Fossiler fra Sen Miocæn fra Gram Lergrav. I midten en tand fra en rokke, desuden ses fossiler fra mosdyr.
.

I Pleistocæn, der begyndte for 2,6 mio. år siden, ændrede klimaet sig. Det blev generelt koldere, men medskiftende kolde og varme perioder: istider og mellemistider. I istiderne blev der opbygget isskjolde forskellige steder på Jorden, der dækkede 30 % af Jordens landareal. Det isskjold, der dækkede Nordeuropa, kaldes Det Skandinaviske Isskjold. Det bredte sig ud fra den norsk-svenske fjeldkæde og nåede derfra til Danmark. I taktmed isskjoldenes vækst sank vandstanden i verdenshavene mere end 100 m i forhold til nutidens havspejl, så Danmark var landfast med Storbritannien. Uden for isen lå landskabet hen som et koldt og forblæst tundralandskab præget af jordflydning. Der har ganske vist været mange istider i løbet af Kvartærtiden, men i Danmark har man kun sikre spor efter de seneste fire: Cromer, Elster, Saale og Weichsel. Desuden er der spor fra mellemistiderne Holstein (424.000‑390.000 år før nu) og Eem (130.000‑115.000 år før nu).

Der er kun fundet enkelte forekomster af aflejringer fra Cromer (ca. 860.000‑480.000 år før nu), som er et kompleks med flere istider og mellemistider. Ved Harreskov øst for Kibæk i Midtjylland er der fundet aflejringer fra Harreskov Mellemistid, der er den ældste kendte mellemistid i Danmark, og som sandsynligvis tilhører den anden varmeperiode i Cromer.

Den første istid, der har afsat aflejringer i større dele af Danmark, er Elster (480.000‑424.000 år før nu). Her var hele landet dækket af is, og isen bredte sig ned til Holland, Nordtyskland, Polen og over til Rusland. Der var tre isfremstød, hvor det første kom fra nord, det andet fra nordøst og det sidste fra Østersøområdet. Aflejringer fra Elster kendes mest fra Fyn og Jylland. I Elster dannedes mange op til 300 m dybe dale, der ofte skærer sig ned i prækvartærlaget. De er ofte fyldt med smeltevandsaflejringer, såvel fedt smeltevandsler som sand. Dale med sandaflejringer er ofte værdifulde grundvandsmagasiner. I dalene finder man også marine aflejringer fra den efterfølgende Holstein Mellemistid.

Under Holstein Mellemistid (424.000-390.000år før nu) var klimaet varmtog fugtigt. Fordelingen af land og hav var nogenlunde som i dag. Der var dog antagelig et sund fra Esbjerg til Fredericia, og Nordsøen var forbundet med Østersøen i Nordtyskland.

Under istiden Saale (390.000‑130.000 år før nu) havde Det Skandinaviske Isskjold sin største udbredelse i Pleistocæn, og isen dækkede det meste af Holland, Nordtyskland, store dele af Polen og langt ind i Rusland. Saale er klimatisk lidt sammensat, da der også var varmere perioder i tidsintervallet. Moræneaflejringer fra denne næstsidste istid danner i dag landoverflade på bakkeøerne i Vestjylland. I den øvrige del af Danmark dækker den sidste istids aflejringer alle de ældre aflejringer.

Danmark i sidste istid

Det Skandinaviske Isskjolds udbredelse i næstsidste istid, Saale, og sidste istid, Weichsel. S viser isens største udbredelse i Saale. H viser isens udbredelse under Hovedfremstødet i Weichsel, mens YD viser isens udbredelse i Yngre Dryas i slutningen af sidste istid. Pilene angiver isens flyderetning.
.

Sidste istid, Weichsel, begyndte for 115.000 år siden og sluttede for 11.700 år siden. I de første mange årtusinder af sidste istid var der ikke noget isdække i Danmark, men Det Skandinaviske Isskjold var begyndt at vokse, og som følge heraf faldt havniveauet med 25‑50 m. Vendsyssel og Skagerrak udgjorde en bugt, der var forbundet med Atlanterhavet. I Østersølavningen fandtes store ferskvandssøer. Store dele af Skandinavien med Danmark og Nordsøen lå hen som en del af den nordeuropæiske tundra med en sparsom vegetation af hårdføre urter og lave buske af dværgbirk og pil. For 55.000 år siden var ishavet trængt langt ind i Kattegat, til trods for at det globale havniveau faldt yderligere 25 m. Den sandsynligste forklaring på dette paradoks er, at nedpresningen af jordskorpen foran det fremtrængende Skandinaviske Isskjold var større end den globale havspejlssænkning.

