Landbrugets udvikling i Danmark

De mangeartede teknologiske fornyelser og den øgede arbejdsintensitet medførte en række betydelige forandringer af det åbne land. De udsprang alle af det samfundsbærende landbrugserhvervs – og den enkelte landmands – ønske om at gøre landskabet nyttigt, dvs. produktivt. Den lange periode fra landboreformernes gennemførelse og indtil 1900-tallets sidste årtier var præget af en målrettet optimeringsproces, som fik store konsekvenser for landskabets biologiske funktion. Den indebar dels i begyndelsen en udvidelse af landbrugsarealet, dels en effektivisering af dette voksende areals udnyttelse. Begge processer fik afgørende betydning for landbrugslandskabets naturindhold.

Marginale landskabstyper, som havde haft stor betydning i det traditionelle landbosamfund, mistede deres oprindelige funktion og blev konverteret til agerland. Det gjaldt fx de moser og enge, der omkring år 1800 udgjorde ca. 25 % af det samlede areal, og som i dag er reduceret til 4,5 %. De mistede deres landbrugsmæssige betydning omkring 1920, da både foder og brændsel var blevet handelsvarer. I 1919 fandtes der på landsplan 668 højmoser, nu er der ca. 20 tilbage. På mange tidligere overdrevsarealer ophørte græsningen, de blev taget under plov og inddraget i omdriften, og gødskning og dyrkning forandrede grundlæggende deres biologi. Andre blev benyttet til råstofgravning eller bebyggelse, ikke mindst sommerhuse.

Fra de landbrugstekniske reformers begyndelse i 1700-tallet havde kampen mod »det skadelige vand« høj prioritet. Det gamle landskab var generelt særdeles vådt, og der var oplagte landbrugsmæssige gevinster at høste ved at dræne, afvande og indvinde nyt landbrugsland. På den eksisterende markjord blev den traditionelle dræning ved hjælp af pløjning i højryggede agre tidligt i 1800-tallet erstattet af egentlige drængrøfter. På tunge, vandlidende jorder kunne grøfternes skakbrætmønster være temmelig tæt, og de optog en betydelig andel af markarealet.

Det frigav derfor et ikke ubetydeligt landbrugsareal, da det ved midten af århundredet blev teknisk muligt at erstatte de åbne grøfter med delvis gennemtrængelige brændte teglrør. For så kunne man også benytte jorden over drænet som såbed. Der var og er selvfølgelig store regionale forskelle på behovet for, og den deraf følgende gennemførelse af, dræning, som først og fremmest hænger sammen med jordens partikelstørrelse. Sandjord er naturligt veldrænet, mens lerjord oftere forbliver våd efter nedbør. I 1907 var 26 % af Danmarks samlede landbrugsareal drænet. I dag er denne andel fordoblet til 52 %, som altså holdes funktionsdygtig ved hjælp af en omfattende, usynlig infrastruktur. Hertil kommer by-, industri- og vejarealer, det asfalterede Danmark, hvorfra vandet også bortledes.

Det kan have været en mulig sideeffekt af den tiltagende tørlægning af det åbne land, at forekomsten af den dødelige sygdom malaria (koldfeber) aftog markant gennem 1800-tallet. Især havde malariamyggen, som bærer den parasit, der hos mennesker fremkalder sygdommen, gode livsbetingelser på Lolland-Falsters fede, udrænede lerjorde, og endnu i 1860’erne kunne der årligt være over 30.000 hjemlige tilfælde. Ved århundredskiftet var den stort set udryddet, hvilket netop blev forklaret med den mere effektive dræning. Noget tyder dog på, at en nok så væsentlig årsag var, at myggen udskiftede mennesket med kvæg som sin foretrukne fødekilde.

Vandet fra drænrør og -grøfter blev ledt ud i naturlige vandløb, men skulle dræningsfunktionen være effektiv, anså man det for påkrævet også at optimere deres vandtransport. Opmudring, grødeskæring eller fjernelse af det naturlige åløbs slyngninger var derfor udbredt. Vandløbsregulering kaldte man det, og den blev med tiden ganske omfattende. Langt det meste af den samlede vandløbslængde på ca. 64.000 km er reguleret i større eller mindre grad. Den største og sidste større vandløbsregulering var, da Skjern Ås landskabeligt uhyre komplekse delta i første halvdel af 1960’erne blev erstattet af to parallelle kanaler mod Ringkøbing Fjord.

