Det, som i dag udgør Danmark, var skovløst i den første lange tid, mens de sidste rester af istiden Weichsels gletsjere for 14.700 år siden begyndte at smelte bort. Planter og dyr sydfra koloniserede langsomt landet, og blandt dem var mennesket. De første mange generationer af danskere levede som jægere på en stort set træløs tundra. Men efterhånden kom træerne. De forskellige arters rækkefølge var dels et resultat af, hvor gode de hver især var til at sprede sig, dels af, hvor langt borte fra gletsjerranden de havde overlevet kuldeperioden.

Urskoven

Skovenes udbredelse i Danmark ved hhv. 1700-tallets slutning og i 2019. Kortet fra perioden 1768-1805 er baseret på Videnskabernes Selskabs opmåling af Danmark, som er den første nogenlunde målfaste kortlægning af hele landet. Arbejdet fandt imidlertid sted i netop den lange periode, da vilkårene for danske skove var under kraftig forandring, og kortet til venstre er derfor ikke et øjebliksbillede.
.

For omkring 13.800 år siden bredte de første birketræer sig. Birk er meget effektiv med hensyn til at sprede både pollen og frø. Derfor er det den træart, som i vore dage først dukker op på nedlagte industrigrunde og i motorvejsudfletningens mellemrum. Sammen med birken kom pil og enebær. Lidt senere indvandrede bævreasp, så skovfyr, og for omkring 10.000 år siden blev den spredte trævegetation tættere. Elm, eg, el, lind og ask kom til. Bortset fra de yderste bræmmer langs kyster, søer og vandløb dækkede urskoven landet.

Men heller ikke denne første skov var jævnt fordelt. Forskellige træarter foretrækker forskellig jordbund med hensyn til næringsindhold og vandbalance. Så hvor det på højtliggende østdanske morænejorde var lind og hassel, der dominerede, var det på den jyske hedeflades fugtige mosejorde snarere eg, birk og fyr.

Herudover havde datidens mennesker indflydelse på træarternes fordeling. Hassel indvandrede adskillige hundrede år tidligere til Østdanmark end til Vestdanmark, og det kan kun skyldes, at omstrejfende jægere bragte de velsmagende nødder med sig ad deres jagtruter. Efterhånden som de forskellige træarter ikke kun bestod af enkeltstående træer, men dannede hele træsamfund, blev træarternes indbyrdes konkurrence afgørende for skovens udseende.

Lysninger og opdyrkning

Bøgetræer om efteråret i Tokkekøb Hegn i Allerød Kommune. Skoven har gennem mange generationer været dyrket.
.

Med tiden blev der brudt lysninger i den tætte skov. I begyndelsen som resultat af stormfald og hjortes og vildsvins græsning. Men fra for godt 6.000 år siden også, fordi mennesket ryddede små arealer til græsning, agerjord og bebyggelser. Fra da af skete der en langvarig afskovning af det danske landskab, ikke i et ubrudt forløb, men som et varierende resultat af befolkningsudvikling, økonomiske konjunkturer og teknologiske muligheder.

Da en ny opdyrkningsbølge satte ind ved overgangen fra bronzealder til jernalder for ca. 2.700 år siden, blev skoven trængt tilbage til de kuperede, lavtliggende og kystnære områder, hvor den – omend noget misrøgtet – stadig fandtes i 1700-tallet. Samtidig forsvandt den stort set fra det sandede Midt- og Vestjylland. Ikke pga. den næringsfattige jord, men fordi jordens sandede beskaffenhed favoriserede lysåbne birke- og fyrreskove med næringsfattige græsser, der var uønskede af egnens beboere. De ville hellere have hedelyng, fordi lyngen alt i alt var mere anvendelig som græsning og foder end næringsfattigt græs og små træer. Så de brændte skoven af, for at jorden kunne springe i hede.

Agerdyrkning og biologisk mangfoldighed

I de første årtusinder efter, at de forhistoriske beboere i det nuværende Danmark begyndte at ernære sig ved agerbrug og husdyrhold, bidrog deres små rydninger af den allestedsværende urskov til at forøge landskabets biologiske mangfoldighed.

Forstyrrelser som dem, den tidlige skovrydning repræsenterede, bryder nemlig skoven op, så der skabes gunstige livsbetingelser for flere forskellige organismer end i den modne, mørke urskov. Historisk set er mennesket altså – i det lange perspektiv – ikke kun en ødelægger.

Naturskov

Udviklingen i Danmarks skovareal 1770‑2019.
.

Alle danske skove er stærkt menneskeligt påvirkede, samtidig med at de er yderst komplekse økosystemer. Mulighederne for disse systemers funktion er meget afhængige af den skovdrift, som finder sted. Dengang det moderne skovbrug blev udviklet i 1800- og 1900-tallet, anså de fleste menneskets udnyttelse af naturens ressourcer for dybt naturlig, og i den forstand var skove, hvis økosystemer blev indrettet på produktion af vedmasse, altså »naturskove«.

Sidenhen blev naturen i stigende grad betragtet som det, der var uberørt af mennesker. Derfor blev netop de arealer, som var mindst menneskepåvirkede, fordi de lå utilgængeligt, udpeget til naturskov. Og når der i 2020 planlægges for naturnær skovdrift, er det med det samme udgangspunkt i en opfattelse af naturen som oprindelig og uberørt. Men denne forståelse af natur som kulturens modsætning holder næppe. For i virkeligheden er naturnært drevne skove også manipulerede af mennesker, nu blot med det formål at beskytte sjældne arter og fremme biodiversitet. Det er derfor, at der inden for de senere år er genindført uddøde arter som bæver og eghjort og gjort en stigende indsats for at efterlade dødt ved og udgåede træer i skoven, i stedet for som tidligere straks at fjerne dem for at undgå sygdomme i de omkringstående træer. Det giver levesteder både for en lang række nedbrydende organismer som svampe, hvirvelløse smådyr og insekter og for de større dyr og fugle, som lever af dem. Det gælder fx hulrugende fugle såsom spætter og mejser, der bygger reder i udgåede træers hulrum.

