Danmarks landskaber

Under istidsaflejringerne findes andre og til dels meget forskelligartede sedimenter i forhold til dem fra istiderne. Jordens yngste periode kaldes Kvartær (2,6 mio. år til i dag) og inddeles i Pleistocæn (2,6 mio.-11.700 år før nu), der dækker de forskellige istider og mellemistider, og Holocæn (11.700 år til i dag), der er nutidens varmetid. Istidsaflejringer kaldes derfor også kvartære aflejringer, og aflejringer, der er ældre end Kvartær, betegnes samlet som prækvartære aflejringer.

De ældste bjergarter og sedimenter i Danmark findes på Bornholm, som rager stejlt op af Østersøen, fordi øen ligger i en tektonisk zone, hvor der er sket store forskydninger langs forkastninger i undergrunden. En del af jordskorpen mellem forkastningerne er skudt op som en horst, et brudbjerg, som dannede Bornholm. Den tektoniske zone kaldes Sorgenfrei-Tornquist Zonen og adskiller grundfjeldet i Det Baltiske Grundfjeldsskjold fra Det Danske Bassin. Bornholm i sig selv er også delt op i områder af forkastninger, der afgrænser forskellige geologiske enheder af varieret alder.

De ældste bjergarter er grundfjeldsbjergarterne gnejs og granit, der er dannet i Prækambrium for ca. 1.450 mio. år siden. Grundfjeldsbjergarterne præger den nordligste del af Bornholm, hvor de hårde bjergarter skaber en op til 100 m høj stejlklippekyst. I grundfjeldet er der en række lige dale, der skærer sig ned ide hårde bjergarter. Det er spaltedale, som er forkastninger, og sprækkezoner, der er svagere end de omgivende bjergarter, og som derfor er eroderet ud af istidens gletsjere.

Syd for grundfjeldsbjergarterne findes forskellige sedimentære bjergarter, der er aflejret fra Kambrium til Kridt, en tidsperiode på ca. 475 mio. år.

I Kambrium (541‑485,4 mio. år før nu) blev der aflejret Nexø Sandsten, Hardeberga Sandsten (tidligere kaldet Balka Sandsten) og Læså Formationen (tidligere kaldet De Grønne Skifre).

Nexø Sandsten er aflejret direkte på grundfjeld af floder nær kysten, og dele af sandstenen er aflejret som flyvesand. Der findes også indslag af marine aflejringer i Nexø Sandsten. Den har en rødviolet farve, der skyldes indhold af mineralet feldspat, og at den er cementeret hård af jernoxider, der sidder på kornenes overflade.

Hardeberga Sandsten har bølgeribber, fordi den er aflejret i et lavvandet havmiljø. Læså Formationen er aflejret på dybere vand og har en grønligfarve fra mineralet glaukonit.

Herefter aflejredes skiftende lag af skifer og kalk i Kambrium, Ordovicium (485,4‑443,8 mio. år før nu) og Silur (443,8‑419,2 mio. år før nu), hvor Bornholm var dækket af hav. Skifrene blev aflejret i iltfattigt vand på størredybde, og kalken aflejret på laverevanddybde. Alun Skifer samt Exsulans Kalk og Andrarum Kalk blev aflejret i Kambrium, og Komstad Kalk, også kaldet Orthoceratit Kalk, i Ordovicium. Senere i Ordovicium og ind i Silurblev der aflejret skifre.

Dernæst fulgte en pause på mere end 200 mio. år indtil Sen Trias (228‑201,3 mio. år før nu), før der igen fandt aflejringer sted i den sydlige del af Bornholm. I denne periode var der en del tektonisk aktivitet, der forårsagedede forkastninger, der afgrænser de forskellige områder med palæozoiske bjergarter.

I Sen Trias blev der aflejret skiftendesand-, grus- og lerlag i Kågeröd Formationen, som kan ses ved Risebæk på sydkysten af Bornholm. Aflejringerne blev afsat på en kystnær flodslette.

