene, hvor pudsen er banket af det originale murværk. Tagetagen har betongulv med indstøbte glasbyggesten og udsyn til tagets inderside, der er støbt i jernbeton.

Gehejmearkivbygningen er opført i tre etager med gennemgående frontgavl. Bygningen er opført i rød, blank mur af håndstrøgne teglsten og har et tegltag hængt med nyere, sortglaserede tegl. Mod Rigsdagsgården er facaden i tre fag og hviler på en sokkel af hugget granit. I stueetagens yderste fag er en portåbning med en ældre, flammeret, blågrøn, tofløjet port. Herover er muret stik, hvilende på pudskonsol og med slutsten udført som volutkonsol midt for. Stueetage og anden sal har torammede småsprossede vinduer, mens førstesalen har korspostvinduer, der ligeledes er småsprossede. Alle vinduer er hvidmalede. Facaden afsluttes af en mansard i ét fag ved siden af frontgavlen, der ligesom muren er afsluttet af en trukket hovedgesims. I mansarden sidder en gavlkvist med trekantsgavl og et torammede vindue. I tagfladen ses nyere tagvinduer. Bygningen er efter løngangen sammenbygget med Kancellihuset ved et fag, hvori der er store firrammede, fladbuede vinduer med småsprossede ruder. Taget slår ind mod Kancellihuset i et knæk, således at tagfladen mod gaden fremstår afsluttet med grat til tagryg og barok opskalkning, mens taget mod brandgavlen er tilbagerykket og smallere. Havesiden, mod bibliotekshaven, er udført som facaden mod Rigsdagsgården. Dog er der ved portrummet ingen portfløje. Indvendigt har Gehejmearkivet på flere etager og i det gennemgående portrum krydshvælvede lofter. Bygningen er i dag indrettet til kontorer med en langsgående fordelingsgang i midten af bygningen. I den del af bygningen, som er bygget sammen med løngangen og Provianthuset, er det oprindelige trapperum med en granit og jernbetontrappe fra 1884. Herfra er også adgang til Provianthuset mod syd. I stuetagen findes et rum, kaldet Kongehushvælvingen, der fremstår med hvidmalede krydshvælv, teglstensgulv og jernporte. En del af det oprindelige partikulærhvælv blev i 1907 inddraget til passage til løngangen til Christiansborg af Thorvald Jørgensen. På 2.sal i Gehejmearkivbygningen, findes et rum, kaldet Egeskabshvælvingen, der er et af rigsarkivets pragtrum og fremstår med hvidmalede krydshvælv og lysninger, marmorflisegulv, malede træskabe i brystningerne og malede jernskodder for vinduerne. Øvrige indbyggede, ældre egeskabe er tillige bevaret. På førstesal mod Rigsdagsgården ligger tre kontorer, der er indrettet i den tidligere læsesal, og mod havesiden er et større kontor. Stueetagen i Gehejmearkivbygningen, kaldet Krypten, der er den tidligere portnerbolig, er indrettet til fire kontorer.

Den Zuberske bygning er opført i tre etager over en sokkel af hugget granit, og er tre fag bred. Facaden er pudset i en lys sandfarve, og øverst er en stukket hovedgesims i puds. Bygningen afsluttes af et saddeltag, der er hængt med sortglasserede tegl. Etagehøjderne svarer til Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning med lav stueetage og høj beletage. I stueetagens midterste fag sidder en grønmalet, tofløjet, flammeret port med rundbuet overstykke. Portrummet er en gennemgang til gårdrummet langs med Tøjhusets østside. På hver side af porten er torammede vinduer, og på de to øvre etager er palævinduer, der svarer i format til vinduer i Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning. Alle vinduer er hvidmalede og har enkle sålbænke af sandsten. Gårdsiden mod Tøjhuset og Bibliotekshaven er udført som facaden. I det indre er der på alle etager adgang til Den gamle biblioteks- og kunstkammerbygning, og forbindelsen mellem etagerne sker via den vestlige vindeltrappe i kunstkammerbygningen. Stueetagen er indrettet med kontorer. Beletagen består af en højloftet, 15 meter lang bibliotekssal med omløbende galleri båret af træsøjler med forgyldte, korintiske kapitæler og hvidmalede søjleskafter. Over søjlerne er en fint profileret arkitrav smykket med forgyldte volutkonsoller. Herpå hviler galleriets lave gelænder med hvidmalede, vaseformede træbalustre, der som det øvrige hvidmalede træværk har forgyldte detaljer. Langs væggene i salen og på galleriet er fastmonterede, malede reoler med fine frontprofileringer. Trægulvet er formodentlig nyere. Gallerisalen på anden sal er delt på langs i to sale med omløbende gallerier. Der er i rummets vestlige ende adgang til galleriet via en svungen toløbstrappe med spinkle og elegante udskæringer omkring balustrene. Galleriet bæres i hjørnerne af doriske søjler med kannelerede, hvidmalede søjleskafter og forgyldte kapitæler. Langsiderne af galleriet bæres af svungne, forgyldte konsoller med gyldne volutter. Som i salen på beletagen er der opstillet faste indbyggede reoler langs alle vægge. Under galleriet er rummet indrettet til moderne kontorpladser. Trægulvet formodes her at være originalt og er meget skævt. Arbejdspladserne er placeret på plant oprettede forhøjninger af nyere gulvbelægning oven på den originale.