Skov og folk i krise og opgangstider

Da en ny bølge af befolkningstilvækst satte ind i 1000-tallet, var danske skoves udstrækning og lokalisering nogenlunde som 2.000 år forinden. Men noget havde ændret sig. Øget græsningstryk i forbindelse med intensivering af jernalderens husdyrproduktion havde medvirket til på næringsrige jorde at skabe plads for en ny træart: bøgen, som med skyggen fra sit tætte kronetag udkonkurrerede andre arter og blev dominerende. Samtidig skabte væksten i befolkningstallet behov for mere landbrugsjord og nye bebyggelser, og det var skoven, som lagde areal til. Så hvor landskabet engang havde været skov med huller af landbrugsland, var det nu snarere omvendt.

Overskov og underskov

For at fremtidssikre produktionen af store tømmertræer indførte Lollands Landsting i 1446 en skelnen mellem store og små træer, som senere blev udbredt til hele landet. De store kaldte man overskov, og den bestemte godsejeren over, sådan at bønderne kun måtte hugge der med hans tilladelse. De små kaldte man underskov, og i den bestemte bonden selv. Men store og små træer voksede mellem hinanden, så ligesom der mellem herremand og fæstebonde var et fællesskab om jorden, var der det om skoven. I 1600-tallet slog skovlovgivning yderligere fast, at det kun var store træer af arterne eg, bøg og ask, som var overskov, mens alle andre arter tilhørte underskoven uanset størrelse.

På længere sigt fik denne fredning af store træer imidlertid den stik modsatte virkning. For når bønderne havde råderetten over de små træer, kunne de bestemme, hvor stor overskoven blev. Og med tiden var der stort set kun underskov tilbage.

Middelalderens skovlovgivning

Typisk mosaiklandskab i en skovrig del af Østdanmark kort før landboreformerne. Her ses et udsnit af et rytterdistriktskort over Lindebjerg mellem Slagelse og Sorø, 1771. Mest iøjnefaldende er de mange markante skovbryn, dvs. tydelige skel mellem skov og åbent land, som Danmark her ca. 250 år senere har langt færre af.
.

Skovgrænsen var dog flydende. Mange træer befandt sig enkeltvis eller samlet i småholme på bøndernes agre og enge, men der fandtes også så store samlede skovstrækninger, at ejendomsretten til dem kunne skabe konflikter. Den tidligste danske skovlovgivning finder man derfor i højmiddelalderens landskabslove, fx reglen om, at vejfarende, hvis vognaksel knækker, må tage det fornødne tømmer til reparation. Eller at man i en anden mands skov må plukke så mange nødder, agern eller bog, som man kan have i sin hat. Samtidig understøttede lovene dog den private ejendomsret. For selv om en del større skovstrækninger endnu henlå uden ejere som almindinger, landsbyernes fællesarealer, var flertallet af skove ved denne tid ejet af nogen.

Højmiddelalderens højkonjunktur resulterede i, at mange flyttede fra landsbyerne ud i de hundredvis af større og mindre rydningsbebyggelser, såkaldte torper, der ofte blev anlagt i ryddet skov. Men efter flere voldsomme udbrud af pest i 1300-tallet – det værste var den sorte død 1349‑50 – vendte udviklingen. Agerbrug og husdyrgræsning gik tilbage, og man skulle forvente, at skovarealet atter tog til. Men det skete kun lokalt og som en undtagelse. Krisetiden må have været forholdsvis kort varig, og de, der overlevede pesten, oplevede sandsynligvis den efterfølgende tid som en ny guldalder med masser af naturressourcer og gode lønninger som følge af den mere sparsomme arbejdskraft. I 1400-tallets nye fremgangstid steg presset på skoven igen; måske ikke så meget på arealet som på skovens indhold af træ.

Forøget byggeaktivitet gjorde store indhug i beholdningen af tømmertræer, og samtidig havde en ny organisering af samfundet sat sig igennem, så man ved lov fremtvang en regulering af adgangen til netop denne ressource.

Man har ikke noget klart billede af højmiddelalderens samfundsstruktur, men i senmiddelalderen opstod de grundtræk, som bestod indtil slutningen af 1700-tallet: En ganske lille overklasse af kongelige, adelige og kirkelige godsejere ejede landets jord, mens størstedelen af befolkningen som fæstebønder dyrkede den og betalte afgifter af den i form af naturalier, penge og tvangsarbejde. En mindre del af jorden blev imidlertid også drevet af ejerne selv eller måske snarere af forvaltere på deres vegne. Det var den jord, som lå direkte under herregårdene, eller hovedgårdene, som de egentlig hed: hovedgårdsmarken.

Mange østdanske herregårds-/hovedgårdsmarker indeholdt et større eller mindre islæt af skov. Men de fleste skove lå på fæstegårdsjord, som var ejet af en lokal herremand, men drevet af den bonde, der boede på gården. Og her deltes bonde og herremand om træerne, sådan at bonden måtte bruge de små, mens herremanden forbeholdt sig ret til de store.

Skovfællesskab

Træfældning med økse, som efterlader en ret høj stub i skovbunden. Udsnit af kort over Moesgaard, 1783.
.

Selv om der var et påtvunget fællesskab mellem danske fæstebønder og deres herremænd, er det et andet fællesskab, der har givet tiden fra senmiddelalderen til 1700-tallet navnet fællesskabstiden, nemlig det, som fandtes mellem bønderne indbyrdes. Når deres marker ikke bar afgrøder, blev de brugt til fælles græsning inden for hele landsbyen eller ligefrem flere nabolandsbyer imellem. Og i landbrugsjordens periferi fandtes ofte store fælles græsningsarealer, som aldrig kom under plov. Disse overdrev bestod typisk af hede (i Vestdanmark) eller skov (i Østdanmark).

Lige så kompliceret som ejendomsretten til skoven var, lige så sammensat var dens brug. Fællesskabstidens skovbrug var virkelig flersidig, ikke mindst fordi alle træer betragtedes som skov, og træer kunne gro næsten hvor som helst og blev brugt til mange forskellige formål; fx havde blot få år gamle skud af hasseltræer siden jægerstenalderen været brugt til fletning af fiskegærder på lavt vand nær kysten. I landbosamfundet var hassel og andre arter som elm, lind, tjørn, el og pil en uundværlig ressource, overalt hvor dyr skulle holdes inde eller ude med flettegærder. Eller hvor bødkere skulle binde staver sammen med tøndebånd af flækkede hasselskud. Men de tusindvis af ens kæppe, som årligt blev brugt til dette formål, finder man ikke uden videre i en naturskov. Det kræver, at man over et større areal fremmer væksten af en bestemt træart, og at man skærer de ret voksende skud af i en fast omdrift. Det må allerede stenalderens mennesker altså have kunnet, og det kunne man i fællesskabstiden, hvor dette såkaldte stævningsskovbrug antagelig var særdeles udbredt. Alligevel fortæller periodens skriftlige kilder så godt som intet om det, fordi kilderne er skrevet af overklassen, og underskoven med dens beskårne træer var bøndernes egen.