I sidste istid trængte isen frem flere gange, dog uden at dække Danmark helt. Første gang var så sent som for 55.000 år siden, hvor Det Gammelbaltiske Isfremstød kom ind over Danmark.

På det tidspunkt trængte en udløber fra Det Skandinaviske Isskjold fra Østersøområdet ind over Sjælland, Fyn og det østlige Jylland. Herefter fulgte en mildning i klimaet, og Danmark var igen isfrit. For 28.000 år siden voksede isskjoldet sig større igen, og gletsjere fra Kattegat Isfremstødet gled ned over det nordlige Danmark fra Norge. Det ses på moræneaflejringerne, der er rige på ledeblokke fra Oslo-området.

Den største nedisning i Danmark under sidste istid skete under Hovedfremstødet, hvor Nordøstisen kom fra det mellemste Sverige ned over Danmark. Isen nåede frem til Hovedstilstandslinjen for ca. 23.000-20.000 år siden. Hovedstilstandslinjen går fra Bovbjerg til Viborg og herfra mod syd i det østlige Jylland.

Isens største udbredelse markeres kun i ringe grad af egentlige randmoræner, men derimod af grænserne for de store vestjyske hedesletter. Disse hedesletter blev dannet af smeltevand, der løb vestpå og førte sand og grus ud i tundralandskabet og aflejrede det mellem højere liggende partier af ældre morænelandskaber fra næstsidste istid, Saale. Derved opstod Alhede, Karup Hedeslette, Grindsted Hedeslette og Tinglev Hedeslette, mens høje partier af det gamle morænelandskab blev til bakkeøer, fx Skovbjerg Bakkeø, Varde Bakkeø og Esbjerg Bakkeø. Inden smeltevandet nåede så langt, løb det i tunneler inde under isskjoldet, hvor det eroderede i underlaget og udformede de nord- og østjyske tunneldale.

Vest for Viborg forvandledes isskjoldets rand til et bredt bælte af dødis. Smeltevandet, der strømmede ud fra isen ved Skelhøje nær Hald Sø og skabte Alhede, afsatte på samme tid sand og grus op mod dødisen. I dag ligger Alhede derfor højere end det småbakkede dødislandskab nord for. Da dødisen vest for Viborg smeltede, kunne smeltevandet bane sig vej mod nordvest til den dødisfyldte Venø Bugt-lavning. På Karup Hedeslette skar smeltevandsfloden sig ned i den eksisterende slette og formede en bred, fladbundet dal, nu Karup Ådal, med tilløb fra Hjortedal. Samtidig blev resterne af dødisen vest for Viborg begravet under mægtige lag af sand og grus, i dag Hjelm Hede. De mange grydeformede huller, man træffer på Hjelm Hede, opstod, da de begravede dødisklumper smeltede væk, og jorddækket styrtede sammen. Da dødisen i Venø Bugt smeltede væk, skar Karup-floden sig endnu dybere ned og efterlod den gamle dalbund som brede terrasser langs dalsiderne. Da Skive Fjord- lavningen også blev isfri, bugtede Karupfloden sig nordpå til Skive Fjord, hvor den udmunder i dag som Skive Å.

I takt med afsmeltningen af Nordøstisen kom morænelandet og tunneldalene til syne uden for den vigende isrand. Manglen på et sammenhængende plantedække gjorde terrænoverfladen sårbar, så regn og smeltevand let kunne grave kløfter i det unge morænelandskab. Mange steder har vandløbserosionen gennemfuret de stejle dalsider og opdelt det tilgrænsende moræneland i et særpræget bakkeland. Der er dog ikke tale om egentlige bakker, men erosionsrester, såkaldte falske bakker mellem dybe kløfter, fx Himmelbjerget og Rebild Bakker.

Foran den vigende isrand fandt smeltevandet efterhånden nye veje. Det løb gennem frilagte tunneldale eller skabte nye dale i morænelandskabet. Derved opstod Gudenådalen, hvor smeltevandet først løb mod nordvest gennem Faldborgdalen til Lovns Bredning i Limfjorden. På et senere tidspunkt fandt smeltevandet afløb gennem Nørreådalen og Skals Ådal til Hjarbæk Fjord i Limfjorden.

