Danmarks vejr og landskab

Jordoverfladens beskaffenhed har betydning for temperaturen. Der er fx stor forskel på områder med sandjord og lerjord. Lerjord er mere kompakt, når solenergien skal fordeles i overfladen, mens sandjord består af små sandkorn, der kun berører hinanden i et enkelt punkt. Imellem sandkornene er der luft, som virker isolerende. Solenergien skal derfor bevæge sig nedefter gennem de berøringspunkter, der er mellem sandkornene. Det tager lang tid, hvorfor det meste af energien bliver i de øverste få centimeter. Sand bliver på den måde meget varmt i overfladen og køligt lidt længere nede.

I den modsatte ende af temperaturskalaen – om vinteren og om natten – vil afkølingen af sand ske meget hurtigt. De øverste sandkorn udstråler varme, og for at kompensere for denne afkøling påbegyndes en varmetransport nedefra, hvor der i sommerens eller dagens løb er ophobet energi. Men transporten tager lang tid, den beskedne energitilførsel kan slet ikke hamle op med afkølingen, og sandoverfladen bliver hurtigt kold.

Andre jordtyper end sand har generelt en bedre varmeledningsevne, så det kan gå væsentlig hurtigere med at få energien transporteret ned i jordoverfladen – og tilbage igen. Det finder sted fx, når jordtypen er mere kompakt, så partiklerne ligger op ad hinanden og videregiver energien uden større besvær. Det sker på de mere tunge og lerede jorde i bl.a. Østjylland og på Øerne, så her vil temperaturstigningen være mindre, og dermed vil der også være mindre termik. Af samme grund vil temperaturen i og omkring jordoverfladen om natten heller ikke falde så meget. Ud over selve overfladens beskaffenhed betyder vinden også noget for temperaturen. Luften opvarmes – og afkøles – ved, at luftpartiklerne rører jordoverfladen og får tilført energi. Når det er vindstille, vil kun et mindre volumen af luften derfor blive påvirket, typisk luften, der ligger i under 10 m’s højde. Der vil blive mere energi til hvert luftmolekyle og derfor større temperaturstigning. Ved stærkere vind vil opvarmningen mindskes, fordi stærkere vind skaber turbulens, så flere luftmolekyler skal dele den samme mængde energi.

Hvis jordoverfladen blot var flad uden bakker og dale, ville luften kunne bevæge sig uhindret af sted, og det ville udelukkende være underlagets beskaffenhed, som dannede et forskelligartet klima. Men sådan forholder det sig ikke.

Danmark har både flade sletter og bakkede landskaber. Ganske vist er højden på bakkerne ikke nær så stor som i vore nabolande, men de har alligevel betydning for det lokale vejr. For uanset hvor høj forhindringen er, vil den påvirke luftens strømning og skabe en mindre kædereaktion, som vil kunne forstyrre luften både ovenover og ved siden af.

Hvis vi ser på en bakke i et ellers fladt landskab, vil den luft, som rammer bakken, blive tvunget til vejrs. Det skaber en afkøling af luften, og hvis bakken er høj nok, kan afkølingen medføre fortætning med skydannelse til følge og med mulighed for nedbør.

Når luften er kommet over bakken, er den derfor blevet mere tør, så her vil der være færre skyer. Det er på sin vis føneffekten, som her kommer til udtryk. Dette forhold kendes i udtalt grad fra de norske fjelde. Vestenvinden rammer fjeldene og bliver tvunget til vejrs. Det skaber nedbør i Bergen 320 dage om året, mens Oslo kun har 160 dage med nedbør.

Men lavninger eller dale i terrænet vil også give anledning til lokale vejrforhold. Det ses bl.a. i forbindelse med udstråling i klare nætter. Dalens sider vil udstråle energi, og luften vil blive afkølet. Da kold luft er tungere end varm luft, vil den kolde luft sive ned i dalbunden og ofte også danne tåge, hvorved der dannes en lokal kuldepol. Det er bl.a. kendt fra Værløse i Nordøstsjælland.

I områder, hvor jordoverfladen indeholder meget vand, kan man opleve store lokale forskelle i vejret. Mest udtalt ses det i nattetimerne i klare nætter, hvor jordoverfladen, og dermed luften lige over overfladen, afkøles. Da der er fugtighed i jorden, bliver luften også fugtig, og med nattens afkøling fortættes fugten, og der dannes ofte tåge. Men da overfladen sjældent er ensartet over større arealer, dannes tågen ofte i banker. Det ses især i lavninger, hvor vandløb eller moseområder befinder sig i lavningens bund. Netop den tågeform er meget lokal og kan give store gener for trafikken, fordi den kommer pludseligt.

Når tågen skal opløses den følgende dag, viser det sig som regel, at tågen ligger længst i de laveste og fugtigste områder, hvor sollyset både kommer sent og samtidig skal bruge mere energi til at få tågen til at fordampe.

Når jorden er fugtig, vil en del af solenergien blive brugt til at fordampe vandet i jorden. Der vil derfor være mindre energi til rådighed for den egentlige opvarmning, og på den måde får disse områder generelt en lavere dagtemperatur. Det mærker man tydeligt, når man en sommerdag kommer fra et tørt og varmt område og nærmer sig en sø, for her falder temperaturen ofte mærkbart.