Alle historiske perioder før 1800-tallet var i virkeligheden en lang træalder, hvor træ blev brugt til snart sagt alting. Større træer blev indtil 1800-tallet fældet og ofte også tilhugget groft med økse. Saven blev udelukkende brugt til at dele de fældede stammer op i passende længder med. Tømmeret indgik i konstruktionen af så godt som alt fra større bygningsværker til de mindste redskaber og husgeråd. Så selv om statusbyggerier på denne tid og langt op i 1900-tallet blev opført i tegl, var tag og etageadskillelser typisk af træ. I bøndernes bindingsværksgårde bestod de bærende konstruktioner af træ. For at spare skoven blev såkaldt heltømrede bygninger, dvs. bygget udelukkende af træ, imidlertid forbudt allerede i 1500-tallet.

Tømmer og brænde

Et par skovarbejdere er omkring år 1900 i gang med at save en kævle (stamme) op i planker. Det var som regel den ældstes privilegium at stå øverst.
.

Også tidens skibsbygning var afhængig af tømmer i store dimensioner, og forbruget må i perioder have været kolossalt. Meget tyder imidlertid på, at der i danske skove tidligt blev så langt imellem de store tømmertræer af tilstrækkelig god kvalitet, at produktionen ikke kunne følge med efterspørgslen. Den velmente juridiske opdeling af skoven i over- og underskov havde nemlig som konsekvens, at bønderne fik lagt overskovens skæbne i deres hænder. Små træer (underskov) bliver kun store (overskov), hvis de får lov til det. Det fik de generelt ikke. Gennem 1500- og 1600-tallet blev der stadig længere mellem de store træer, selv om skovarealet næppe blev reduceret nævneværdigt. Og meget store dele af periodens tømmerforbrug i det nuværende Danmark blev i realiteten dækket ved indførsel fra Skånelandene, Gotland, Norge og Baltikum.

Adgang til godt brænde var nødvendigt ved mange særlig energikrævende fremstillingsvirksomheder såsom tegl- og glasbrænding. Nogle gange krævedes der højere temperaturer, end afbrænding af træ kan give. Så sved man først brændet ved at opvarme det ved lav iltning til sorte trækul, hvorved vanddamp og brændbare gasser blev afgasset. Trækul havde enhver landsbysmed brug for i sit daglige arbejde, og man brugte dem, når man udvandt jern af mosernes myremalm, hvilket i Jylland skete endnu så sent som i 1500-tallet. Trækul smuldrer imidlertid let og egner sig dårligt til længere transport, så folk sved trækul overalt i landets skovegne.

Træernes ved var en vigtig ressource, men også andre dele af dem kunne gøre nytte. Man kunne fx udvinde garvesyre af egetræernes bark, som måtte løsnes, før træet blev fældet, fordi den ellers var næsten umulig at flå af. Også løvet kunne undertiden finde anvendelse som foder for vildt eller husdyr. Men selv om det var udbredt i vore nabolande, er der efter middelalderen ingen sikker dokumentation for mere systematisk brug af løvhø herhjemme.

Olden, jagt og græsning

Egebark er rig på garvesyre og blev derfor udnyttet til garvning af læder og barkning af sejl og lignende. Barken er lettest at udnytte om foråret, når den løsner sig i forbindelse med saftstigningen. Ofte flåede man barken af de træer, der alligevel skulle fældes på dette tidspunkt. På fotoet bearbejdes egetræernes bark med henblik på udvinding af garvesyre. Petersgaard Skov på Sydsjælland, ca. år 1900.
.

I modsætning til løvhø havde skovtræernes frugter stor værdi i landbrugsproduktionen. Egens agern og bøgens bog, under ét kaldet olden, samt hasselbuskens nødder gav hvert efterår bøndernes svin et tiltrængt fodertilskud inden juleslagtningen. Men oldenfedningen var uberegnelig, for dengang som nu vekslede det fra år til år, hvor mange frugter træerne bar. Endnu i 1600-tallet kunne betalingen for opfedningen, kaldet oldengælden, give herremanden en god ekstraindtægt i de gode oldenår. For eftersom bøge- og egetræer først sætter frugt, når de er 40‑50 år gamle, tilhørte disse frugter herremanden, og bønderne måtte betale med penge eller levende svin. Men i takt med at der blev længere mellem overskovstræerne, faldt oldenproduktionen og indtægten med den.

Fordi fællesskabstidens skove gik i et med de omgivende landskaber og i øvrigt varierede meget med hensyn til tætheden af træer, gav det ikke mening at angive deres størrelse som arealmål. I stedet anvendte man netop oldensætningen som størrelsesmål. Ligesom retsbetjente fra det lokale ting hvert efterår vurderede, hvor mange svin der netop dette år kunne sendes på skov.

Hvis man betragter alle fællesskabstidens forskellige slags landskaber med træer som skov, bliver betegnelsen skovbrug meget omfattende. For så gælder det ikke kun træerne selv, men også arealerne under og imellem dem. Nogle aktiviteter knyttede sig især til de lidt mere bebyggelsesfjerne områder, hvor skoven især gjorde sig gældende. Det gjaldt eksempelvis permanent græsning på de tidligere omtalte overdrev. Da også marker og enge blev græsset efter høst og høslæt, er betegnelsen græsningsskov imidlertid meningsløs i denne periode. For de var alle uden undtagelse græsningsskove. I perioder kunne en skov dog være fredet for kreaturer, fordi marken, den stod på, bar afgrøde, eller fordi dens ejer havde ladet den indhegne for at frede den, indtil dens træer var vokset over dyrenes bidehøjde. Da var det ofte muligt at slå hø mellem træerne.