Bornholm lå i hele Tidlig og Mellem Jura (201,3‑161,2 mio. år før nu), hvor klimaet var mere fugtigt end i Trias, tæt på havniveau. Det bornholmske område var enten et lavvandet havområde, en tidevandskyst, et delta eller en flodslette. Aflejringerne herfra danner Rønne Formationen, Hasle Formationen, Sorthat Formationen og Bagå Formationen, der samlet kaldes Bornholmgruppen. De første aflejringer i Rønne Formationen bestod af ler med planterester og indslag af kul og fandt sted i havet. Herover findes deltaaflejringer, der består af sand, ler og kullag. Over det kommer havaflejret sand og dernæst tidevandsaflejringer, hvor der i den øverste del findes indslag af kul. Kullagene blev dannet som marsk. Over Rønne Formationen ligger Hasle Formationen, der består af havaflejret sandsten med mange fossiler som muslinger, snegle, ammonitter og rester af svaneøgler. Øverst i Bornholmgruppen findes Sorthat Formationen og Bagå Formationen, der blev aflejret i deltaer og på flodsletter og består af sand, ler og kul.

I Sen Jura (161,2‑145 mio. år før nu) var Bornholm igen et landområde, hvor det fugtige og varme klima, der herskede på det tidspunkt, gjorde, at Rønne Granit blev forvitret, hvor ved feldspatterne i granitten blev omdannet til lermineralet kaolinit.

De ældste aflejringer fra Kridt (145‑66 mio. år før nu) er Rabekke Formationen, der består af kaolinholdigt sand og grus, som blev aflejret på land og i floder og søer. Øverst i formationen findes sort ler, hvor der er fundet fodspor efter dinosaurer. Over Rabekke Formationen ligger Robbedale Formationen, der består af lag af lystsand, som er aflejret på en barriereø. Over Robbedale Formationen følger Jydegård Formationen. Den består af af ler med enkelte sandlag og er aflejret i et lagunemiljø mellem barriereøen og fastlandet, svarende til Vadehavet.

I slutningen af Tidlig Kridt (145‑99,6mio. år før nu) blev Bornholm et landområde igen, og da havet steg i Sen Kridt (99,6‑66 mio. år før nu), skete der en erosion af overfladen, og der blev aflejret et konglomerat bestående af hærdnede knolde af sand, der har et grønligt skær pga. indhold af mineralerne fosforit og glaukonit. Oven på konglomeratet aflejredes Arnager Grønsand, der har fået sit navn, fordi det indeholder det grønne mineral glaukonit. Herover igen følger Arnager Kalk, der er kiselholdig kalksten – Bunden af Arnager Kalk består ligeledes af et konglomerat, der består af fosforit- og glaukonitholdige knolde.

De ældre aflejringer på Bornholm afsluttes med Bavnodde Grønsand, der er leret glaukonitholdigt sand med mange fossiler.

Således var Bornholm landområde i Tidlig Kridt, mens havet overskyllede Bornholm i Sen Kridt.

De ældste aflejringer i prækvartæroverfladen, der findes på landjorden i Danmark uden for Bornholm, er skrivekridt fra Kridt. I Sen Kridt var havspejlet det højest kendte i Jordens historie, havdybden var stor i det danske område, og der var derfor langt til kysterne, hvor der skete erosion, og dermed kun lille tilførsel af ler og sand til havet. I denne periode aflejredes der skrivekridt, som næsten udelukkende består af kokkolitter, småskaller fra kalkalger.