En anden og mere omfattende form for afvanding fandt sted, hvor søer og fjorde blev tørlagt og omdannet til landbrugsjord ved anvendelse af diger, grøfter og pumper. Denne form for landindvinding havde sin storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet, da 65 % af inddæmningen af i alt 45.000 ha fra havet og tørlægningen af 17.000 ha fra søer fandt sted. Som eksempel på større tørlægninger af søer kan nævnes de jyske Kolindsund (i 1870’erne) og Filsø (i 1940’erne).

Digning og grøftning var en fast ingrediens i den menneskestøttede marskdannelse, som siden middelalderen havde fundet sted i Vadehavsområdet. Den største moderne inddæmning fra havet var Lammefjord i Odsherred, hvor der i perioden 1873‑1943 tørlagdes et areal på 56 km². Af andre kan nævnes Rødby Fjord, Bøtø Nor, Vestamager og en række større områder i Limfjorden. I forbindelse med mange byers havneområder er der gennem 1900-tallet desuden løbende sket opfyldning, som har resulteret i betydelige nye landarealer. Endnu i 1960’erne, da der tegnede sig en fremtidig kamp om jorden mellem landbrug, beboelse, byerhverv og infrastruktur, fremlagde planlæggere idéer om fortsat landindvinding, som i dag kan synes radikale. De indbefattede blandt andet Det Sydfynske Øhav, Smålandsfarvandet og et stort areal i Kattegat.

Men vand er ikke kun noget, man skal skaffe af vejen. Det er også en forudsætning for enhver landbrugsproduktion. Der skal bare hverken være for lidt eller for meget, og det skal komme på rette tid. Landbrugslandskabets optimering bestod derfor ikke kun af afvanding men også af vanding. I første omgang gjaldt indsatsen vidtstrakte engdrag langs de store jyske åer. Individuelle landmænd gravede netværk af grøfter, som ledte vand fra åen op bag engen, hvorfra det så langsomt kunne sive tilbage til åløbet. Tanken var, at græs og urter på denne måde ikke blot blev vandet, men at dette tillige tilførte arealet næring og varme.

Som et væsentligt supplement til de individuelle engvandingsanlæg iværksatte Hedeselskabet fra 1860’erne og frem anlæg af et antal store kollektive anlæg ved bl.a. Skjern Å. Her blev vand over lange strækninger ledt bort fra åen gennem et sindrigt system af kanaler, hvorefter det blev fordelt mellem de enkelte lodsejere ved hjælp af åbninger i kanalerne, såkaldte tude. Havde man megen engjord, var tuden bred, havde man mindre, var den smal. En moderne industrialisering af engbruget, om man vil. Et andet eksempel på industrialiseret landskabsanvendelse var den udbredelse af dambrug langs især jyske vandløb, der fandt sted i de sidste årtier af 1800-tallet. Der var tale om en videreudvikling af de karpedamme, som mange herregårde blev udstyret med i 1500-tallet. Nu var de bygget op som rækker af betonbassiner forbundet med rør til at lede vand fra og tilbage til det nærliggende vandløb.

Alene i 1966 eksporterede danske dambrug således mere end 10.000 tons ørreder til hele verden. Men med øget offentlig miljøbevidsthed blev det efterhånden klart, at de stod for en ganske betydelig forurening ved udledning af foder- og medicinrester til vandmiljøet. I 2017 var der med skærpede miljøkrav 160 ferskvandsdambrug tilbage i Danmark, men de overhales med hensyn til produktion og indtjening af 19 havbrug.

Den indre kolonisering, som landindvindingen var udtryk for, gjorde sig også gældende ved den langstrakte opdyrkning af den jyske hede, dvs. omlægning af hedens græsningsarealer og deres foder- og materialeproduktion til noget andet og mere produktivt. Fra 1720’erne gjorde den danske stat flere forgæves forsøg på at få lokale eller indvandrede bønder til at gøre små hedearealer til landbrugsjord, men det var først i 1800-tallet, at den generelle befolkningsfremgang og den deraf følgende udstykningsbevægelse for alvor satte gang i hedeopdyrkningen. Tusindvis af nye landbrugsbedrifter blev frem mod midten af 1900-tallet anlagt og drevet i en livslang kamp mod et ugunstigt miljø. For i modsætning til de gamle, traditionelle hedelandbrug, som typisk lå strategisk placeret på overgangen mellem heden og ådalens engdrag, måtte egnens nybyggere lade sig nøje med den bare hedejord.