Bøndernes køer, heste, får og svin var langtfra landskabets eneste større pattedyr. Især på krongodset og de større herregårde sørgede skytter og vildtmestre for, at hjortevildt og vildsvin stortrivedes. Den bedste jagt fandt man i skovegnene. Omkring de større kongelige slotte anlagde kronen fra 1500-tallet såkaldte vildtbaner, hvor ingen andre måtte jage storvildt. De var som regel så store, at de ikke kunne indhegnes, men deres grænser blev markeret med træpæle, som i 1700-tallet blev erstattet af sten. Betydelig mindre var de dyrehaver, som mange godsejere indrettede i umiddelbar nærhed af herregården. Her kunne særlig jagtglade ejere holde både hjemmehørende arter og eksotiske dyr såsom dådyr under hegn.

I perioder synes kongen selv at have været den mest ivrige jæger af alle. Efter at Christian 5. som ung havde oplevet parforcejagt i Frankrig, bestemte han sig i 1670’erne for at indrette et tilsvarende jagtvæsen herhjemme. Det indebar bl.a. anlæg af kilometervis af nordsjællandske veje, som krydsede hinanden i stjerner (fx i Jægersborg Dyrehave, Hareskoven, Store Dyrehave og Gribskov). Herfra kunne jagtselskabet følge med i, hvor dagens byttedyr befandt sig. For uanset det kolossale anlæg jagede man ved denne form for selskabsjagt kun en enkelt hjort ad gangen.

De mange græssende dyr holdt den unge skov i ave, og i lange perioder af fællesskabstiden var dyreholdet så omfattende, at meget få træer fik mulighed for at vokse sig store. Samtidig måtte skovarealet i økonomiske opgangstider holde for, når bønder og herremænd brød ny agerjord for at øge landbrugsproduktionen. Derfor gik både skovens udstrækning og tæthed støt tilbage fra 1500-tallet og indtil midt i 1600-tallet. Herefter satte krisen ind. Både folke- og husdyrtallet faldt, agerjord blev opgivet, og skovens arealreduktion var for en tid bremset. Men pga. den senmiddelalderlige opdeling i under- og overskov fortsatte nedgangen i skovens træindhold. Lav kratskov tog de store træers plads.

Fra restriktiv til proaktiv skovpolitik

Tabet af Skåne, Halland, Blekinge og Gotland i årene 1645‑60 var et hårdt slag for det tilbageværende Danmark. Det ramte kongens politiske prestige og landets militære position, men økonomisk var især tabet af rige naturressourcer ubærligt. Skovmanglen blev på en gang meget tydelig, og eftersom andre europæiske stater på denne tid var begyndt at regulere befolkningens adgang til skoven nøje, fulgte Danmark trop. I årene fra 1665 til 1781 udstedte den enevældige kongemagt ikke færre end syv skovforordninger, som dog fortrinsvis angik kronens egne skove. Deres vigtigste virkemiddel var kontrol med hugsten. De fastsatte betingelser for fæstebønders bevilling af træ fra overskoven, de begrænsede deres hidtidige frie hugst fra underskoven, og så angav de straffe for den særdeles omfattende ulovlige skovhugst. Så udbredt var den ulovlige hugst, at stort set alle kunne blive dømt ved tilstrækkelig nidkær kontrol. Det skete faktisk i et sådant omfang, at kongelige embedsmænd bevidst undlod at straffe dømte med den begrundelse, at man jo ikke kunne sætte en hel landsby i fangehullet.

Langtidsplanlægning

Skovforordningernes bestemmelser sigtede imod at formindske forbruget af træ, men de indeholdt også påbud om aktiv dyrkning af ny skov. Et stigende antal arealer i eksisterende skove blev gennem 1700-tallets første halvdel indhegnet med henblik på skovdyrkning. I begyndelsen forsøgte en voksende flok af kongelige skovbetjente sig med såning og plantning samt beskæring af de eksisterende træers sidegrene. Men da det ofte mislykkedes, satte de med tiden i højere grad deres lid til at indhegne områder, hvor der allerede fandtes god opvækst af unge træer. Det virkede. Omkring 1760 var der sammenlagt ca. 200 sådanne plantehaver i de kongelige skove, og selv om deres lave jorddiger beklædt med et flettegærde på toppen kunne fyge til i strenge vintre og give hjortevildtet adgang, så gav de i almindelighed den unge skov fred.

Det var imidlertid ikke nok. I 1763 kom en tysk skovbrugsekspert på invitation fra det kongelige skovvæsens øverste chef, overjægermester Carl Christian von Gram, til landet for at dele ud af sin viden. Johann Georg von Langen hed han, og han skulle komme til at tilbringe sine sidste 14 år i Danmark. Sammen med von Gram gennemførte von Langen gennemgribende reformer af skovbruget på kronens arealer. Men da størstedelen af disse netop samtidig blev sat til salg som led i en genopretning af statens finanser, fik reformerne kun virkning i Nordsjælland.

Deres vigtigste nyhed var konsekvent indførelse af planlægning. Hidtil havde skovbrug i store træk bestået i at bevare og udnytte de ressourcer, som naturen gav af sig selv. Udgangspunktet for det, der blev til den Gram-Langenske Forstordning, 1763‑78, var, at mennesket kan forme skoven, og fordi træer bliver gamle, så indebar det også at forme fremtiden. Netop idéen om at kunne skabe en bedre fremtid var et af oplysningstidens mest radikale brud med den gamle verdens drømme om en glorværdig, fortidig guldalder. Fra nu af var det fremtiden, som tegnede sig lyst. Men for at løfterne kunne indfries, skulle den planlægges nøje. Og det var præcis, hvad nordsjællandske skovbetjente bidrog til i årene 1763‑78.

Først blev skovarealet opmålt og inddelt i et antal hovedafdelinger. Så blev disse opdelt i 100‑120 afdelinger, såkaldte årshugster. Navnet fik de, fordi det nu var meningen, at træerne i hver afdeling efter en årlig turnus skulle fældes, og at den derefter skulle tilsås og tilplantes med nye unge træer. Når man så efter hundrede år vendte tilbage til afdelingen, var disse nye træer blevet modne til hugst. Da man altså ikke længere var henvist til at vente på de eksisterende træers egen foryngelse, kunne man nu bestemme den fremtidige artssammensætning. Det betød, at der i stor stil blev indført udenlandske træarter såsom rødgran, lærk og ædelgran. Men hovedtræarten var stadig eg til flåden.

