Havene i Danmark

Havbundens topografi er dannet gennem de seneste millioner år. Senest har istiderne aflejret forekomster af grus, ler og sand, der senere er blevet omformet af bølger og strøm. Kendskab til havbundens topografi er vigtigt for skibsfarten, for råstofudvindingen og for den generelle forvaltning af havet.

Danmarks havområder er relativt lavvandede. I Nordsøen stiger havdybden gradvis ud mod den centrale Nordsø, hvor den når en maksimal vanddybde på 80 m. I de kystnære områder omkring Horns Rev er dybden kun 10 m. I Skagerrak stiger dybden hurtigt mod nord, og de dybeste områder på 500 m findes nord for Skagen ud mod Norske Rende. Kattegat er lavvandet med store områder med vanddybder under 10 m, helt ned til 2 m enkelte steder som Lysegrund nordøst for Hesselø. Der findes større vanddybder, fx øst for Læsø og Anholt samt nord om Skagen med dybder på op til 50 m. I Øresund varierer vanddybden mellem 5 og 15 m, mens den i Bælthavet kan nå op til 30 m. Der findes også her lokale render, hvor strømmen er stærk, og den største del af vandtransporten foregår.

Topografien har betydning for vandudskiftningen i de danske farvande, fordi den bestemmer, hvor meget vand der kan transporteres. Strømhastighederne er størst de steder, hvor de største vandmasser skal passere et lille areal. Det sker fx i tværsnittet mellem Helsingør og Helsingborg, hvor Øresund snævrer ind. Og selv om vanddybden dette sted er op til 40 m, opnås her store strømhastigheder. Udvekslingen mellem Østersøen og Nordsøen er i høj grad styret af meteorologiske fænomener. Det ser man fx effekten af, når der i en periode har været kraftig vestenvind, som har presset store vandmængder ind i Østersøen. Når vandet atter skal ud, kan det ikke nå at løbe hurtigt nok ud af bælterne, og der kommer derfor forhøjet vandstand i området. Det oplever man fx ved Falsters østkyst, i Køge Bugt og i Sønderborg.

Øresund, Storebælt og Lillebælt former de tre tilførselskilder af saltvand fra Nordsøen og ind i Østersøen. Tilførslen af frisk saltvand har vital betydning for dyre- og planteliv i Østersøen. I de danske farvande aftager saltholdigheden fra 30‑32 psu i Nordsøen til ca. 8 psu ved Bornholm. Saltholdigheden, eller saliniteten, bestemmes indirekte ved at måle vandets ledningsevne og temperatur. Måleenheden kaldes psu eller practical salinity unit. Det brakke Østersøvand med lav saltholdighed er lettere end det salte Nordsøvand, og den dynamik, der sker i udskiftningen mellem det tunge og salte Nordsøvand og det lettere brakvand fra Østersøen, skaber vertikale forskelle i saltholdigheden. De to vandmasser mødes i Kattegat, og her finder man et grænselag i ca. 15 m’s dybde mellem det lette overfladevand, som flyder ud fra Østersøen, og det tungere saltrige bundvand, der kommer ind fra Nordsøen.

De indre danske farvande er generelt ikke præget af tidevand; de er klassificeret som såkaldt mikrotidale med en maksimal tidevandsforskel på omkring 0,3 m. Det betyder, at strøm og vindforhold har den største effekt på kysten. Der er dog ét sted i Danmark, som er domineret af tidevand, nemlig den danske del af Vadehavet, som strækker sig fra Skallingen og Ho Bugt til den dansk-tyske grænse syd for Rømø. Vadehavet fortsætter helt ned til Den Helder i Holland og kom i 2014 på UNESCOs verdensarvsliste pga. områdets enestående værdi. Den danske del af Vadehavet blev nationalpark i 2010.

Tidevandsforskellen i Vadehavet er op til 2 m ved Højer. Den relativt flade profil i kystområdet langs Vadehavet kombineret med en variation i vanddybden på 2 m betyder, at det er store arealer, der bliver tørlagt hver dag og atter overskyllet med vand. Dette har stor betydning for dyrelivet i området; Vadehavet er et af verdens mest produktive økosystemer og er hvert år vært for 20‑45 mio. vade- og trækfugle.

Under sidste istids maksimum (Hovedfremstødet) for 23.000‑20.000 år siden var store mængder vand bundet i ismasser i form af gletsjere og iskapper på land, ikke mindst i Nordamerika. Havniveauet i verdenshavene var ca. 130 m lavere end i dag, og det, der i dag er store lavvandede havområder, var dengang tørlagt. Store dele af Danmark var dækket af Det Skandinaviske Isskjold, men for omkring 18.000 år siden begyndte isen at vige, dels fordi den smeltede, dels fordi den brækkede af og flød bort som isbjerge, hvor isranden nåede ud i havet.

