Velfærdssamfundets landskab i Danmark

Artikelstart

Det danske landskab er i konstant forandring som resultat af naturens processer og som konsekvens af menneskets skiftende behov og muligheder for at udnytte landskabet og dets ressourcer. Landbruget har i årtusinder udgjort den dominerende udnyttelse og spiller også i dag en central rolle i anvendelsen af de fleste danske landskaber. Bosætning, friluftsliv, biologisk mangfoldighed og klimaforandringer har imidlertid fået en stigende samfundsmæssig betydning og gør krav på plads. Landskabet er blevet multifunktionelt, og dette skaber et pres for ændringer omkring byerne og det omgivende landskab.

Hvad kendetegner velfærdssamfundets landskab?

Velfærdssamfundets landskab udgøres af det forvaltede og planlagte land, der ligger uden for byerne, og de fælles goder, som skal sikres til gavn og glæde for hele samfundet.

Der findes ingen entydig definition på, hvad velfærd er, men begrebet er ofte knyttet til tilfredsstillelsen af visse grundlæggende, alment menneskelige behov såsom mad, husly, uddannelse, arbejde, sundhed osv. At mennesker kan bo og færdes i rene og velfungerende omgivelser, kan bruge og opleve landskabet og have rent drikkevand til rådighed, er eksempler på vilkår, der kan omfattes som en del af velfærden, fordi de medvirker til vores trivsel og et sundt liv. Mere generelt handler det om jordens og vandets benyttelse og beskyttelse.

De første nedskrevne love fra 1200-tallet beskæftigede sig til dels med reguleringen af den praktiske forvaltning af landskaberne og ejernes og brugernes rettigheder og pligter.

I 1900-tallet blev lovgivningen stadig bredere. Natur- og kulturhistoriske værdier blev beskyttet gennem fredninger, planlægning, lovgivning og støtteordninger, ligesom vandressourcer og andre værdier blev genstand for reguleringer. Fra midten af 2010’erne så man en klar tendens til, at velfærdssamfundets landskab indgik i en ny dagsorden om bæredygtighed, hvor klimatilpasning og beskyttelsen af biodiversitet og vandmiljø blev centrale emner. Også forvaltningspraksissen er forandret. Forvaltning og planlægning sker i stigende grad gennem samarbejder, hvor lokale planer og projekter gennemføres i et samarbejde mellem fx Naturstyrelsen, kommuner og lokale.

I de senere år har der været en række initiativer om kombineret beskyttelse, forvaltning og udvikling af det åbne land. Et par af disse har afprøvet nye, mere involverende former for planlægning i det åbne land, og det fondsstøttede initiativ Collective Impact har med deltagelse af en bred vifte af interesseorganisationer udviklet en tilgang til multifunktionel jordfordeling, som iværksattes over hele landet fra 2020. En multifunktionel jordfordeling forsøger typisk at kombinere miljø-, natur-, rekreative og klimainteresser i et projekt.

Karby – et landskab i forandring

Karby Sogn på Sydmors kan tjene som et eksempel på de nye krav, samfundet stiller til arealudnyttelsen. Landskabet omkring den lille landsby er sammensat af intensivt dyrkede marker mod øst og store strandengsflader mod Limfjorden i vest. Midtimellem ligger Karby velplaceret i randen af morænen med nem adgang til både strandengen og de dyrkede marker.

Indtil for få årtier siden var Karby et handelscentrum på det sydlige Mors med relativt mange virksomheder, institutioner og butikker. Tilbage i 1950’erne arbejdede en stor del af landsbyens beboere enten direkte i landbruget eller servicerede landbrugsfamilierne i det omgivende landskab. I dag er de fleste arbejdspladser i Karby forsvundet, og sognet bebos overvejende af pensionister og folk med arbejde uden for sognet. Det betyder, at Karby først og fremmest er et bosted. Samtidig har strandengen skiftet samfundsmæssig betydning. Tidligere var den en nødvendig del af landbrugsøkonomien. Her blev der produceret foder til malkekvæg, som derefter leverede gødning til markerne. I dag har strandengen stort set ingen produktionsmæssig betydning; landmanden vil næppe kunne få en indtjening ud af at sætte køer på græs, hvis ikke han modtog støtte til det. Til gengæld bliver strandengene i dag opfattet som et særdeles værdifuldt levested for plante- og dyrelivet, og de er beskyttede gennem international lovgivning, fordi de er vigtige for ynglende og rastende vadefugle og gæs. Hertil kommer, at strandengene også opfattes som vigtige besøgsområder af både lokale beboere og tilrejsende fugleinteresserede turister. Selv om områderne er beskyttede, vil de på sigt ændre karakter. Dels fordi fortsat græsning er en forudsætning for at undgå tilgroning i rør og siv, dels fordi klimaforandringerne resulterer i stigende vandstand i fjorden, hyppigere storme og dermed flere og mere omfattende oversvømmelser.

Man kan sige, at Karbys landskab er et forældet landskab, fordi det kun i begrænset omfang er tilpasset nye funktioner. Behovet for udvikling af et mere funktionelt landskab har Karby til fælles med de fleste danske landskaber.