Reformerne i Nordsjælland fandt sted på det traditionelle flersidige skovbrugs præmisser, og der var derfor samtidig store mængder af hjortevildt og græssende husdyr i de berørte skove. Skulle det storstilede forsøg lykkes, måtte man altså indhegne kulturarealerne, indtil træerne var vokset over bidehøjde. Skovbrugets medarbejdere udviklede da også et særdeles effektivt 2 m højt stakit til formålet, men netop udgifterne til indhegning blev reformernes akilleshæl. Ved von Langens død i 1776 blev reformerne stoppet midlertidigt, og to år senere blev de opgivet med henvisning til de høje omkostninger. Men da havde idéen om opnåelse af et bæredygtigt skovbrug gennem langtidsplanlægning allerede bredt sig til de første private skove. Gennem det følgende århundrede blev alt dansk skovbrug indrettet efter den grundtanke.

Moderne skovbrug

Eksempel fra Sydsjælland på skovarealets reduktion i forbindelse med udskiftning og fredning. Den indtegnede skov viser udbredelsen af skov i 1770, skraveringen viser, hvor meget skov der var tilbage i 1888. For at sikre en effektiv træproduktion i fremtidens skove var man nødt til at slippe af med bøndernes rettigheder til græsning og hugst af underskov. Det skete ved afståelse af skovareal. Stedvis blev fra en tredjedel til næsten halvdelen af skovarealet ryddet og oftest opdyrket. Illustration fra Danmarks Natur, Det Nordiske Forlag, 1899
.

Det var en central idé bag den Gram- Langenske Forstordning, at mennesker kan bestemme, hvor der skal være skov. Godt nok havde der lige siden 1720’erne været planer om at plante dele af de vidtstrakte midtjyske lyngheder til med skov, men det var blevet ved snakken. Nu, i 1788, skulle der sættes handling bag. Endnu en tysk forstmand, G.W. Brüel, blev af den reformivrige storgodsejer og politiker Christian Ditlev F. Reventlow sat til at anlægge en plantage ved en af de kolonigårde, som i 1740’erne var opført ved forsøget på at opdyrke heden ved hjælp af indvandrede »kartoffeltyskere«. Plantagen ved Stendal, som gården hed, sydvest for Viborg blev påbegyndt i 1788, og selv om der mødte plantørerne mange vanskeligheder, havde deres anstrengelser 40 år senere resulteret i 541 ha nåletræsplantage. I mellemtiden var andre plantager kommet til, og det samlede plantageareal var i 1828 på ikke mindre end 3.628 ha.

Vildt og husdyr var en væsentlig hindring for indførelsen af effektiv driftsplanlægning i danske skove. Vildtmængden hang nøje sammen med overklassens jagtinteresse, og den var allerede aftagende. Den kongelige parforcejagt blev nedlagt i 1777, og den nordsjællandske bestand af hjortevildt blev efterfølgende reduceret kraftigt ved bortskydning. Husdyrgræsningen var til gengæld en følge af den sammensatte ejendomsret til skoven. Så hvis den skulle afskaffes, måtte man ophæve skovfællesskabet. I 1770’erne opdeltes de kongelige skove derfor på en sådan måde, at kronen beholdt de tætteste skovarealer, mens dens fæstebønder fik erstatning for den tabte græsningsret i form af træfattige områder i skovens udkant, nedslag i de årlige afgifter eller en kontant godtgørelse. Den samme form for »skovseparation« fandt efter 1781 sted over hele landet i forbindelse med landbrugsjordens udskiftning af landsbyfællesskabet.

Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var der i ca. en tredjedel af landets skove forskellige ejere af træer og græsning. Samtidig var knap en anden tredjedel af dem fredet for græssende kreaturer, fordi de allerede var udskiftede enten i forbindelse med 1700-tallets generelle udskiftningsbølge, eller fordi de siden senmiddelalderen havde hørt direkte under en herregårds enemærke. Men der var altså stadig græsning i de resterende to tredjedele. Så da brændselspriserne steg voldsomt, og det tegnede til et særlig godt oldenår, greb kronprins Frederiks (senere Frederik 6.) regering med Reventlow i spidsen resolut ind. Den 27. september 1805 udstedte han den såkaldte Fredskovsforordning, hvis bestemmelser siden har været dansk skovbrugs grundlov.

Forordningen indeholdt to sæt af regulering. For det første skulle alle tilbageværende skovfællesskaber ophæves inden en frist på fem år, hvorefter de arealer, der i den forbindelse blev udlagt som højskov, skulle forblive skov i al evighed. For det andet blev der af hensyn til disse skoves foryngelse nedlagt forbud mod græsning med alle andre husdyr end svin. Også denne fredning skulle være gennemført i 1810, men helt sådan gik det ikke. Endnu i 1830 var der fællesskab i 15 % af skovene, fortrinsvis i Jylland, og ca. en tredjedel var endnu ikke fredet mod græsning. Selv om det gik langsomt, havde udviklingen den rigtige retning, og ved århundredskiftet var danske skove generelt udskiftede og fredede i lovens ånd.

Udskiftningen indebar imidlertid også en social udskillelse. Størstedelen af landets befolkning havde ikke længere naturlige ærinder i landets skove, og private skovejere kunne med Hegnsloven i hånden begrænse den offentlige adgang. Skoven var på godt og ondt blevet et aflukket produktionsområde. De arealer, som ved skovudskiftningen var udlagt til græsning eller stævningsskov, blev typisk efter få år til landbrugsjord. Resultatet blev en reduktion af det samlede danske skovareal fra ca. 7 % omkring 1770 til ca. 4 % i begyndelsen af 1800-tallet.

Skoven som videnskab

Ud over at være godsejer og politiker gjorde Christian Ditlev F. Reventlow omfattende forsøg med skovbrug. Her ses opmålinger af den indbyrdes placerings betydning for træers tilvækst fra slutningen af 1700-tallet.

.

