Også det europæiske samarbejde er født ud af krig og konflikt. Det var efter to blodige verdenskrige, at idéen om et tættere økonomisk og politisk samarbejde blev født, da seks europæiske lande i 1951 underskrev traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Samarbejdet var forløberen for EF, det senere EU, der så dagens lys i 1957. Idéen gik i sin enkelhed ud på, at ved at styrke det økonomiske samarbejde og handelen mellem de gamle fjender, specielt Tyskland og Frankrig, kunne fremtidens krige mellem dem undgås. Det er lykkedes.
Frankrig var længe imod britisk medlemskab, og med Danmarks store eksport til Storbritannien kom det også til at stå udenfor. Men i 1973 lykkedes det for Danmark, sammen med Irland og Storbritannien, at blive medlem. Siden er 19 europæiske lande kommet til, og Storbritannien trådt ud, så medlemstallet i dag er 27 lande.
Deltagelsen i det europæiske samarbejde udgør i dag rygraden i Danmarks internationale samarbejde, og en stor del af Danmarks internationale engagement går igennem EU. Inden for handelsområdet er forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) og af bilaterale handelsaftaler stort set helt overladt til EU.
Den danske deltagelse i EU har dog været præget af kraftig bølgegang. Både danskerne og briterne opfattede ved tilslutningen EF-samarbejdet som primært et økonomisk samarbejde, og spændingerne begyndte at vise sig, i takt med at det politiske samarbejde udviklede sig. Ved en folkeafstemning i 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastrichttraktaten, der skulle udvide samarbejdet med en økonomisk og monetær union, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender og et styrket samarbejde om sociale forhold og miljø.
Det danske nej sendte en chokbølge gennem det europæiske samarbejde, men Danmark fik efterfølgende forhandlet sig til fire forbehold til traktaten – vedrørende den fælles mønt, fælles forsvarspolitik, unionsborgerskabet og det retlige samarbejde – hvorefter 56,8 % af danskerne året efter stemte ja. Forbeholdene genskabte opbakningen til EU blandt danskerne, men svækkede også Danmarks position i det europæiske samarbejde.
Danmark har dog også haft politiske succeser i det europæiske samarbejde. Mest markant, da der i 2002 under dansk formandskab blev indgået en aftale om optagelsen af de baltiske lande sammen med i alt ti syd- og østeuropæiske lande. Den historiske aftale kom på plads efter et forløb, der i høj grad blev gennemført efter de minutiøse drejebøger, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev kendt for.
Den politiske opbakning til EU hos et stort flertal i Folketinget har dog ikke kunnet overbevise et tilsvarende flertal af danskerne, og den danske EU-skepsis har været udtalt. Ironisk nok har briternes udtræden af EU d. 1. januar 2020 – og de store udfordringer, det har ført med sig – ført til en markant mere positiv holdning til EU-medlemskabet i Danmark. Det er skæbnens ironi, at det land, som var med til at få Danmark med i EU for snart 50 år siden, med sin udtræden har øget opbakningen blandt danskerne til det europæiske samarbejde.
Tilsvarende har de stigende udfordringer fra både klimaforandringer, grænseoverskridende epidemier, migration og senest krigen i Ukraine på samme tid splittet EU-landene og fået dem til at rykke tættere sammen. De mange interne kriser i EU til trods er der tydelige tegn på, at EU-samarbejdet styrkes med øgede budgetter og beføjelser i disse år, og der sendes flere danske diplomater til Bruxelles. Det vil komme til at forme fremtidens internationale engagement for Danmark.
Som det lyder i den udenrigspolitiske strategi fra regeringen, så er EU-medlemskabet Danmarks bedste mulighed for at påvirke omverdenen og dermed de rammevilkår, som har betydning for danske borgere og virksomheder. Den europæiske hjørnesten er i dag mere solid end nogensinde før.