Grænsen mellem Kridt og Danien er 66 mio. år gammel og er en markant og geologisk set vigtig grænse. I Danmark blev der aflejret kalk på begge sider af grænsen, men kalken skiftede karakter. Vigtigst af alt skete der en masseuddøen af en lang række dyregrupper, hvor dinosaurerne er den mest kendte. Katastrofen skyldtes antagelig et meteornedslag, der hvirvlede store mængder støv op i atmosfæren og forhindrede det meste af sollyset i at trænge ned til jorden. Store vulkanudbrud bidrog muligvis også til katastrofen. Grænsen mellem de to perioder er markeret af et tyndt lerlag, fiskeler, der er blottet ved Stevns Klint, men som også kan ses ved Dania Kalkgrav nær Mariager Fjord og Vokslev i Nordjylland.

I Tidlig Paleocæn (Paleocæn 66‑56 mio. år før nu) i Danien (66‑61,6 mio. år før nu) aflejredes fire kalktyper: bryozokalk, koralkalk, slamkalk og kalksandskalk. Med undtagelse af koralkalk er alle kalktyper rige på flint med 20 % til 40 %.

Bryozokalk er rig på bryozoer (mosdyr), der ofte danner banker, således som det kan ses ved Stevns Klint og Djurslands nordkyst. Koralkalk kendes bedst fra Faxe Kalkbrud, hvor kolonier af koraller danner banker. Slamkalk ligner skrivekridt, men indeholder silt og finsand, så den virker lidt grovere og er som regel lidt mere grålig. Kalksandskalk har et stort indhold af kalkstykker i silt og sand, hvilket giver den et meget grovere udseende end skrivekridt.

Ved overgangen fra Danien til Selandien (61,6‑59,2 mio. år før nu), der er begyndelsen på Sen Paleocæn, faldt havspejlet meget, og dele af det danske område blev tørlagt. Derved ophørte aflejringerne af de rene kalksedimenter. I det østlige Danmark blev der aflejret Lellinge Grønsand og længere mod vest Kerteminde Mergel. Lellinge Grønsand har en skarp grænse til kalken fra Danien med et fossilrigt konglomerat nederst; den er en glaukonitrig vekslende sandet og merglet aflejring med indslag af kalkcementerede lag, der kaldes grønsandskalk. Kerteminde Mergel blev samtidig aflejret på dybere vand. Dette er en meget kalkholdig ler, hvor kalken er omlejret skrivekridt.

Herefter aflejredes Æbelø Formationen, stadig i Sen Paleocæn. Det er en kalkfri ler med forkislede lag. Æbelø Formationen er opkaldt efter Æbelø ud for Fyns nordkyst, hvor den kan ses i kystklinterne. Den kan desuden ses ved Rugård på Djursland.

Havspejlet steg op gennem Sen Paleocæn, og efter Æbelø Formationen blev der aflejret en finkornet ler kaldet Holmehus Formationen; det er en broget ler med blålige, grønlige og rødlige farver.

Begyndelsen af Eocæn (56‑33,9 mio. år før nu) var præget af en markant temperaturstigning, hvilket skyldtes et øget indhold af drivhusgasser i atmosfæren, der sandsynligvis blev sat i gang af stor vulkansk aktivitet i forbindelse med åbningen og spredningen af Atlanterhavet.

I et iltfattigt bundmiljø på dybt vand blev der aflejret Stolleklint Ler, som er mørkegråt til sort med en tydelig lagdeling. Iltmanglen i vandet skyldtes den datidige varmebølge, hvorunder store mængder planktonalger rådnede og derved forbrugte ilten.

Herefter aflejredes Fur Formationen i området ved den vestlige del af Limfjorden, og samtidig med den Ølst Formationen lidt længere mod øst; den kan ses i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers. Fælles for de to formationer er en række askelag, som stammer fra den omfattende vulkanisme i Nordatlanten, der kan genkendes i begge formationer. Ølst Formationen består af mørkegråt ler med askelag, og Fur Formationen af moler og askelag. Moler består overvejende af kiselskaller fra kiselalger og er ikke mindst kendt for sit store indhold af fossiler.

Herefter følger aflejringer af plastisk ler i tre formationer: Røsnæs Ler, Lillebælt Ler og Søvind Mergel. Plastisk ler kan optage store mængder vand, og dets plastiske egenskaber gør, at det ofte er skyld i store udskridninger ved skrænter.

Røsnæs Ler er rød og kalkholdig, og den røde farve skyldes iltede jernforbindelser. Lillebælt Ler er kalkfri og meget finkornet. Nederst er leret rødligt og grønligt, og det bliver mere mørkegråt opefter. Søvind Mergel, som er en blanding af ler og kalk, er hvidlig til grå.

I begyndelsen af Oligocæn (33,9‑23 mio. år før nu) var klimaet koldt, og ved Antarktis dannedes store iskapper, hvilket førte til, at vanddybden faldt væsentligt i det danske område. Her aflejredes Viborg Formationen, der er en marin ler, men med et større indhold af silt og sand end de plastiske lertyper.

Tidligt i Sen Oligocæn blev der aflejret Skive Ler og Branden Ler. I Skive Ler forekommer der konkretioner af lerjernsten. Branden Ler kendes fra det nordlige Salling, hvor det er blevet udgravet til fremstilling af tegl.

På overgangen mellem Palæogen (66‑23 mio. år før nu) og Neogen (23‑2,6 mio. år før nu) var der istid. Store mængder vand var bundet i iskapper på Antarktis, og det danske område var tørlagt. Da temperaturen steg igen i Tidlig Miocæn (23‑5,3 mio. år før nu), steg havstanden, og kysten lå i en linje fra Thy til Falster. Her aflejredes kystaflejringerne Vejle Fjord Formationen, der kan ses ved Vejle Fjord og Lillebælt. De dannedes til dels som sandede barriereøer medlerede laguner bag dem mod nordøst, og til dels som tidevandsaflejringer.

I Tidlig Miocæn forskød kystlinjen sig tre gange, og når kysten forskød sig mod sydvest, blev der aflejret sand, som snart igen blev overskyllet, hvorefter der blev aflejret marint ler. De sandede formationer er Ribe Formationen, Billund Formationen og Bastrup Formationen, med den lerede marine Arnum Formation mellem de sandede enheder. De sandede formationer udgør i dag vigtige grundvandsmagasiner.

Ved overgangen til Midt Miocæn foregik der en hævning af Det Baltiske Grundfjeldsskjold, som blev nedbrudt af vind og vejr, og sedimenterne blev af floder ført til det danske område, hvor der skete en kystudbygning mod sydvest. Disse kystsedimenter udgør Odderup Formationen. På landjorden, der bredte sig hen over Danmark, herskede subtropisk klima, og der var udbredt sumpvegetation. Da planterne døde, dannede de tørvemoser, der omdannedes til brunkul, da de efterfølgende blev begravet af sedimenter. Brunkulslagene kaldes tilsammen Fasterholt Leddet og udgør en del af Odderup Formationen.

I sidste del af Midt Miocæn blev hele det danske område oversvømmet igen, og den marine Hodde Formation blev aflejret. Den består af sort siltet ler med højt organisk indhold.

I Sen Miocæn blev Gram Formationen aflejret i et ca. 100 m dybt hav. Gram Ler er mørkebrunt, glimmerholdigt ler, der er rigt på fossiler som muslinger, snegle, fisk, hajer og hvaler.

Der er ikke fundet aflejringer på landjorden fra Pliocæn (5,3‑2,6 mio. år før nu); de blev sandsynligvis eroderet væk af gletsjerne i Pleistocæn (2,6 mio.-11.700 år før nu).

Der forventes tre hovedtendenser, som i forskellig grad og i forskellige kombinationer vil påvirke fremtidens landskaber. For det første vil man opleve en større arealkonkurrence i det åbne land, fordi flere og flere funktioner kræver plads, og eksisterende funktioner har brug for at ekspandere. En undersøgelse lavet for Fonden Teknologirådet i 2015 viser, at hvis alle målsætninger for det åbne land skal opfyldes uden brug af kombinationsmuligheder, vil det kræve et areal svarende til 140 % af det eksisterende areal.