For det opdyrkede land gælder, at solens stråler har svært ved at trænge ned til jordoverfladen og opvarme denne. Både i skoven og på kornmarkerne dannes der et isolerende lag af luft mellem jordoverfladen og toppen af enten kornplanter eller træer. Konsekvensen bliver, at temperaturen ikke stiger så hurtigt, når solen kommer på himlen. Det er mest udtalt i skovområder, der kan være behageligt kølige at gå ind i på en varm sommerdag. Til gengæld vil den opvarmning, der trods alt optræder, holde længere. Det kan man opleve på sommeraftener, hvor skovene bliver varmere end det åbne land, fordi dagsvarmen har svært ved at komme væk igen. Det er grunden til, at man kan se rovfugle udnytte aftentermikken netop her.

I vinterperioden er der særligt risiko for glatte veje i skovområder. Det gælder især i lysninger, hvor der altid er læ, så vinden ikke kan tilføre varme. Solvarmen kan heller ikke nå ned i lysningen, så der tilføres ingen solenergi, og samtidig vil der ved skyfrit vejr være en stor udstråling, så skovområderne vil være kolde. Så er sneen først faldet, bliver den liggende i væsentlig længere tid i skoven end i det åbne land.

Større byområder skaber deres eget klima, idet overfladerne oftest har hård belægning af asfalt eller fliser. Begge dele opvarmes effektivt af solen og tilfører derfor bymiljøet mere varme. Samtidig udgør bygninger en effektiv barriere for vinden, så der skiftes ikke meget ud i luften. Ydermere opvarmes de enkelte bygninger til en behagelig temperatur, og en del af denne energi tilføres luften omkring bygningen. Byområdet kommer til at fungere som en varmepude, der fx kan påvirke bygeintensiteten og føre til voldsomme skybrud. I tæt bebyggelse vil udstrålingen fra veje og fortove desuden blive kompenseret af stråling fra bygninger, hvorfor nattemperaturen vil være højere i byerne end i det omkringliggende land.

Den solenergi, der rammer vandskorpen, ledes længere ned i vandet. Dermed fordeles energien til et meget stort volumen, hvorved en stor mængde energi lagres i havet. Det betyder, at når afkølingen sætter ind om natten, afkøles havet kun meget lidt i sammenligning med landjorden.

I større målestok ses det samme om vinteren, hvor havet kan holde på sommervarmen i flere måneder og forhindre meget lave temperaturer i den tidlige vinter. Til gengæld tager det lang tid for havet at blive varmet op i forårsmånederne.

Om foråret opleves ved kysten ofte fænomenet havgus, der egentlig blot er tåge, der driver fra havet ind mod kysten. Havgus dannes, når varm luft fra syd driver op over det kolde hav.

Luften afkøles, hvorved fugten i luften fortættes, og der dannes tåge. Det ses ikke mindst ved Vestkysten i forårsmånederne, hvor havgus pludselig kan gøre en solrig, varm dag kold og fugtig. Især om foråret kan solopvarmning over land skabe en pålandsvind, der driver havgusen ind mod kysten.

Hvis ikke der er større vejrsystemer, der skal passere, har døgnet nogle ret faste variationer. Den laveste temperatur opnås typisk lige efter solopgang, hvor solindstrålingen tager fat. Den højeste temperatur opnås ved 14‑15-tiden, hvorefter afkølingen går i gang. De fleste regnbyger forekommer om eftermiddagen, når temperaturen er højest. Tåge er et nattefænomen, som ofte fortsætter ud på morgentimerne, hvor temperaturen er lav.

Foråret er den tørreste del af året; i løbet af årstiden kommer der ofte en kold, stabil periode, hvor der kan forekomme nattefrost. Denne periode kaldes »påskeøsten«, fordi den ofte optræder ved påsketid, og fordi vinden vil være i det østlige hjørne. Storme er sjældne om foråret. Havvandet er koldt efter vinteren, og havgus er ret almindeligt, når forårsvaren bevæger sig nordpå.

Sommeren er den varmeste periode med en del bygeaktivitet, der intensiveres i juli og august, hvor tordenvejr forekommer hyppigt. Sommeren er desuden sæson for skybrud. Vinden er kølig, når den blæser fra vest, og varm, når den er i syd og øst.

Efteråret er en regnfuld årstid med lavtrykspassager, der giver et meget vekslende vejrlig. Efteråret byder også på mange af årets storme, som optræder, så længe havvandet er varmt.

Vinteren i Danmark er mild, når vinden kommer fra vest, og kold, når vinden er i det østlige hjørne. Storme forekommer hyppigst især i den tidlige del af vinteren, mens hård vinterkulde oftest optræder efter nytår.

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

• Vejr og klima i Danmark
• Danmarks forskelligartede vejr
• Jordbundstyperne i Danmark
• Naturgeografien i Danmark

Læs også om

• Danmarks landskaber
• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark
• Skovene i Danmark
• Havene i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Se alle artikler om klima