Da den første generation af danske landskabsmalere, der talte malere som Jens Juel og Erik Pauelsen, tog landskabet op som genre i slutningen af 1700-tallet, var deres værker i dialog med et ideal udstukket af den samtidige romantiske landskabshave. Det var haver, der tilrettelagde udsigter for den besøgende, og kunstnere og købere satte stor pris på afvekslende landskaber med mange træer. Erik Pauelsens store maleri af Dronninggård, også kendt som Næsseslottet, fra 1785 viser netop et sådant velkomponeret landskab med vand, et kuperet terræn og masser af træer. Senere skulle C.W. Eckersberg for alvor sætte skub i det danske landskabsmaleri med sin suite af motiver fra Møn, hvor ikke mindst den moderne landskabshave ved Liselund med sine varierede udsigter skulle blive en vigtig inspirationskilde for det landskabsmaleri, der i 1800-tallet fik sit store gennembrud.
Landskabsmaleriet blev tiltagende populært gennem 1800-tallet, og det er værd at bemærke, at det store antal landskabsmotiver, der så dagens lys i perioden, var sammenfaldende med, at borgerskabet for alvor begyndte at gøre sig gældende som klasse. Dette borgerskab boede i byerne, der voksede støt, og det var en befolkningsgruppe, der ikke var afhængig af naturen som ressource, men på afstand kunne nyde den som et æstetisk landskab. Hvor historiemaleriet tidligere blev dyrket af konge og adel, blev landskabet den nye klasses foretrukne motiv.
Skoven blev et tiltagende centralt motiv for de danske kunstnere i 1800-tallet. Baggrunden herfor må bl.a. søges i de store landboreformer, der fandt sted i slutningen af 1700-tallet og opdelte landbrug og skovdrift. I 1805 kom Fredskovsforordningen, der regulerede skovene og deres drift, og som med sin indhegning af skovene sikrede dem mod tidligere tiders udnyttelse. Hermed skabtes det klare skel mellem skov og omgivende landskab.