Nordøstisens afsmeltning fra Hovedstilstandslinjen blev afbrudt af flere genfremstød, der efterlod nordvest-sydøst-gående strøg af randmoræner. Det gælder De Fynske Alper og Svanninge Bakker, der skyder sig frem som en vældig forpost mod de lavere egne omkring Faaborg, og det gælder bæltet af randmorænebakker, der strækker sig fra Limfjordsegnene over Himmerland til Djursland og Mols med fortsættelse over Nordsamsø og gennem Storebælt til Sydsjælland og Møn. I Nordjylland har Nordøstisens sidste større genfremstød formet et vældigt bakkedrag, kendt under navnet Jyske Ås. Fra samme tid stammer bakkedraget med skovpartiet Gribskov i Nordøstsjælland.

Mange steder efterlod den vigende Nordøstis store områder med dødis, eksempelvis på det centrale Fyn.

Det Ungbaltiske Isfremstød

Rebild Bakker er såkaldte falske bakker, formet af erosionsskrænter i et moræneplateau. Bakkerne hæver sig stejlt over Gravlev-tunneldalen.
.
Kortet til venstre viser Hovedfremstødets største udbredelse for ca. 23.000 til 21.000 år siden. Syd og vest for Hovedstilstandslinjen dannedes store smeltevandssletter. Kortet til højre viser fordelingen af land, hav og gletsjeris under Det Ungbaltiske Isfremstød for ca. 19.000 år siden
.

Efter en tid, hvor Danmark atter var blevet isfrit, bortset fra spredtliggende områder med dødis, fulgte Det Ungbaltiske Isfremstød, der trængte frem gennem Østersøen og nåede frem til Den Østjyske Israndslinje for omkring 19.000 år siden. I Sønderjylland stod isen få kilometer øst for Hovedstilstandslinjen, og kun vest for Aabenraa overskred Den Ungbaltiske Is tilsyneladende Hovedstilstandslinjen. Videre nordpå forløb isens rand som en bugtet linje, der passerede øst om Gudenådalen og buede nord om Kalø Vig og fortsatte videre ud på Djursland. I det mellemste Jylland banede smeltevandet fra Det Østjyske Fremstød sig vej nordpå gennem Gudenådalen og løb ud i Randers Fjord til Kattegat.

På det sydlige Djursland har to fremskudte tunger fra Den Ungbaltiske Is sydfra bulldozet de foranliggende jordmasser op i to store bakkedrag, der mødes i Mols Bjerge og buer nord om Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Fra isen løb smeltevand ud i landskabet nord for de to bakkebuer og skabte Tirstrup Hedeslette. Samtidig blev et bælte af dødis, der lå mellem randmorænebakkerne og Den Østjyske Israndslinje, også dækket af sand og grus. Da dødisen siden smeltede bort, skabtes et småbakket dødislandskab, som ligger noget lavere end den egentlige hedeslette med Aarhus Lufthavn.

Under den fortsatte afsmeltning havde Den Ungbaltiske Is flere genfremstød; et af de største er Bælthav Fremstødet for mellem 18.000 og 17.000 år siden, hvor istunger fra isskjoldet efter tur trængte frem gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund og videre ind over Nordøstsjælland. Disse fremstød, som blev tvunget syd og øst om Nordøstisens efterladte dødismasser på det centrale Fyn, omformede De Fynske Alper og Svanninge Bakker og skabte den storstilede bakkebue med Synebjerg nordvest for De Fynske Alper. I Storebælstregionen skabte Bælthavisen Munkebo Bakke vest for Kerteminde, Nordby Bakker på Samsø og i Nordvestsjælland Odsherredbuerne. Under Bælthavisens videre afsmeltning formede adskillige genfremstød bueformede randmoræner, der i dag ligger som undersøiske rygge i Storebælt eller ses som langstrakte øer og halvøer, fx Sejerø, Røsnæs, Asnæs, Sprogø og Langeland.

Bakkebuen vest om Bøtø Nor på Sydfalster er en randmoræne, formet under et af Bælthavisens sene genfremstød. På det østlige Møn arbejdede isen som en kæmpemæssig bulldozer og skubbede vældige kridtflager sammen, som dannede Høje Møn. Inden isen rejste kridtflagerne på højkant, afsatte ældre isstrømme moræneler oven på skrivekridtet. Klinten består derfor af en karakteristisk vekslen mellem fremstående kridtflager og lavere partier, der udgøres af løsere lag fra Kvartær. Bag klinten kan lagene fra Kridt og Kvartær følges som lange, buede bakkerygge og lavninger i landskabet.

I istidens sidste årtusinder lå Danmark hen som et tundralandskab med rester af begravet dødis.