Natursynet i landskabsforvaltningen

Hvis man ser på tolkningen af forholdet mellem mennesker og natur, er det slående, at der gennem størstedelen af 1900-tallet var meget få, der satte spørgsmålstegn ved menneskers ret til at anvende den omgivende natur til egen fordel. Tværtimod blev der arbejdet ihærdigt på at drage naturen ind under det menneskelige herredømme, først gennem en udvidelse af især landbrugsarealet, siden gennem intensivering af udnyttelsen.

Natur som ressource

En væsentlig faktor i det bagvedliggende natursyn har uden tvivl været den kristne arv, hvor mennesker står over den øvrige natur med ret eller ligefrem pligt til at indrette den efter menneskelige behov. Der skal ikke holdes områder fri af hensyn til andre arter eller upåvirkede økosystemer. Det efterstræbte paradis er en nytte- og lysthave, hvor vildnisset bekæmpes. Nok så vigtigt var det, at bønder og husmænd, industrialister, arbejdere og funktionærer alle kunne enes om at øge produktionen, uanset om det måtte ske på den øvrige naturs bekostning.

Den første halvdel af 1900-tallet var på mange måder en umiddelbar forlængelse af 1800-tallets massive omlægning af det danske landskab gennem landindvinding, dræning af vådområder samt reguleringer og udretninger af vandløb. Med Vandløbsloven fra 1949 sikredes det tilmed endeligt, at effektiv afledning af vand gik forud for alle andre hensyn ved forvaltningen, og at alle havde ret til på egen ejendom at udgrøfte og dræne til eksisterende vandløb. Det var først ved en lovændring i 1983, at der blev indført krav om hensyn til miljømæssige forhold, når vandløbene skulle vedligeholdes. Ved samme lejlighed blev der skabt økonomisk mulighed for, at vandløb kunne genoprettes. Lovændringen, der var et af de første eksempler på integration af økonomiske og økologiske hensyn, betød, at vandløbene stadig skulle bidrage til afvanding fra marker, men at dette nu skulle foregå under hensyn til vandløbets økologiske forhold.

Natur som klangbund

Landbruget havde sit arealmæssige toppunkt i slutningen af 1930’erne, hvor omkring 200.000 bedrifter tilsammen dækkede mere end 75 % af det danske land. 1930’ernes store krise havde ført til udstykninger af tusindvis af små statshusmandsbrug som et element i etableringen af velfærdssamfundet.

Det er dette førindustrielle landbrugslandskab – kaldet »Danmarks haver« i Thøger Larsens digt »Den danske sommer« fra 1914, som med Oluf Rings melodi blev til »Danmark nu blunder den lyse nat« (1922) – der danner bagtæppe for de sange, der hylder den danske velfærdsnatur. Et ikonisk billede er med Poul Reichhardt, der i Morten Korch- filmen Vagabonderne på Bakkegården fra 1958 synger om at være dus med himlens fugle, mens han vandrer fra gård til gård ad grusveje med 10‑15 m brede varierede grøftekanter og med skov og eng i baggrunden. Men bagtæppet dækkede over massive indgreb i tidligere svagt påvirkede naturområder, og det forvitrede hurtigt, da landbrugets mekanisering og industrialiseringen kort efter for alvor tog fat.

Natur bliver til miljø

Siden begyndelsen af 1960’erne faldt antallet af landbrugsbedrifter støt år for år, efterhånden som industrialiseringen af landbruget satte sig igennem. Landbruget har undervejs måttet afgive arealer til bl.a. skovrejsning og bebyggelse, herunder ikke mindst den parcellerede natur i de ekspanderende forstæder og sommerhusområder, hvor hver familie har fået råderet over sit eget selvkomponerede stykke natur. Det samlede landbrugsareal er derfor faldet til 61 %, men til gengæld er produktionen mangedoblet, hjulpet på vej af jordforbedring, pesticider, kunstgødning og forædling. Efterhånden som den kemiske industri ekspanderede både i og uden for landbruget i løbet af 1960’erne, blev natur til miljø og i stigende grad tolket som stof- og energistrømme, der fordrede generelle reguleringer snarere end stedbestemt fysisk planlægning. Denne tilgang prægede forvaltningen til op i 1990’erne.

Natur som biodiversitet – og som vildnis

Begrebet biodiversitet dukkede først op på den politiske dagsorden i begyndelsen af 1980’erne, og på Riokonferencen om miljø og udvikling i 1992 vedtoges Biodiversitetskonventionen, der bl.a. forpligtede alle verdens lande til at medvirke til at forhindre det stigende tab af biologisk mangfoldighed. Ved en af de senere konferencer, Conferences of Parties i 2010, vedtoges Aichi-målene, som forpligtede landene til senest i 2020 at have levet op til 20 delmål. Begge aftaler er tiltrådt af EU, som dermed har forpligtet sig til at arbejde for at standse nedgangen i biodiversitet. Biodiversiteten er dog fortsat faldende, ikke mindst i Danmark, hvor menneskelig aktivitet er så dominerende.