Skovens lukning gav mulighed for at indrette driften efter moderne, videnskabelige metoder. Denne videnskabeliggørelse blev understøttet dels af en righoldig international faglitteratur, dels siden 1780’erne af udviklingen af videregående skovbrugsuddannelse og forskning. I 1863 blev uddannelsen af de forstkandidater, der typisk senere fandt arbejde som skovridere, henlagt til den endnu nye Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, i 1906 grundlagdes en systematisk skovfogeduddannelse, og i 1948 fulgte en egentlig skovarbejderuddannelse. Dansk skovbrugsforskning fandt især sted på Landbohøjskolen, i statsskovbruget samt fra 1901 ved Statens Forstlige Forsøgsvæsen. Men der fandtes længe blandt en del af skovbrugets praktikere en vis skepsis over for forskningens akademiske nytænkning.

Selv om udenlandske nåletræsarter var på fremmarch, var det endnu i 1881 bøgen, der var Danmarks dominerende træart. Det meste blev brugt til brænde til en hastigt voksende befolkning. I en tid, hvor importeret kul og koks spillede en stigende rolle for landets energiforsyning, blev transportmulighederne afgørende for det hjemlige skovbrugs afsætningsmuligheder. I 1800-tallets begyndelse fik fremsynede godsejere derfor flere steder gravet kanaler eller oprenset åer til brændetransport, bl.a. Gudenå. Men fra 1850’erne blev jernbanenettets udbredelse helt afgørende for variationer i afsætningen af brænde.

Til trods for at en del private skovejere fortsatte med at sætte jagt og vildtpleje så højt, at det gik ud over træerne, var skovbrugets mål nu i det store hele det ensidige at producere mest muligt træ af den højest mulige kvalitet. Det satte sit præg på skovlandskabet. Op gennem 1800-tallet blev adskilte skovholme ved tilplantning omdannet til samlede bevoksninger, andelen af udenlandske træarter steg støt (også uden for jyske hede- og klitplantager), veje og spor blev anlagt, drængrøfter gravet, afdelingsgrænser markeret, og skovarealet begyndte ganske langsomt at gå fremad siden nulpunktet ved århundredets begyndelse. Endnu i 1881 havde det dog med kun godt 5 % ikke nået niveauet fra 1770.

Staten gik sidst i 1700-tallet forrest i arbejdet for tilplantning af den jyske hede, men med stiftelsen af Hedeselskabet i 1866 blev det bredt ud. Det var godt nok stadig baseret på statslige tilskud, men både enkeltpersoner og foreninger i tilknytning til selskabet begyndte nu i stor stil at plante skov på heden. I 1881 havde Nørrejylland godt 3 % skov; 50 år senere var denne andel steget til knap 8 %, og op gennem 1900-tallet betød plantningsaktiviteten, at den gamle skævhed mellem øst og vest med hensyn til skovrigdom blev visket ud. I dag findes nogle af landets mest skovrige kommuner på den midtjyske hedeflade, nemlig Silkeborg, Viborg og Herning Kommuner.

Selv om rationelle idealer prægede skovbrugets udvikling i 1800-tallet, stod de ikke alene. For offentligheden – og med den mange skovbrugere – værdsatte samtidig i stigende grad skovens æstetiske værdier. Ganske ejendommeligt var idealet i denne forbindelse snarest det gamle lands uordnede skov med græssende dyr og lysåbne partier. Mange godser beholdt derfor en pittoresk dyrehave nær hovedbygningen, mens den økonomisk vigtigere produktionsskov med nåletræer og andet udansk blev anbragt i passende afstand fra udsigten.

Græsning og jagt i skoven

Kronvildt, Danmarks største hjorteart, i en lysning i Jægersborg Dyrehave.
.
Herregården Egeskov syd for Ringe på Fyn. Den Engelske Have med de store græsplæner og fritstående træer ligger smukt ned til voldgraven. Et stort platantræ fra 1800-tallet samt Piet Heins superellipse er markante indslag. De fleste godser har større skovarealer.
.

I moderne landskabsforvaltning opererer man ofte med betegnelsen græsningsskov som en særlig historisk driftsform, men den er egentlig ahistorisk, for i fællesskabstiden blev alle skove græsset. Nogle ofte og længe, andre sjældent og i kort tid, men i almindelighed gik græsningen ud over især de unge træers vækst og dermed i værste fald over skovens overlevelse.

Nogle husdyrarter, fx geden, er særlig hårdhændede ved træer, og gedegræsning blev derfor allerede i 1500-tallet forbudt i skovegne. Omvendt var det formentlig gavnligt for skovens foryngelse, når landets bønder om efteråret satte svin i skoven, for at de kunne æde sig fede på egens og bøgens frugter. Svin er nemlig altædende, og i deres jagt på noget spiseligt rodede de ofte skovbunden så grundigt igennem, at den reelt blev pløjet, hvilket især favoriserede opvæksten af bøg. Blev roderiet for voldsomt, gav man svinet en ring i næsen.

Ved Fredskovsforordningen i 1805 blev alle andre husdyr end svinet lukket ude, og i takt med landbrugets rationalisering ophørte også oldenfedningen. Det fik som konsekvens, at skovbunden under lystræer groede til med græs og urter, sådan at skovens foryngelse blev vanskelig. Samtidig steg problemer med fx mus i skovene. Derfor genoptog en del statsskovdistrikter, som Fredskovsforordningen ikke gjaldt for, ved 1800-tallets midte skovgræsning med kvæg.

I historisk tid har også store vildtlevende planteædere som krondyr sat deres præg på mange skove i konkurrence med tamdyrene. Eftersom kongen i 1600‑1700-tallet havde eneret på jagt på stort vildt, var især nogle landsdele med meget krongods plaget af kolossalt store hjorteflokke, som satte deres præg på både skovens træer og markens korn. I forbindelse med rationalismens fremgang under landboreformerne blev jagt i stigende grad anset for et irrationelt tidsfordriv, der ikke passede sig for moderne mennesker. Mange hjortebestande blev kraftigt beskåret, og vildtpleje begrænset til særlige afgrænsede dyrehaver. Men efter at jagtretten i 1800-tallet blev knyttet til ejendomsretten til jord, blev den igen et statussymbol, og på mange store privatgodser måtte skovens personale kæmpe en ulige kamp mod godsejerens jagtinteresse.