Hvis kombinerede arealanvendelser er en løsning på arealpresset, vil den multifunktionelle udvikling i det åbne land fortsætte. Særligt i bynære områder og i områder præget af turisme vil man opleve, at landskaberne bliver mere multifunktionelle.

For det andet kan man forvente, at der regionalt vil blive større forskelle mellem landskaberne. I områder med gode betingelser for landbrug, dvs. områder med veldrænede jorder med et vist lerindhold eller sandjorder med gode muligheder for vanding, kan man forvente et fortsat intensivt landbrug. Omvendt vil landbruget i områder med marginale betingelser, dvs. våde områder og sandede jorder uden vandingsmuligheder, formentlig blive opgivet eller blive ekstensiveret. Danmark får flere vådområder tilbage og mere natur og skov, især i ådalene og i de tidligere hedeegne. Der er flere grunde til at forvente denne udvikling. En vigtig grund er afkoblingen af EU’s landbrugsstøtte fra produktionen, som sammen med en voksende international samhandel vil betyde skærpet konkurrence inden for landbruget. En anden grund er Klimaloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2020, og som betyder, at også landbruget skal bidrage til at reducere udslippet af drivhusgasser. Landbrugets klimabelastning er størst i drænede områder, og en opgivelse af dyrkningen af disse arealer vil blive fremmet af forskellige støtteordninger. Hertil kommer, at mere nedbør og vandstandsstigninger i sig selv vil vanskeliggøre dyrkning af lavbundsområder.

For det tredje vil man se, at højt prioriterede natur- og kulturlandskaber, herunder EU Natura 2000-områder, nationalparker, UNESCO-områder mv., vil vokse i antal og areal. Der synes at være bred politisk enighed om at øge det samlede naturareal, herunder udlægge større områder til naturnationalparker, hvor den menneskelige indgriben er minimal, og hvor man kan opleve bævere, ulve og store græssere som naturens landskabsforvaltere. Selv om debatten om ulves og vildsvins fremtid i danske landskaber givetvis vil fortsætte, er der enighed om, at pladsmangel og begrænset mulighed for naturlig dynamik udgør et af hovedproblemerne for sikring af biodiversiteten i Danmark.

Tilbud til friluftslivet og sikring af sammenhængende kulturmiljøer indgår sammen med naturbeskyttelsen ofte i målene for de højt prioriterede landskaber. En række almennyttige fonde har gennem årene bidraget til talrige projekter inden for de højt prioriterede landskaber, herunder Aage V. Jensen Naturfond, A.P. Møller Fonden, Realdania, Nordea- fonden, Bikubenfonden og 15. Juni Fonden. I 2015 blev Den Danske Naturfond oprettet med bl.a. støtte fra staten, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond, og man kan ane konturerne til et netværk af fondsstøttede landskaber, hvor disse forvaltes i et komplekst samarbejde mellem myndigheder, fonde, lokale ejere og frivillige.

Disse tendenser udfordrer planlægningen og forvaltningen af fremtidens landskaber. Kommuneplanerne vil sammen med landsdækkende programmer og lovgivning, og ofte i samspil med EU-politikker, udgøre vigtige redskaber. Men de eksisterende kommuneplaner er ikke tilstrækkelige til at sikre en langsigtet og bæredygtig forvaltning med en høj grad af multifunktionel arealanvendelse. Nationalt er der brug for overordnede prioriteringer, bl.a. en national naturstrategi, og regionalt og lokalt er der brug for handlingsorienterede og samarbejdsdrevne planer eller strategier, hvor mange forskellige aktører tager ejerskab.

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

• Istiderne i Danmark
• Danmarks klimahistorie
• Naturgeografien i Danmark

Læs også om

• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark
• Danmarks vejr og landskab
• Skovene i Danmark
• Havene i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Se alle artikler om landskaber