Den miljømæssige værdi for de af fredningen omfattede bygninger knytter sig til deres beliggenhed på Slotsholmen, hvor de alle indgår som en del af landets centraladministration og magtcentrum. Slotsholmen fremtræder som en markant ø midt i København, hvor hele otte broer forbinder holmen med resten af byen over kanalerne og Københavns havn. Endvidere knytter de miljømæssige værdier sig til bygningernes visuelle og fysiske forbindelse til Christiansborg Slot på den anden side af Rigsdagsgården. Bygningerne har med deres aksiale placering mellem slot og bibliotek en af de mest prominente placeringer i miljøet på Slotsholmen. Hertil kommer, at bygningerne tilsammen udgør en stor del af den samlede facadelinje, der strækker sig fra Slotsholmsgade til Prinsens bro. Bygningerne danner den sydlige afgrænsning af Rigsdagsgården og den nordlige mur i Bibliotekshaven. Siden Frederik III lukkede flådehavnen, ændredes den rumlige karakter af den gamle havn fra at være en åben bebyggelsesstruktur med pakhuse vinkelret på havneløbet, til et lukket gårdrum omkranset af længebygninger, som det opleves i dag. Bebyggelsesstrukturen på Slotsholmen er kendetegnet ved længebygninger og flerfløjede anlæg omkring mere eller mindre kvadratiske gårdrum i åben forbindelse. Netop forbindelserne på kryds og tværs af Slotsholmen mellem bygninger, gårdrum, pladser og haver har stor værdi for alle, som færdes på Slotsholmen. Derfor har de mange gennemgående passager og portåbninger i de tre bygninger stor miljømæssig værdi.