I vore dage bruges græsning ofte som landskabspleje, hvor man ønsker mere lysåbne skove og større biodiversitet. Men da Dyreværnsloven skal overholdes, er det ofte nødvendigt at give de græssende husdyr tilskudsfoder, hvorfor de næppe går helt så voldsomt til buske, træer og græs, som deres afmagrede forfædre ville have gjort.

Industrisamfundets skove

Skovbruget industrialiseres med bl.a. vindmølledrevne savværker. Ry Savværk, 1902.
.

Danske skove var i 1880’erne godt på vej til at blive optimerede biologiske produktionsapparater, som modsvarede industriens avancerede maskinpark. Produktet var salgbar masse, dvs. træ til brænde eller til store og små konstruktionsformål, men så længe man fortrinsvis fældede træer fra det gamle, uregulerede skovbrugs tid, blev det meste brugt til brændsel eller smågenstande såsom træsko eller staver til smørdritler. I takt med at trækvaliteten steg, blev anvendeligheden dog større. Med industrialderens teknologiske udvikling leverede skovene stadig flere produkter. Siden 1862 imprægnerede man splintveddet, dvs. de yderste lag, i træ til jernbanesveller og master under tryk med fugtafvisende og svampedræbende kemikalier. I 1930 fandt forstkandidaten Flemming Juncker på at lime bøgestave sammen til parketgulve. Og i 1958 gik en række jyske skovejere og savværksejere sammen om oprettelsen af en fabrik i Engesvang ved Silkeborg, som skulle producere spånplader af træspåner, lim og voks.

Den stadig mere specialiserede efterspørgsel efter skovens produkter kom til at præge skovlandskabet: veje og grøfter efter rette linjer, firkantede afdelinger med ensartede og ensaldrende træer og produkter udsavet efter de til enhver tid gældende kategorier af trævarer og dernæst anbragt i regelmæssige stabler ved de større veje, hvor hestevogn og senere lastbil kunne afhente dem. Skovbunden var i bedste fald ryddet for nedfaldstræ og ukrudt for at udnytte ressourcerne optimalt, men også for at undgå spredning af vednedbrydende svampe og insekter. Sådan så det ideelle, optimerede skovlandskab ud. Ideelt i forhold til det ensidige produktionsformål, men langtfra i forhold til skovenes biologiske og rekreative kvalitet.

Blandt en del naturvidenskabsfolk var der stigende bekymring for, at den intensive skovdrift udryddede sjældne dyre- og plantearter, og i både borgerskabets gryende interesse for turisme og arbejderbevægelsens kamp for lys og luft til de sammenstuvede beboere i byernes lejekaserner var kravet om adgang til friluftsliv stærkt. Disse to interesser mødtes i 1911 i dannelsen af Danmarks Naturfredningsforening, som seks år senere lykkedes med at få gennemført landets første Lov om Naturfredning.

Idealet om nærmest maskinelle skovlandskaber blev ikke opnået overalt, men på de fleste skovejendomme knoklede mænd, kvinder og børn på akkord under skovfogedens tilsyn i et uhyre arbejdsintensivt skovbrugserhverv, som i 1920 beskæftigede ca. 10.500 mennesker. Selv om bønderne ved skovudskiftningen var blevet lukket ude, havde mange mennesker altså stadig en praktisk tilknytning til skoven.

Produktionen af træ steg gennem 1900-tallet hurtigere end udviklingen i skovarealet. Undertiden var der tilbageslag i denne produktivitetsudvikling. Ikke sjældent ødelagde omfattende stormfald flere års planlagt hugst. Under de to verdenskrige blev hugsten forceret for at afbøde fraværet af energiimport udefra. Da skovrideren i Jægersborg Dyrehave efter 1. Verdenskrig fortsatte hugsterne i overensstemmelse med den godkendte plan for driften, blev han imidlertid mødt af en rasende folkestemning. Resultatet blev, at et særligt udvalg skulle godkende den fremtidige drift, så den også tog hensyn til natur- og friluftslivsinteresser. Der kom altså tidligt sprækker i skovbrugets entydige produktionsfokus.

Flere større landbrug fik egen traktor allerede inden 2. Verdenskrig, men udbredelsen tog først for alvor fart efter krigen. Med traktoren fortrængte fossilt brændstof langsomt menneskers og dyrs muskelkraft som landbrugsproduktionens vigtigste energikilde – næst efter Solen. Inden for skovbruget gik denne teknologiske udvikling imidlertid langsommere. Jordbearbejdning mellem smalle planterækker og i stærkt kuperet terræn forudsatte specialudviklede redskaber, som ofte blev fremstillet af lokale smedemestre. Først i løbet af 1950’erne vandt også den enmandsbetjente motorsav større udbredelse.

Nåletræet vandt frem

Som en naturlig konsekvens af skovbrugets orientering mod træproduktion blev det gennem 1900-tallets første årtier genstand for økonomiske kalkuler, som med stigende sikkerhed viste, at det på de fleste lokaliteter bedst betalte sig at dyrke nåletræ, i hvert fald når man lod risikoen for stormfald ude af beregningerne. Derfor steg nåletræsprocenten gennem århundredet i alle dele af landet og ikke kun i de hedeplantager, hvor træartsvalget var af nød snarere end af lyst. I 1920’erne overhalede arealet med nåletræ det med løvtræ, som dog i omfang forblev stort set uændret gennem hele perioden 1880‑1960. Så forskydningen skyldtes primært det stigende skovareal.

Ikke alle skovejere og skovdyrkere var dog lige begejstrede for den ensidige produktionsform. I 1920’erne forsøgte flere sig efter tysk forbillede med skovdriftsformer, som søgte at efterligne dynamikken i naturlige skove med flere aldre i blanding. Andre gik stærkt ind for blandede bevoksninger med vekslende indslag af løv og nål. Men om den overordnede tendens var der ingen tvivl blandt skovøkonomerne: Nåletræ var det sikre økonomiske valg. Normalt falder der ti gange så meget nåletræ som løvtræ i en storm. Men da det d. 17. oktober 1967 blæste op til en voldsom storm på et tidspunkt, hvor jorden var opblødt af regn, og før løvtræerne havde smidt deres blade, gik det lige hårdt ud over løv- og nåletræer. Og for første gang i danmarkshistorien faldt der mere end 1 mio. m3 i en enkelt storm. Det var for en tid også med til at fremme nåletræet på løvtræets bekostning.