Også ved at dyrke skov kunne man optimere hedearealernes biomasseproduktion, og det var præcis et sådant projekt, som staten i 1780’erne satte sig i spidsen for. I 1788 anlagdes de første dele af Stendal Plantage, og efter den fulgte gennem de følgende tiår Kompedal, Ulvedal, Havredal osv. Indsatsen for hedens opdyrkning og den »normalisering« i forhold til det øvrige danske landskab, som den var udtryk for, blev kraftigt forstærket, da en række borgere med god kontakt til stærke kapitalinteresser i 1866 stiftede Det Danske Hedeselskab. Selskabet gjorde det til sit formål at »fremme Frugtbargørelsen af de jyske Heder«, og det har lige siden haft afgørende betydning som interesseorganisation, organisator og entreprenør inden for alle typer af aktiviteter forbundet med jordforbedring og sidenhen naturpleje. Skovrejsning var således fra begyndelsen et af dets væsentligste aktivitetsområder, og Hedeselskabet medvirkede i årene 1866‑1941 til anlæggelse af ca. 90.000 ha nåletræsplantager.

Der var imidlertid også en anden form for træplantning på selskabets dagsorden: læhegn. Midt- og Vestjylland var forblæst, og hvis frembringelse af frugtbare kornmarker skulle blive muligt, krævede det en forbedring af mikroklimaet. Levende hegn og »læbælter af skove« var tænkt som midler til en sådan forbedring, og ved hjælp af statstilskud og en aktiv indsats af lokale læplantningsforeninger, der ofte var dannet på Hedeselskabets foranledning, blev der omkring år 1900 årligt plantet omtrent 10 mio. hegnstræer, som fik den tilsigtede virkning. Blæstens skadevirkninger på vegetationen blev reduceret, og jordens temperatur steg. I 1929 havde Danmark i alt ca. 31.000 km læhegn, og det tidligere så åbne hedelandskab lukkede sig. Udsynet blev brudt af trærække efter trærække.

De fleste af disse tidlige læhegn bestod imidlertid af nåletræsarter som bjergfyr eller hvidgran, hvis lævirkning ikke altid var optimal. De krævede efter plantningen løbende vedligeholdelse, som ofte blev forsømt, så de gunstige virkninger ad åre fortog sig. Da Danmark i foråret 1938 blev ramt af en række kraftige østenstorme, skabte de en udstrakt jordfygning, der i sagens natur ramte de jyske sandjorder hårdest. Op imod 9.000 landbrugsbedrifter led store økonomiske tab, og læplantningsaktiviteten blev herefter forstærket.

Kystens blotlagte sandklitter var udsatte for erosion ved såvel vand som storm, og for at dæmme op for sidstnævnte blev der som tidligere nævnt allerede i 1700-tallet gjort forsøg med plantageanlæg på den nordsjællandske nordkyst. I 1867 fik staten lovhjemmel til ekspropriation af kyststrækninger med henblik på sanddæmpning, og Statens Klitvæsen blev grundlagt. Arbejdet bestod fortrinsvis i beplantning med sandhjælme og marehalm efterfulgt af plantager med nåletræer. I 1965 udgjorde disse klitplantager knap 48.000 ha eller omkring 10 % af det samlede danske skovareal.

Ved slutningen af 1800-tallet begyndte de øde kyststrækninger, hvor tidligere kun fiskere og omstrejfende husdyr havde haft deres gang, at tiltrække nye befolkningsgrupper. Badehoteller og sommerhuse skød op, i takt med at badning og udendørsliv blev mondænt. Samtidig bredte bjergfyr sig fra kystens plantager ud på de gamle strandoverdrev, og fra de stadig flere sommerhushaver fulgte rynket rose og andre eksotiske arter efter. Begge arter anses i dag for invasive og bekæmpes målrettet.