De kulturhistoriske værdier knytter sig til bygningernes oprindelige opførelse som skatkammer, kongeligt bibliotek og arkiv. Arkivtanken vandt indpas i middelalderen, og i 1300-tallet begyndte man at udarbejde fortegnelser over særligt vigtige dokumenter, og således grundlagdes rigets arkiv. I middelalderen var rigets arkiv som regel på rejse med kongen og hans følge. Arkiverne opbevaredes senere i Vordingborg, Kalundborg, Rosenborg og Københavns Slot. Det, at opføre så specifikke huse til kongens administration og til de kongelige arkivalier, har været avanceret og fremadsynet efter international standard og samtidig har det været endnu en magtdemonstration fra den enevældig konge.Endvidere blev det på Frederik lll's tid moderne at opbygge samlinger af bøger, kostbare skatte og ethnografika som et statussymbol og magtudtryk for de enevældige konger i Europa. Det blev en del af fyrstekulturen at bemægtige sig genstande og stille dem til skue i særligt opbyggede og tematiserede rum. Rummene for kunst- og naturaliesamlingerne udgjorde tilsammen et Kunstkammer, en verden af genstande, der afspejlede tidens verdensbillede. Samlingerne var datidens museer, men uden systematisk kategorisering. Selvom store dele af bygningerne i dag er væsentligt ombygget, er det stadig muligt at aflæse deres alder og oprindelige tilknytning til kongemagten ved deres placering, udformning og bygningsdetaljer. Kunstkammerets rundbuede åbninger i stueetagen, store dele af murværket og de store, småsprossede trævinduer med indfatninger er bygningselementer, der stammer fra den oprindelige bygning fra slutningen af 1600-tallet. De bevarede træk fra den oprindelige bygning påviser en tidlig barok inspiration i Danmark. Inspirationen kom fra Sydeuropa, men ses her i en mere tilpasset nordisk og afdæmpet version med enkle reliefvirkninger og en enkel tagflade. En lille detalje, der også er vær at bemærke, er de små kongekroner, som er udført i kobber på nedløbsrørenes beslag, der også fastslår bygningens oprindelige tilhørsforhold til kongen. De mange udvidelser gennem tiden og bygningernes opførelse med mange års mellemrum ses dels af den skiftende stil i facaderne, men også ved selve volumenerne. Det er tydeligt, at Biblioteks- og Kunstkammerbygningen var den første. Bygningens placering i forhold til de omgivende bygninger og gårdrum, dens afsluttede form og vinduestakt vidner om en oprindelig, velproportioneret bygning, der lå med fritstående gavle. Modsat er det tydeligt ved form, vinduesplacering og sammenbygning med øvrige bygninger, at Gehejmearkivet og den Zuberske bygning, der også er sammenbygget med tårnet fra Tøjhuset, er senere tilføjelser. Gehejmearkivets frontgavl er som sådan et træk, der hører barokken til, men den er først tilføjet i 1909. Dette er dermed et vidnesbyrd om den holdning, man har haft til restaurering og transformation i starten af 1900-tallet, hvor Nybarokken også spillede en stor rolle på mange nyopførte palæer og bebyggelser i København. Ombygningshistorien er væsentlig, idet den har forandret Biblioteks- og Kunstkammerbygningens ydre og indre så radikalt. På sin vis er fordoblingen af vinduestakten ganske diskret foretaget og samtidig et tydeligt vidnesbyrd om den nærmest fuldstændige nyopførelse af bygningen. En klar opdeling mellem nyt og gammelt kommer til udtryk gennem forskelle i materialer og dekoration. Således transformeredes det lukkede skatkammer til en mere åben bygning som arbejdsplads for arkivarerne, der skulle finde rundt i magasinerne og derfor var afhængige af dagslysindfaldet. Bygningen er endvidere blevet brandsikret med jernvinduer og –skodder, brandsikre skillevægge med videre.Mange af bygningernes ombygninger har dermed kulturhistorisk værdi, idet man af de oprindelige og senere ombygninger kan aflæse, hvordan behov og funktion har ændret sig. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de ældre grundplaner. Det gælder især i Gehejmearkivet og den Zuberske bygning, hvor de ældre og delvist oprindelige rum er bevaret med en stor del af det oprindelige interiør. Netop interiøret har stor kulturhistorisk værdi, da det dels vidner om datidens ideal for udsmykning og indretning, og dels understøtter fortællingen om, at dette er bygninger, som oprindeligt blev opført for kronen. De bevarede gennemgange mellem alle tre bygninger og videre til løngange og provianthus understrejer deres tilknytning til slottet og til den øvrige statslige administration. Biblioteks- og Kunstkammerbygningens oprindelige grundplaner er for længst gået tabt, men de nuværende, store, højloftede arkivrum med støbejernsriste og reoler afspejler indretningen til Rigsarkiv i starten af 1900-tallet, hvorved de også har en vigtig plads i bygningens kulturhistorie. Ofte er det ikke en værdi, at der er gennemgang mellem ældre bygninger i en husrække, da det som regel bryder med bygningens oprindelige funktion, men i dette tilfælde er det med til at fortælle en vigtig historie omkring bygningernes sammenhæng og udvidelsen gennem tiden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til sammenhængen mellem de tre bygninger samt til de tydelige adskillelser imellem dem. Selvom der i det indre er en sammenhæng og gennemgang mellem bygningerne, er de i det ydre tydeligt adskilte. Det har stor arkitektonisk værdi, at de hver især samler sig omkring deres eget udtryk i form af proportioner, vinduesudformning og -takt samtidig med, at den overordnede proportionering, gesimser og motivet med de rundbuede portåbninger og småsprossede vinduer er gennemgående. Fælles for de tre bygninger er også den arkitektoniske kvalitet og virkning ved facadernes farveholdning, hvad enten de er i blank mur eller pudsede, der netop med en klar farvekontrast bliver skabt fokus på vinduer og portparti. Den arkitektoniske værdi for Biblioteks- og kunstkammerbygningen er særlig stærk omkring vinduerne, da den helt unikke og iøjnefaldende vinduestakt, der skifter mellem de hvide trævinduer og de mørkegrå jernvinduer, giver et meget karakteristisk udtryk. For alle tre bygninger gælder det endvidere, at granitsoklerne fungerer som en naturlig base, der er med til at formidle overgangen til terrænet. Soklen er også med til at understreje de horisontale linjer for især Biblioteks- og kunstkammerbygningen, hvor soklens tredeling sammen med kordongesimsen lavdeler den ellers meget lange facade. Somme arkitektoniske kvalitet har gesimserne og de ubrudte tagflader, der sørger for at bygningen afsluttes elegant og enkelt, og uden at fjerne fokus fra facaderne. Endelig skal tagrender og nedløbsrør med snørklede og kunstfærdigt udførte beslag i irgrøn kobber nævnes, samt tungekantede vandnæser under vinduerne, der alle træder elegant frem som kontrast til murfladerne. Bygningernes indre har arkitektonisk værdi i de gennemgående snedkerdetaljer, der særligt findes i den Zuberske bygning. Her er træarbejdet både velholdt og tydeligt differentierede med de mange udskæringer. Rummene er generelt i denne bygning meget velproportionerede, særligt øverste gallerisal. Farverne har også stor betydning, og de hvide og gyldne elementer er udtryk for tidens smag, hvor man har fortrukket lette og luftige interiører. Den øverste, todelte sal er endvidere konstruktivt interessant, idet den er udført som en hængeværkskonstruktion og ophængt i den vældige tagkonstruktion af pommersk fyr. De oprindelige og ældre trapper er tillige arkitektoniske vigtige nedslag i alle tre bygninger, hvor det både gælder deres forløb, materialer og durchtsigter, der er med til at skabe interessante indslag i bygningerne. Endelig har de hvælvede lofter og de højloftede rum en arkitektonisk værdi, dels på grund af rummenes proportionering, og dels på grund af det lysindfald og de skyggevirkninger, som dannes ved hvælvkapperne.

Læs videre om

• Frihavnens Elektriske Centralstation (tidl.), København
• Kompagnistræde 14, København
• Nørregade 27-29, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen