Skjern er en forholdsvis ung by, men pladsen er gammel. Et vadested eller en kro ved Kirkeå midt i Skjern Sogn har i umindelige tider været et knudepunkt, hvor vejtrafikken fra fire retninger krydsede hinanden. Fra nord løb vejene fra Ringkøbing og Holstebro sammen for igen at dele sig i én mod Varde og én mod Kolding. I 1850’erne og 1860’erne blev nye ingeniørbyggede landeveje anlagt. Mellem de gamle købstæder Ringkøbing og Varde lå den middelalderlige Skjern Kirke og et par spredte gårde. Her var også en købmand og en skomager. Lidt mod syd ved Skjern Å og engene lå dommergården, hvor herredsfogeden over Bølling og Nørre Horne Herreder holdt ting.
I 1875 fik Skjern station på Den Vestjyske Længdebane. I 1881 blev Skjern endestation for banen Skanderborg-Skjern, og i 1920 kom Videbækbanen til. Egnens landbrug efterspurgte handel og håndværk, og Skjern blev midtpunkt for en rivende udvikling i årtierne omkring år 1900. Landevejen, der løb parallelt med jernbanen nordvest-sydøst, blev til en bebygget gade, og et par gader kom til at strække sig mod nordøst. På centrale hjørnegrunde blev der opført huse med tårne og spir, så Skjern kom til at fremstå som en rigtig by. Småkårsfolk byggede mindre huse vest for banen. Omkring 1870 vandt Luthersk Mission udbredelse i Skjern, og da denne bevægelse omkring 1890 delte sig i to, fik også Evangelisk Luthersk Mission godt fat. I 1890’erne blev Indre Mission den dominerende missionsretning i byen. De tre kirkelige vækkelser havde tidligt hver sit store missionshus i den lille by, og i 1915 blev kirken ombygget og udvidet betydeligt. Alligevel blev der i tiden omkring 1920 også plads til en grundtvigiansk frimenighed.
Omkring 1920 var Skjern en etableret ny by med et bredt udbud af handel og håndværk og med en række institutioner. Ud over det vidt berømte Grønlunds Hotel var her banegård, skoler, lægebolig, jordemoderhus, postkontor, telefonstation, fattiggård og elværk. Indbyggertallet i 1921 lå på 2.325. I mellemkrigstiden blev industrien et vigtigt element i byens erhvervsliv, og det er karakteristisk, at de vigtigste virksomheder var nært knyttede til landbruget. I 1915 overtog Christian Christensen Grene sin fars virksomhed, der handlede med trævarer til landbruget. Virksomheden stod for produktion af og handel med reservedele til landbrugets mange nye maskiner. Virksomhedens lokaler på Finderupsvej blev stadig udvidet, og i 1960’erne var der tale om et større kompleks. I 1929 stod et nyt svineslagteri i byens nordlige udkant klar. Slagteriet var herefter i en menneskealder blandt byens største arbejdspladser. Efter 2. Verdenskrig, hvor befolkningstallet i 1950 nåede op på 3.857, voksede en ring af villa- og parcelhusbyggeri frem næsten hele vejen rundt om den tætbebyggede bykerne.
Gennem de nye byers vækstperiode i begyndelsen af 1900-tallet var det almindeligt, at de største efterhånden ophøjedes til købstæder. Købstædernes eneret på handel og håndværk var ganske vist for længst afskaffet, men der var stadig visse fordele ved at have byråd og borgmester frem for sogneråd med formand. I 1958 fik Skjern som den sidste by købstadsrettigheder. Hvad enten det nu var det større politiske råderum eller den megen opmærksomhed i landsdækkende medier, der var den største fordel, får stå hen. Fornøjelsen blev dog kort; købstadsbegrebet afskaffedes ved Kommunalreformen i 1970.
Skjern voksede fortsat efter 1970, og indbyggertallet gik fra 6.056 i 1970 til 7.143 i 2006. Nye parcelhuskvarterer skød op, mens Grenes virksomhed og byens øvrige industri kunne udvide i erhvervsudstykninger mod nord. Byen – hvis første historie var nært knyttet til landevejen – slap for den tunge trafik i hovedgaden, da ringvejen øst om byen kunne tages i brug i slutningen af 1970’erne. Snart voksede service- og handelsvirksomheder frem langs den nye færdselsåre. Af en dispositionsplan fra 1975 fremgår det, at man forberedte sig på mere udvikling. Man forestillede sig et cirka dobbelt så stort Skjern, der ville lægge beslag på områder nord og øst for byen. Helt sådan kom det ikke til at gå, og væksten blev mere moderat. Det store landvindingsprojekt i Skjern Ådal i 1960’erne gav imidlertid aktivitet og arbejde. Det samme gjorde det, da projektet til dels blev opgivet, og naturen blev genoprettet omkring år 2000. Ved Kommunalreformen i 1970 blev byen administrativt center i Skjern Kommune.
