Husmændene i Danmark

.

Artikelstart

I 1899 vedtog Rigsdagen Lov om Tilvejebringelse af Jordlodder til Landarbejdere, den såkaldte Statshusmandslov, som gav mulighed for statslån på op til ni tiendedele af værdien af et husmandssted med omtrent 14,5 ha middelgod jord. I 1906 blev ordningen udvidet med mulighed for opkøb og udparcellering af større landejendomme, og i forbindelse med Lensafløsningsloven fra 1919 blev en hyppigt anvendt form for kompensation udlæg af arealer til statshusmandsbrug. De blev kaldt jordrentebrug, idet staten vedblev at eje jorden, som husmanden alene fik brugsret over. Lensafløsningsloven sikrede med tilbagevirkende kraft staten økonomisk kompensation for adelige grevskabers og baroniers del i statens indtægter indtil 1849 gennem fx skatteopkrævning, udskrivning og retspleje.

Fra 1899 og frem til 1940 oprettedes godt 25.000 statshusmandsbrug, hvoraf de 6.000 var jordrentebrug efter 1919-loven, og de bidrog stærkt til periodens vækst i landbrugsbedrifter. Under 1930’ernes landbrugskrise faldt udstykningsaktiviteten markant, men den steg igen hen imod 2. Verdenskrig. I begyndelsen skete de fleste udstykninger i Jylland, men flertallet af jordrentebrug fandtes i Østdanmark. Som eksempler på nogle af lensafløsningens største husmandsudstykninger kan nævnes Frijsenborgs afgivelse af 1.094 ha, Bregentveds af 901 ha og Krenkerups af 789 ha. De danske godsers samlede areal faldt i perioden 1900‑40 fra 397.000 ha til 192.000 ha, hovedsagelig som følge af lensafløsningen og salget af fæstejord.

De mange små nye landbrugsbedrifter bidrog til landbrugserhvervets intensiverede landskabsanvendelse med nyopdyrkning og fragmentering af markstørrelsen. Landbrug i lille skala er alt andet lige mere intensivt, fordi det som regel har en relativt større arbejdskraft til rådighed. Eftersom udstykningernes huse ofte blev bygget efter den samme grundplan, og deres lodder var præcis lige store, tilførte de endvidere det åbne land en sjælden ensartethed.

I de gamle landsbyer, hvis bygningsrækker var blevet sært opbrudte ved udflytningen, gav befolkningstilvæksten sig også til kende i form af husbyggeri. Forladte gårdtomter og gamle tofter blev udstykket og bebygget. Ikke sjældent kom de tidligere så dominerende gårde i mindretal i forhold til husbebyggelsen. Andre steder blev nogle få spredte gårde liggende alene tilbage som en ruin af tidligere tiders fællesskabslandsby.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om kulturlandskaber