Hesselbjerg lergrav i Skive Kommune er stadig aktiv. På fotografiet fra 2019 ses, hvordan leret ligger i lag med forskellige farver.
.

I Danmark skelnes der mellem tre overordnede typer jordbund: muldjorde i lerede højbundsområder, morjorde i sandede højbundsområder og tørvejorde i lavtliggende vådbundsområder. Muldjorde er almindeligvis stabile dyrkningsjorde, der er stærkt kulturprægede gennem jordbehandling og tilførsel af gødning. Dyrkede sandjorde er derimod vandingskrævende, mens vådbundsjorde kræver dræning, hvis de skal dyrkes.

Den mest almindelige muldjordstype kaldes brunjord – som efter FAO/ UNESCOs jordbundsklassifikation betegnes cambisol og luvisol, hvor luvisol indeholder et lag af ler, der er vasket ned til omkring en halv meters dybde, det gør cambisol ikke. Denne næringsrige jordtype, der består af en blanding af mineralkorn og stærkt nedbrudte humusstoffer, er mest udbredt i Østjylland og på Øerne, hvor Den Ungbaltiske Is har efterladt et leret og kalkrigt udgangsmateriale, men dominerer også i Limfjordsegnene, hvor den kalkrige eller lerede undergrund ligger højt. I brunjord udgør større regnormearter en meget stor andel af dyrelivets samlede biomasse; de er ved deres gravevirksomhed med til at blande mineralkorn og organisk stof godt sammen og bidrager hermed til at give brunjorden sin karakteristiske krummestruktur. Næringsfattige muldjordstyper, bl.a. podsoluvisol, indeholder ikke kalk og er derfor svagt sure. Disse muldjordstyper er mest udbredte i Nordjylland og på de vestjyske bakkeøer.

Morjorde eller podsoljorde er næringsfattige jorde, der er mest udbredte på et sandet udgangsmateriale i nedbørsrige områder som Vestjylland. Denne jordtype har en tydelig lagdeling. Øverst findes et såkaldt morlag, der består af døde plantedele. Under morlaget findes et lysegråt lag, blegsandet, hvor nedsivende humussyreholdigt vand gennem tiden har angrebet visse mineralkorn, så jern- og aluminiumforbindelser er blevet opløst og vasket længere ned i jorden. Under blegsandet findes et lag, hvor humus og de udvaskede metalforbindelser er udfældet og har kittet sandkornene sammen til et hårdt, rødbrunt til næsten sort sammenhængende lag, kaldet allaget. Under allaget findes det sandede udgangsmateriale. Podsoljord er almindelig udbredt i det vestlige og nordlige Jylland, hvor allaget blev brudt op i forbindelse med opdyrkningen af de vidtstrakte heder i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Podsoljord optræder også på sandede jorde i Nordøstsjælland.

På lavtliggende steder i landskabet, hvor jorden er vandmættet, og ilttilførslen derfor ringe, dannes der tørvejord såkaldt histosol, hvis tørvelager mere end 40 cm tykt. Andre vådejorde uden tørvelag kaldes gleysol. Tørvejorde består af døde plantedele, som kun delvis er nedbrudt.

Plantetilgængeligt vand og vandingsbehov

I jordbundens hulrum eller porer findes der altid vand, men det er ikke alt vand, der er tilgængeligt for planterne. De mange porer danner et forgrenet system af kanaler af varierende diameter. Jo mindre porerne er, desto fastere holder de på vandet, takket være kapillarkræfterne. Efter kraftige regnskyl er alle porer fyldt op med vand. Noget af vandet fastholdes i porerne, mens vandet i de grove porer synker dybere ned i jorden pga. tyngdekraften. Når kapillarkræfterne til sidst opvejer tyngdekraften, standser nedsivningen af vand, og resten af jordens vandindhold holdes tilbage. Denne situation, hvor de grove porer er luftfyldte, og de fine og mellemstore porer er vandfyldte, kaldes markkapacitet. Den udtrykker, hvor stor en vandmængde jorden kan tilbageholde; lerholdige jorde kan fastholdemere vand end sandjorde.

Efterhånden som planterne forbruger noget af vandet, og andet fordamper, nærmer jorden sig visnegrænsen, hvis ikke der tilføres vand i form af nedbør eller markvanding. Den mængde vand i jorden, som er tilgængelig for planterne, kan højst være forskellen mellem jordens vandindhold ved markkapacitet og visnegrænsen. Denne størrelse er af helt afgørende betydning for jordens dyrkningsværdi. I sandjorde fylder det plantetilgængelige vand omkring 8 % og det utilgængelige vand 2 %. I lermuld fylder det plantetilgængelige vand derimod 16 % og det utilgængelige vand 8 %, mens det utilgængelige vand i svær lerjord fylder 24 %.

I områder med sandede jorde er mængden af nedbør og muligheden for markvanding derfor afgørende for dyrkningssikkerheden. På de sandede jorde i Vestjylland, hvor nedbøren er størst, ses mange vandingsanlæg i vækstsæsonen. Der gives ikke vandingstilladelse i områder, hvor vandressourcerne er fuldt udnyttede, fx nær større byer, eller på steder, hvor vandressourcerne fra naturens side er knappe. Det sidste gælder fx på det forholdsvis nedbørsfattige Samsø, hvor en stor del af markvandingen foregår med indvundet overfladevand.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om geologi