Velfærdssamfundets skove

1960’ernes velstandsstigning gav folk mere fritid og rykkede mellemklassen ud af bykernerne til nyopførte parcelhuskvarterer i lys og luft. Men den resulterede samtidig i øgede krav om adgang til friluftsliv. Ved revisionen af Naturfredningsloven i 1969 blev der derfor givet offentlig adgang på vej og sti om dagen til alle privatejede skove på mere end 5 ha. Mange skovejere følte sig forulempet af lovgiverne, men deres protester var nyttesløse. Befolkningen havde ret til en skovtur, og da arabiske olieembargoer i hhv. 1973 og 1979 førte til dybe energikriser, fik turen endnu et formål. Parcelhuset fik brændeovn, og med motorsav og sankekort i hånd skaffede dets beboere mod behørig betaling selv brændet i den nærmeste skov. I 1970 blev 8 % af den danske bøgehugst brugt som brænde; i 1990 var denne andel steget til 31 % også pga. en industriel fremstilling af energitræ.

Den stigende velstand kom også skovarbejderne til gode. Lønnen steg, men træpriserne fulgte ikke med, og tidligere tiders meget arbejdsintensive skovbrug var ikke længere rentabelt. Skulle skovejerens økonomi fortsat hænge sammen, måtte der rationaliseres, og fra 1990’erne skete der en voldsom mekanisering. I nåleskoven kunne en skovningsmaskine med en enkelt maskinfører nu udføre 8‑9 skovarbejderes arbejde. Sidenhen kom turen også til løvskoven. I samme forbindelse blev antallet af medarbejdere på det enkelte skovdistrikt kraftigt beskåret. Skovfogeder overtog tidligere skovriderarbejde, hvis ikke alle funktioner fra sagkyndig leder til erfaren skovarbejder blev overladt til skovdyrkerforeninger eller private entreprenører, samtidig med at skovens tjenesteboliger blev lejet ud eller sat til salg. For anden gang i historien blev den nære, praktiske forbindelse mellem skovbrug og lokalbefolkning brudt.

Ekstensiveringen faldt tidsmæssigt sammen med den økologiske bølge, som fra 1970’erne strømmede ind over hele den vestlige verden. Den gjaldt ikke længere blot forureningsbekæmpelse, men indebar også krav om bedre naturkvalitet og opgør med unaturlige produktionsmåder. I den forbindelse skabte det relativt faldende bøgeskovsareal røre. Og bedre blev det ikke, da store arealer med rødgran midt i 1980’erne visnede og blev mere røde, end godt var. Måske var årsagen en kombination af tørkeår, saltpåvirkning og stress som følge af luftforurening. Men selv om den forblev omdiskuteret, blev de røde rødgraner af mange set som tegn på et skovbrug med mere vidtgående sundhedsproblemer.

Revisionen af Skovloven i 1989 blev derfor et vendepunkt. Den formulerede i modsætning til sin forløber fra 1935 ikke blot erhvervets målsætning som »god skovdrift« men som »god og flersidig skovdrift«, der ved en revision i 2004 ydermere blev omformuleret til »bæredygtig skovdrift«. Det skulle ikke længere kun handle om vedmasse, og da Danmark i de følgende år forpligtede sig ved tiltræden af en række internationale konventioner, rettedes den politiske interesse i stigende grad mod sikring af skovens naturværdier.

Udviklingen fra 1989

I løbet af 1990’erne blev traktorer og skov arbejdere med motorsav afløst af højt specialiserede skovningsmaskiner, først i nåleskov og senere i den unge og yngre løvskov. Her på Lindenborg Gods ved Arden syd for Rold Skov.
.

Op igennem 1990’erne blev forekomsten af skovarealer med en næsten naturlig økologi, såkaldte naturskove, grundigt registreret. Overvågning og beskyttelse af den hjemlige biodiversitet blev en central del af Danmarks internationale forpligtelser efter FN’s Riokonference om miljø og udvikling i 1992, og der blev udviklet modeller for bæredygtig, flersidig skovdrift, som tog tilbørlige naturhensyn. Eksempelvis begyndte en langsom afvikling af mange af de drængrøfter, som havde gjort det muligt at dyrke nåletræ på gammel mosejord. Anvendelsen af pesticider blev reduceret, og samtidig steg anvendelsen af hjemmehørende frem for udenlandske arter. Resultatet blev en stor forskelligartethed. Inden for skovgrænsen blev bevoksningerne mange steder mere afvekslende end tidligere. Og mellem de enkelte skove blev der stor variation fra næsten ren natur til fortsat entydig produktion af vedmasse efter gamle principper.

De mere artsrige og blandede skove var ikke kun et østdansk fænomen. Jyske hedeplantager havde faktisk opnået det, som deres ophavsmænd i sin tid forestillede sig: De havde ændret ikke alene det midt- og vestjyske klima, men også jordbunden. I anden halvdel af 1900-tallet så man derfor mange steder et stigende indslag af løvtræer. Skovlandskaberne i øst og vest kom derved til at ligne hinanden stadig mere, samtidig med at der overalt blev mere skov. I 1989, samme år som Skovlovens revision, vedtog Folketinget, at Danmarks skovareal skulle fordobles i løbet af en trægeneration, dvs. ca. 80‑100 år. Ved hjælp af forskellige former for tilskud til skovrejsning er arealet siden steget med i gennemsnit 3.300 ha om året, men vækstraten er faldende, og det synes tvivlsomt, om målet bliver nået.

Samfundets økonomiske og ideologiske udvikling fremmede således i 1900-tallets sidste årtier det, som i mange henseender var et postproduktivt skovbrug: et skovbrug, som ikke primært var rettet imod produktion af vedmasse. Men en særdeles intensiv form for træproduktion blev dog bevaret, nemlig dyrkning og salg af juletræer og pyntegrønt, selv om en stor del af det formelt blev betragtet som landbrugsproduktion pga. en kort produktionstid på kun 9‑11 år. Faktisk har skovlovgivningen siden 1989 begrænset denne form for produktion til 10 % af den enkelte skovejendoms areal. Den gav i 1990 en eksportindtægt på 450 millioner kr.; i 2015 var den steget til 1,2 milliarder kr.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om skove