Kalkholdig jord, mergel, som anvendtes til jordforbedring, blev indvundet i store mængder i det danske landskab. Sand, grus og ler til konstruktionsformål blev gravet lokalt overalt i landet. På og omkring øen Fur i Limfjorden fandtes moler, som, når det brændes, bliver porøst og varmeisolerende. Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor grundfjeldet stikker frem gennem de sedimentære lag. Bornholmsk granit og sandsten har derfor længe været anvendt lokalt, og først i 1900-tallet begyndte en større, industriel udnyttelse.

I Midtjylland var der store forekomster af brunkul, som især fandt anvendelse i forbindelse med de to verdenskriges vigende import af stenkul og olie. Omkring Søby Brunkulslejer opstod et sandt nybyggersamfund af tilrejsende landarbejderfamilier, og brunkul dækkede under Besættelsen ca. 9 % af landets samlede energiforbrug. Søbylejerne lukkede først i 1970.

Nogle råstoffer knyttede sig til særlige geologiske formationer og var derfor begrænset til bestemte områder eller lokaliteter. Andre, fx mergel, fandtes stort set alle steder. Det gjaldt også mosetørv, der kunne have adskillige anvendelser. Hvis det i det traditionelle landbrug kneb med husdyrgødning, var det ikke usædvanligt at strække den ved at iblande tørv. I vore dage bruges importeret tørv i form af sphagnummos primært som strøelse i haver. Men historisk var den helt dominerende anvendelse som energikilde.

Lokalt har mosetørv i skovløse egne været anvendt som brændsel gennem århundreder. Men i første halvdel af 1900-tallet fik brugen stadig mere industriel stordriftskarakter. Først skar man med særlige tørvespader traditionelle firkantede tørv. Men jo længere ned i mosen man kom, desto vådere blev tørvene, og til sidst kunne de ikke længere skæres. I stedet blev tørvesmuld blandet med vand, æltet, hældt i forme og tørret. Brugen af sådanne æltetørv og tørvebriketter blev især udbredt under 2. Verdenskrig. Da blev der herhjemme produceret 5‑6 mio. tons tørv om året, hvilket dækkede ca. en tredjedel af landets samlede energiforbrug.

Fælles for de forskellige former for råstofindvinding var, at de efterlod et arret landskab. Vandfyldte mosehuller og mergelgrave, afskrællede bakkeskrænter og med tiden stadig større huller i terrænet. Men også disse menneskeskabte huller fik hurtigt en funktion i en tid, da selvforsyningsgraden på landet var høj, og de daglige affaldsmængder begrænsede. Alt organisk affald havnede naturligvis på møddingen, og der var kun i ny og næ behov for at skaffe sig af med fx emballage og udtjente ejendele. Til det formål egnede markens efterladte tørve- og mergelgrave sig imidlertid glimrende, og ud over med sit mørke, dragende vand at jage både børn og forældre en skræk i livet blev mange derfor med tiden fyldt op med plastik, gamle køleskabe og andet affald.

I takt med at befolkningen voksede, og landsbyerne og stationsbyerne blev større, var der imidlertid en stadig større del af befolkningen, som ikke havde egne møddinger. Til dem måtte de lokale sogneråd og kommunalbestyrelser finde løsninger, og udtjente grus- og mergelgrave var nærliggende valg. Egentlig offentlig regulering af affaldshåndteringen indførtes først med Miljøbeskyttelsesloven i 1974, og derfor endte medicinsk affald, olierester og andre mulige miljøbelastninger uhindret på mange små og store lossepladser. Det er en væsentlig årsag til, at Danmark i dag har ca. 15.000 lokaliteter med mulig jordforurening.

I årene efter 2. Verdenskrig accelererede den optimering af landbrugslandskabet, som havde været i gang siden 1800-tallet. Det samme gjorde reduktionen af fx yderligt beliggende markhjørner, som fik lov til at springe i skov eller hede, eller tilgroede mergelgrave, og begge udviklingstræk blev forstærket af landbrugserhvervets overordnede strukturudvikling i retning af færre, større og mere specialiserede bedrifter, som især blev fremmet af stigende international konkurrence. Tilbage stod dobbelt fragmenterede landskaber, hvor der typisk var stor geografisk afstand mellem stadig mindre biotoper, der ikke længere havde nogen funktion som del af et sammenhængende landbrugsøkologisk system.