Delvis i forlængelse af Biodiversitetskonventionen barslede Skov- og Naturstyrelsen med et radikalt udspil i 1990’erne, hvor »naturkvalitet« blev tolket som upåvirket af menneskelig virksomhed. Udspillet blev bakket op af en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der fremhævede fire grundværdier: vildhed, oprindelighed, kontinuitet (i tid og rum) og autenticitet. Den tilstræbte natur var her mere vild og dynamisk end hovedparten af den natur, man hidtil havde arbejdet med i dansk naturforvaltning. Ønsket var at sikre områder til en natur som den, der var, før mennesket kom til. Der opstod dog samtidig et paradoks med kravene om oprindelighed og autenticitet: Hvis mennesket bevidst modellerer den ønskede vilde natur, som man antager, at den var engang, fx gennem udsætning af bæver eller heckkvæg, mister den sin autenticitet.

EU’s vandrammedirektiv fra år 2000 er beslægtet med den nævnte naturkvalitetsfortolkning. Et vandløb tildeles højeste kvalitet, hvis det fremstår, som havde det aldrig været påvirket af mennesker. Denne målsætning har den indbyggede svaghed, at den er baseret på oftest fiktive forudsætninger om, hvordan en tilstand uden mennesker ville have taget sig ud på et givet sted. I Danmark har meget få vandløb kunnet leve op til denne højeste kvalitetsstandard, da de fleste i århundreder har haft som primært formål at sørge for en effektiv afledning af vand fra markerne.

De seneste år har begrebet rewilding eller genforvildning fået stigende opmærksomhed. Oprindelig knyttedes det bl.a. til genintroduktion af rovdyr i Nordamerika. I Nordeuropa har det især været forbundet med genudsætning af store græssere og bævere til at skabe en dynamik i landskabet, som har været fraværende, fordi menneskene har domineret landskaberne.

Som det fremgår af dette afsnit om natursynet i landskabsforvaltningen, er der mange opfattelser af, hvad natur er for noget. Nogle opfatter den dyrkede skov eller afgræssede overdrev som rigtig natur, mens andre kun betragter vild natur som rigtig natur, og andre igen ser natur som det hele. I den praktiske planlægning og naturforvaltning opfattes »natur« ofte som både »naturarealer« og vilde arter. »Naturarealer« omfatter »vild natur«, her forstået som arealer, som mennesker påvirker meget lidt, samt skove og andre landområder, der ikke er opdyrkede, fx enge og overdrev. Af praktiske grunde anvendes denne brede opfattelse af »natur« i det følgende. I enkelte tilfælde anvendes begrebet endnu bredere, fx når der tales om adgang til naturen. Her skal naturen forstås som landskabet eller det åbne land.

Natursyn udfordret af vindmøllecenter

Folketinget vedtog i maj 2010 at etablere et nationalt testcenter for store vindmøller i Østerild, Thy, nordøst for Thisted. Centeret var et stort ønske fra vindmølleindustrien, der havde stigende behov for at afprøve de nyeste frontmodeller under ideelle betingelser. Testmøllerne skal producere »naturlig energi« og bidrage til udfasningen af de fossile brændsler. Det kom derfor som en overraskelse for bl.a. politikerne, hvor stor lokal modstand der var mod testcenteret. Ikke så meget pga. traditionelle nabogener med støj og skyggevirkninger – møllerne var netop søgt placeret langt fra naboer – men pga. den naturødelæggelse, man mente ville blive resultatet. Centeret skulle ligge midt i Østerild Klitplantage. Plantagen, der var tilplantet i 1880’erne med ikke-hjemmehørende nåletræer som bjergfyr og sitkagran for at begrænse flyvesandsgener, blev nu mere end 100 år senere betragtet som ægte natur, der havde fået mulighed for at udfolde sig frit med bl.a. store bestande af rådyr og krondyr.

Velfærdssamfundets landskaber i fremtiden

Velfærdssamfundets fremtidige landskaber vil på det korte og mellemlange sigt ikke betyde et væsentligt ændret Danmarkskort. Der er meget både natur- og kulturhistorisk inerti i landskaberne. Hovedarkitekturen i vore dages landskaber blev lagt under landboreformerne i årene omkring år 1800, hvor landsbyerne blev omstruktureret, og mange gårde blev udflyttet. I de følgende 150 år var landbruget den helt dominerende funktion i vore landskaber, både økonomisk og kulturelt. De sidste 50 år har landbruget imidlertid fået konkurrence fra andre funktioner, som velfærdssamfundets landskab har udviklet. Fremtidens landskaber vil for en del blive mere varierede, med et rigere plante- og dyreliv og mere tilgængelige for friluftslivet. Hvor stor en del vil bl.a. afhænge af mulighederne for at kombinere funktionerne, og derudover af, hvordan landbruget vil udvikle sig. Endelig vil der sandsynligvis også komme andre drivkræfter i spil. Vi har allerede set, hvordan covid-19-pandemien i årene 2020- 22 har påvirket interessen for natur og friluftsliv positivt, hvilket måske også vil præge de kommende års brug af og syn på landskaberne. En accelererende opvarmning og en omfattende global fødevarekrise kunne være andre ændringer, der radikalt ville ændre Danmarks natur og landskab.