Yoldiahavet (Ishavet) opstod i Vendsyssel og Kattegat, da isen smeltede, og verdenshavene steg. De tidligere nedisede områder blev befriet for en kolossal vægt, da isen forsvandt, og i disse områder hævede landet sig, fordi den blev aflastet. Det er en proces, der stadig foregår, selv om det er tusindvis af år siden, isen forsvandt. I den nordlige del af Østersøen, hvor Det Skandinaviske Isskjold var tykkest, hæver landet sig ca. 1 cm om året. I Danmark er det mest markant i Nordjylland, hvor landet hæver sig med 2,2 mm pr. år ved Skagen. Lolland hæver sig med ca. 1,2 mm om året, og ved Tønder er landhævningen kun ca. 0,4 mm pr. år. Det fænomen, at landet hæver sig, kaldes isostasi, og de lokale har naturligvis kendt til det i mange år; de har fx oplevet, at havne ikke længere kunne anvendes. De svenske videnskabsmænd Anders Celsius og Carl von Linné beskrev fænomenet i 1700-tallet, men de mente dog, at fænomenet skyldtes, at der blev mindre vand i havet.

De formationer, der danner de danske stræder og fjorde, er dannet ved erosion under istiderne. Det er dels smeltevand fra isen, der har eroderet i landskabet, dels gletsjerne, der har skubbet materiale sammen i randmoræner. Efterhånden som isen trak sig tilbage, trængte havet ind, først i den dybe Norske Rende mellem Jylland og Norge og derefter i de dybe dele af Kattegat. Store dele af Vendsyssel blev dækket af havet, men pga. landhævningen fik Vendsyssel efterhånden den form, man kender i dag.

For omkring 17.000 år siden trængte havet ned i Øresund. Øresundsregionen hævede sig samtidig, og der blev dannet en landbro mellem Sjælland og Skåne, der atter lukkede af for havvandet. 7.000 år senere trængte havet igen ned i den nordlige del af Øresund, men havets indtrængen mod syd blev hindret af det lavvandede område ved Drogden, og det varede derfor flere tusind år, før Øresund blev til et stræde. Drogden er stadig i dag en tærskel i Øresund, der begrænser tilførslen af saltvand til Østersøen.

I Fastlandstiden for mellem 11.700 og 9.000 år siden var det relative havniveau lavest, og i den periode voksede der skov i dele af Storebælt. I dag kan man derfor finde træstubbe, tørveaflejringer og rester af bopladser fra stenalderen på havbunden i de danske farvande. Et par tusind år senere blev Storebælt atter overskyllet, efterfulgt af farvandet syd for Lolland. Arkæologiske undervandsfund fra stenalderen bliver brugt til at datere alderen på de forskellige kystlinjer, og sådanne fund kan være særdeles velbevarede.

Havets bundforhold spiller en helt afgørende rolle som substrat for plante- og dyreliv. I områder med stenrev findes ofte en rig vækst af tang, fordi mange arter har brug for et fast underlag at vokse på. Sådanne tangskove huser et rigt dyreliv. Lavvandede områder med sandbund kan danne grobund for ålegræs, mens områder med dybere vand ofte kendetegnes af blød bund med dynd.

Størstedelen af havbunden i de danske farvande er dækket af løse materialer (sedimenter). Kun i små områder ved fx Bornholm, Saltholm og Djursland findes områder med granit, gnejs eller bjergarter opbygget af sandsten, kalksten eller skrivekridt. Store dele af havbunden i de lavvandede områder er dækket af sand eller dyndet sand, det gælder især i Nordsøen og i Kattegat. På større vanddybder er dynd og sandet dynd de fremherskende sedimenttyper.

De danske landskabsformer er skabt af isen. Det gælder både på land og i havet. Derfor findes der moræneler og moræneaflejringer mange steder på havbunden. Moræneler består af en blanding af ler, sand og sten og er en sedimenttype, der er efterladt af istidens gletsjere. I områder, hvor havstrømmene eroderer i havbunden, kan der ligge et lag sten tilbage på havbunden. Det skyldes, at de mere finkornede dele af moræneleret er eroderet bort og ført med strømmen ud på dybere vand eller til steder med svage bundstrømme, hvor det er sunket til bunds. Lokalt findes endda morænerygge på havbunden, der markerer, at tunger af is har ligget stille på samme sted i længere tid, eller at isen har skubbet lagene op i stablede flager. Sådanne morænerygge findes fx i Storebælt, hvor de er afsat af Storebæltsgletsjeren, der bevægede sig nordpå.

De dybe render i Storebælt blev også dannet under sidste istid, da smeltevand fra isens overflade strømmede ned til isens bund gennem revner i isen. Man kan undre sig over, at de dybe render ikke bliver fyldt op med sediment, men det skyldes kraftige bundstrømme, især i forbindelse med storme. En del steder findes dog sediment i renderne, og rester af landplanter som dryas og dværgbirk fra disse sedimenter har kunnet dateres til for 13.000 til 14.500 år siden. På den tid var renderne altså allerede dannet.

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

• Havmiljøet i Danmark
• Østersøen
• Nordsøen

Læs også om

• Danmarks landskaber
• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark
• Danmarks vejr og landskab
• Skovene i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Se alle artikler om kyster