Udviklingen blev drevet frem af en kombination af markedskræfter, teknologisk udvikling og politisk regulering. I årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig var nationale markeder stadig forholdsvis beskyttede af toldmure og importrestriktioner, men i takt med frihandelens udbredelse blev det danske landbrugserhverv og dermed de landskaber, som udgjorde en væsentlig del af dets produktionsapparat, i stigende grad del af et globalt marked. Internationale konjunkturer og modeluner kom til at styre efterspørgslen, og store summer blev gennem årene investeret i specialisering og effektivisering af produktionen. Havde landbrugserhvervet tidligere været den dominerende livsform på landet, blev det nu et benhårdt, kapitalintensivt udskillelsesløb, hvor kun de dygtigste overlevede. Fra lidt under 200.000 bedrifter i 1950 faldt antallet til under 34.000 i 2019.

Dansk landbrugs vigtigste kort i det globale spil om forbrugerne var viden og kunnen, biologisk indsigt erhvervet fra traditioner, snak med naboen og en stadig mere specialiseret uddannelse omsat til teknologiske løsninger. Først og fremmest voksede maskinparken, tidligt i efterkrigstiden især takket være Marshallhjælpens adgang til udenlandsk valuta. Efter traktoren fulgte flere og større maskiner, længe med lokale maskinstationer som entreprenører, men efterhånden stadig oftere på hver bedrift for sig. Hvor husdyr endnu i 1900-tallets første årtier havde stået for det hårdeste arbejde, blev erhvervet nu – som resten af samfundet – fuldkommen afhængigt af importeret fossil energi, ikke kun i forbindelse med markarbejde og stalddrift, men også indirekte ved de store mængder af energi, som indgår i fremstilling af kunstgødning. Det er beregnet, at der alt taget i betragtning i 1950 gennemsnitligt indgik energi svarende til 5,2 gigajoule pr. ha i landbrugsproduktionen, og at dette tal 40 år senere var steget til 21,1.

Den teknologiske optimering var ikke kun baseret på mekanik, men også på kemi. Sammen med traktoren brød udviklingen i 1920’erne af metoder til syntetisk fremstilling af kvælstofgødning de hidtil uløselige bånd mellem plante- og husdyrproduktion og banede derved vejen for en vidtgående specialisering. Det lokale landskab havde ikke længere den førhen totalt dominerende indflydelse på landmandens produktvalg, men de grundlæggende jordbundsforhold slog stadig omkring midten af 1900-tallet stærkt igennem. I Vestjylland var kornavlen domineret af rug, og udbytterne var beskedne. Sønderjylland udmærkede sig ved store græsarealer til kødkvæg og en stor kartoffelavl. Malkekvægavl var mest fremtrædende omkring Limfjorden, og i Østdanmark var udbytterne af hvede og byg størst.

Det var ikke mindst kunstgødningen, som gjorde den tiltagende strukturelle ensartethed mulig. I dele af landet, fx nær byer, havde landbruget altid brugt supplementer til husdyrgødning. Allerede fra 1860’erne fandt kaliumgødning anvendelse på især større landbrug, og kort efter kom importeret kvælstofgødning i form af guano eller såkaldt chilesalpeter til. Det blev fra 1930’erne erstattet af syntetisk kalksalpeter, og fra midten af 1960’erne tog blandingsgødning med kvælstof, fosfor og kalium (NPK) over. En anden vigtig kemisk produktionsfaktor var de med tiden mange syntetiske ukrudts-, svampe- og insektbekæmpelsesmidler, såkaldte planteværn. De vandt især frem efter 2. Verdenskrig. Gennem naturlige fødekæder bredte mange af disse kemikalier sig til store dele af landskabets og vandmiljøets dyreliv.

Ved siden af den kemiske produktionsoptimering fortsatte det biologiske udviklingsarbejde, som ved anvendelse af øget genetisk viden siden 1800-tallet havde bidraget til at frembringe nye højtydende plante- og dyresorter. Selektiv avl var imidlertid en langsommelig affære, og som bekendt hænger tid og penge uløseligt sammen. Landbrugsforskere overalt i efterkrigstidens moderne verden søgte derfor at udvikle hurtigere metoder til genetisk optimering. Først blev der bl.a. på Atomenergikommissionens Forsøgsanlæg Risø i 1950’erne gjort forsøg på ved hjælp af radioaktiv bestråling af landbrugsafgrøder at fremkalde hensigtsmæssige mutationer i disse. Men med voksende molekylærbiologisk indsigt i arvemassens biokemi kom det store gennembrud på området først for alvor, da man i 1980’erne blev i stand til at udskifte enkelte gener. Siden 1990’erne har gensplejsede såkaldte GMO-afgrøder (GMO er en forkortelse for genmodificeret organisme) således internationalt fået afgørende betydning, men herhjemme foregår der endnu ikke kommerciel dyrkning af sådanne afgrøder, fordi området inden for hele EU er stærkt reguleret. Til gengæld er en betydelig del af de foderstoffer, som importeres til dansk husdyrproduktion, genetisk modificerede.

