Ordet skov betegnede oprindelig noget, der rager op, og som derved forandrer det nøgne landskab, som i vor del af verden ville være næsten fuldkommen dækket af træer, hvis ikke det blev aktivt forhindret ved agerbrug, græsning og slåning eller ved bebyggelse og anlæg af infrastruktur. Det bebyggede og det åbne land er i dag skovens modsætninger, uanset hvor mange træer de måtte indeholde. For træer alene gør ingen skov.
Midt i 1600-tallet skrev topografen Arent Berntsen ellers, at »skov benævner vi alle de pladser eller stykker land, som med træer er begroede«. Og tidens skovfogeder havde ansvar for både spredtstående, storkronede oldentræer og små fortrykte ellekrat på bøndernes marker. Danmark følger FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), der beskriver skove som sammenhængende samfund af træer med et areal større end 0,5 ha, der er bredere end 20 m, med træer højere end 5 m, som har et kronedække på mere end 10 %, eller med træer, der potentielt er i stand til at nå disse værdier på voksestedet (2020).
Således defineret udgør skovene i 2018 627.338 ha, eller 15,7 %, af landets samlede areal, og andelen er støt stigende. For ca. hundrede år siden, i 1923, var det kun ca. 7,5 %. Den væsentligste forskel i disse skoves biologi, udseende og anvendelsesmuligheder går mellem løvtræ og nåletræ. 48 % er i 2018 løvskov, andre 47 % nåleskov (herunder 5 % med juletræer og pyntegrønt). Resten er midlertidigt ubevoksede arealer og hjælpearealer.
Som figuren over skovenes udbredelse viser, er skovene ikke jævnt fordelt geografisk. Der er egne som Djursland, Det Midtjyske Søhøjland, Midtsjælland, Nordsjælland og Bornholm med rigtig meget skov. Der er andre landsdele som Sydvestjylland, dele af Limfjordsegnene og Vestlolland med betydelig mindre. Navnlig som følge af forskelle i jordbunden dominerer nåleskoven i Midt- og Nordjylland, mens løvskoven er fremherskende på Øerne. Nogle skovkomplekser er efter danske forhold store: Silkeborgskovene, Rold Skov i Himmerland, Klosterhede Plantage i Vestjylland, Gribskov i Nordsjælland og Almindingen på Bornholm. Men langt de fleste er forholdsvis beskedne. Af Danmarks i alt ca. 24.000 skovejendomme er de 80 % således på mindre end 10 ha. De udgør imidlertid kun 10 % af skovarealet, mens godt halvdelen (54 %) tilhører store ejendomme på mere end 500 ha. Størstedelen (69 %) af skovarealet ejes af privatpersoner eller virksomheder, 24 % tilhører staten eller andre offentlige myndigheder, og 5 % er ejet af fonde eller stiftelser.
Ejendomsforholdene spiller en stigende rolle for, hvordan skoven bruges. For hvor private ejere som regel er afhængige af indtægterne fra skovbruget, tager institutionelle ejere i stadig højere grad andre hensyn. Det blev således i 2016 besluttet helt at udtage 10.220 ha skov i statsskovene af træproduktionen og at begrænse hugsten i yderligere 3.600 ha, i alt svarende til 12 % af det samlede statsskovareal, således at i alt 20 % af statens skovareal vil være omfattet, når planen er gennemført i 2066. Herudover aftalte et flertal i Folketinget i december 2020 en natur- og biodiversitetspakke, der gør det muligt at nå op på et samlet udlæg af knap 75.000 ha urørt skov.
Samtidig er der gennem en årrække indført såkaldt naturnære dyrkningsprincipper, hvor man, som det udtrykkes i Skov- og Naturstyrelsens Handlingsplan for naturnær skovdrift i statsskovene 2005, lader »naturen gøre en så stor del af arbejdet som muligt og kun gribe[r] ind med små ‘billige’ indgreb for at sikre, at skoven kan opfylde de mål, der stilles til driften«. Også mange private skovejere gør en indsats for skovens naturværdier og dermed for skovgæsterne. Men der findes en funktionsdeling mellem både skovejere og inden for den enkelte skov. I 2017 blev der hugget ca. 3,9 mio. m3 træ i danske skove, men kun 16 % kom fra statsskovene. Af den samlede hugst blev 41 % anvendt som forskellige former for konstruktionstræ, mens resten blev brugt som brænde, heraf størstedelen (44 %) i form af flis.
Danske skove frembringer imidlertid mange andre produkter end træ. De nævnte tiltag for at sikre naturværdier i form af en forøget biodiversitet bidrager til at forbedre mulighederne for friluftsliv ved at skabe naturoplevelser for skovgæsterne. Og skoven er traditionelt netop den slags natur, som danskerne helst færdes i. Ni ud af ti danskere er i skoven mindst en gang om året, og det årlige antal besøg i skovene nærmer sig 70 mio. Ikke alle besøgende kommer imidlertid med de samme forventninger. Den typiske skovgæst søger stilhed og naturoplevelser, men en stigende gruppe opsøger skoven med henblik på forskellige former for sport. Jagt udgør i dag en væsentlig indtægtskilde for mange private skovejere.
Skovene har tillige en række beskyttelsesfunktioner. Fordi skovbrug generelt bruger langt færre kemikalier end landbrug, benyttes skove mange steder til at beskytte grundvandsmagasiner. Langs vore kyster har nåletræsplantager igennem et par århundreder bidraget til at dæmpe klitternes fortsatte vandring. Og endelig bruges skovens træer og længere varende træprodukter i stigende grad til at binde luftens kulstof, så udviklingen i drivhuseffekten kan blive bremset, og klimaforandringerne måske holdt i skak.