Mod istidens afslutning steg vandstanden i verdenshavene i takt med isskjoldenes bortsmeltning. Endnu mens isen dækkede det sydøstlige Danmark, udspilledes der i Nordjylland et kapløb mellem havstigningen og jordskorpens hævning, efter at den var blevet lettet for isens vægt. I begyndelsen kunne jordskorpens hævning ikke holde trit med havstigningen. Et ishav, Yoldiahavet (ca. 18.000‑11.000 år før nu), trængte derfor ind vestfra og omskyllede morænelandskabet i Vendsyssel, så kun de højeste partier af bakkelandet ragede op som øer. Hævet havbund fra Yoldiahavet ses i dag som milevide sletter 20‑50 m over det nuværende havspejl.

Landskabet efter istiden

Knudeklint på Fur. I den stejle kystklint ses moleret med askelag (Fur Formationen), der er skubbet op og foldet af gletsjerne i sidste istid.
.
Karup Å bugter sig i dag gennem den tidligere smeltevandsdal på vej mod udløbet i Skive Fjord. I den bugtende å presses vandet ud i svingenes ydersider, hvor det eroderer i brinkerne i de gamle smeltevandsterrasser som her ved Vormstrup sydøst for Hagebro Kro.
.

Siden istiden har andre naturkræfter præget landskabet. Regnskyl har gravet kløfter og fragtet sand ned i terrænets lavninger, og mange søer er groet til, så de nu ligger hen som moser. Disse naturkræfter har dog ikke formået at udslette de oprindelige overfladeformer, der skabtes i istiden. Derimod har landets omrids ændret sig markant. I de første årtusinder efter istiden var Danmark en sammenhængende landmasse, hvor Jylland var landfast med Øerne, og de dybe render i Lillebælt og Storebælt forklares som floddale fra den tid. Det er den såkaldte Fastlandstid (11.700‑9.000 år før nu). Ganske vist steg vandstanden i verdenshavene, fordi der stadigvæk tilførtes vand fra de smeltende isskjolde, men i Danmark hævede jordskorpen sig dog hurtigere, fordi den var blevet befriet for isens vægt.

I løbet af stenalderen blev havstigningen dominerende, fordi de sidste rester af istidens store isskjolde i Nordamerika og Skandinavien smeltede. Havet bredte sig, så landets omrids efterhånden ændrede sig hen mod det nuværende. Det var i Littorinahavets (Stenalderhavet) tid for 9.000‑6.000 år siden, at Danmark blev et ørige. Langs kysterne forvandledes bakkelandets toppe og højdedrag til øer og halvøer, mens lavninger og dale druknede og blev til vige og fjorde.

Siden har samspillet mellem jordskorpens fortsatte hævning og den stadige vandspejlsstigning i verdenshavene haft et sært forløb. I det nordlige Danmark har landet hævet sig i forhold til det nuværende havspejl, mens landets sydlige egne er sunket i havet og stadig gør det. Det nordlige Danmark er derfor rigt på marint forland, der kanter istidslandskabet ud mod fjord og hav.

Littorinahavets gamle kyst genfindes som tilgroede klinter eller strandvolde langt inde i land, i Nordjylland i en højde af 10‑12 m over nuværende havniveau, i Nordøstsjælland 4‑6 m. I den sydvestlige del af Danmark ligger Littorinahavets kyster derimod under havspejlet i dag, fx i Det Sydfynske Øhav. Alligevel er Sydvestjylland rigt på marint forland, men det skyldes marskdannelse pga. tidevandet og havets aflejring af sand, der helt har oversteget den relative landsænkning i disse egne.

Langs udsatte kyster som Jyllands vestkyst og Nordsjællands udlignede kyst har storme gennem tiden fejet vældige mængder af sand ind over land og skabt et sammenhængende bælte af havklitter. Men flere steder har mennesket også ændret landskabet, især gennem de seneste 100 år. Mange søer og lavvandede vige er blevet tørlagt ved inddæmning og omdannet til landbrugsland, fx Kolindsund på Djursland og Lammefjord i Nordvestsjælland.

Dannelse af dødislandskaber:
1. Isen er rykket frem over en tidligere smeltevandsslette og har skubbet materiale op foran sig. Isen er gået i stå og begynder at smelte og sprække op.
2. Dødisen fortsætter med at smelte og sprække op, og der dannes større issøer. På toppen af dødisen dukker fremsmeltede jordmasser op, der kommer fra den smeltede is, og som er jord, isen har bragt med sig.
3. Kun enkelte isblokke er tilbage og ligger begravet under jordmasserne. Aflejringer fra issøen rejser sig i landskabet som en issøbakke med flad top og stejle sider.
4. Dødisen er smeltet helt bort og har efterladt et småbakket dødislandskab med dødishuller, issøbakker og randmoræne.
.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om landskaber