Nogle vandløb løber direkte i havet fra udspring til udløb, mens andre forenes i stadig større vandløb, før vandet ender i havet gennem et såkaldt hovedvandløb. Et sådant forgrenet vandløbssystem kaldes et opland. Danmark har ca. 900 oplande, hvor 51 har et hovedvandløb på over 25 km. Danmarks længste å, Gudenå, er 156 km lang, inklusive indskudte søer, og afvander 2.640 km2, dvs. 10 % af Jylland. Herefter følger oplandet til Danmarks mest vandrige å, den 104 km lange Skjern Å, på 2.340 km2.
Hvad der sker øverst i oplandets vandløb, kan påvirke de nedre dele. Fra gammel tid har man respekteret et skæbnefællesskab inden for et opland. Det er nedfældet i Jyske Lov fra 1241, at man ikke må »fløde« (gøre våd) anden mands ager«. Det kunne fx ske, hvis man opstemte vandløbet, så vandstanden steg, eller hvis man udrettede det, så vandet løb så hurtigt væk, at det kunne oversvømme marker nedstrøms. Det princip er videreført i vandløbslovene.
Vandløbene afleder nettonedbøren, dvs. den del, der ikke fordamper, og som ikke løber til havs som underjordisk grundvand, men finder vej på overfladen. Vandløb kan kun opstå, hvor landskabet hælder. Det strømmende vand kan så arbejde, fx ved at erodere (grave) en rende, flytte materialet og aflejre det andetsteds. Hvor der ikke er fald, opstår en sø eller sump. De arbejdende vandløb er i evig forandring, så længe strømmen er virksom.
Vandløbet er styret af klimaet, først og fremmest nedbøren, af tyngdekraften, af landskabet, dets historie og af, hvad Vandløbsloven tillader. De arbejdende vandløb skaber og vedligeholder en form, hvor energien bruges så økonomisk og så ensartet som muligt undervejs mod havet. Vandløbene er fra naturens hånd brede og lavvandede, da de dermed bruger mindre energi på at erodere, fordi vandets tryk på bunden er mindre i det brede og lavvandede vandløb end i det smalle og dybe. De modererer strømmen ved at slynge sig vandret i mæandere og lodret i stryg (lave steder) og høller (dybe steder). Disse fysiske strukturer er en vigtig del af vandløbskvaliteten. Mæanderbuerne og deres udvikling er mest tydelig hos åerne i ådalene. Mæanderne eroderer i buens yderside, og materialet aflejres i landtunger umiddelbart nedstrøms på indersiden. Den proces får åen til flytte sig både sideværts og nedstrøms med op til ca. en halv meter om året. Med tiden kan åen flytte sig fra den ene side af ådalen til den anden, og tilbage igen. Således kan grundejere risikere, at en eng skifter ejer, når en å-slynge afskærer den.
Det er overvejende åens moderate arbejde, der former åløbet, ikke de store vandføringer i forbindelse med fx tø- og skybrud. Det er, som om åen har en sikkerhedsventil: Når dens kræfter nærmer sig en vis overgrænse, begynder den at sende vandet ud over sine bredder i stedet for at grave sig dybere og bredere. Her, i åens omgivelser, hviler vandet, indtil der igen bliver plads i åen. Grus, sand og mudder bliver liggende, når vandet løber tilbage til åen. Sådan skabes den flade eng, der også kaldes å-sengen. Det er her, den hvileløse å skaber sit evigt skiftende leje, mens den slynger sig gennem engen.