GMO-området er et godt eksempel på, at ikke blot markedskræfter og teknologiudvikling, men også politisk styring har været afgørende for landbrugets strukturudvikling. Efter Danmarks indtræden i EF/EU i 1973 blev styringen del af en fælles europæisk landbrugspolitik, som i de første mange år af medlemskabet især gik ud på at tilpasse produktionen til efterspørgslen gennem fx opkøb og braklægning. Den offentlige regulering helt ned på enkeltdyrs- og markfeltsniveau blev modsvaret af økonomiske tilskud. Gennem de første 20 års medlemskab af EF modtog danske landmænd således årligt i gennemsnit ca. 6.000 kr. pr. ha i tilskud.

Den kraftige reduktion i antallet af landbrugsbedrifter blev selvsagt modsvaret af et tilsvarende fald i antallet af landmænd. I 1950 havde 397.000 personer eller 24 % af den samlede arbejdsstyrke heltidsbeskæftigelse i landbruget, i 2018 var tallet 38.500 eller ca. 2 %. Efterkrigstiden oplevede en forstærket vandring fra land til by. I 1950 boede 53 % af Danmarks befolkning uden for de større byer, i 2015 var andelen faldet til 45 %.

Den kulturelle urbanisering, som man kunne forvente efter denne markante geografiske omlægning, fulgte imidlertid kun langsomt efter. Vi er alle livet igennem præget af vor barndoms landskaber, så først da nye generationer voksede op uden erindring om den tabte landbokultur, blev synet på landbrugserhvervet og dets forvaltning af vores fælles landskaber afgørende forandret. I den offentlige debat skete det så pludseligt og med en sådan kraft, at man næsten kan sætte dato på skiftet: den 19. oktober 1986. Den aften, da Danmarks Naturfredningsforenings direktør David Rehling blev givet lejlighed til uimodsagt at fremlægge foreningens plan for havmiljøet i monopolkanalen DR’s TV-Avisen. Baggrunden var døde hummere og fisk i Kattegat som følge af landbrugets forurening. Hidtil havde dansk landbrug været nærmest usårligt for kritik fra offentligheden. Nu var det anderledes. Det var blevet til blot ét erhverv blandt mange.

Fra 1950 til 1980 forblev det samlede danske høstudbytte stort set uforandret, mens forbruget af gødning næsten blev fordoblet. En væsentlig bidragyder til denne udvikling var den voksende specialiserede svineproduktion, som, selv om den fandt sted på hermetisk lukkede svinestalde, indirekte fik afgørende indflydelse på det danske landskab. Et betydeligt overskud af næringsstoffer blev i form af gylle eller kunstgødning år efter år ledt ud i det åbne land, hvorfra de dels havde afløb til vandmiljøet, dels gennem fordampning blev spredt til næringsfattige biotoper som fx heder og overdrev, hvor planternes indbyrdes konkurrence derfor blev forskudt til ugunst for mange sjældne arter. I første omgang var det dog især tilførslen af nitrat til vandmiljøet, der vakte opsigt ved tilbagevendende algeopblomstring og iltsvind.

Som reaktion på overforbruget af næringsstoffer og ikke mindst den offentlige debat, som den fremkaldte, indførte danske politikere i 1987 den første af en række vandmiljøplaner. Den påbød bl.a. landmænd at opføre tætte møddinger og lukkede gylletanke, og den skabte et detaljeret regelsæt for mængde, tidspunkter og former for gyllens spredning på markerne. Det kom til at påvirke landbrugslandskabet gennemgribende, om end endnu ikke i tilstrækkelig grad i form af reducerede kvælstofudledninger. Men kravet om vinterafgrøder gav i forening med klimaforandringer vinterlandskabet et helt andet udtryk. Grønne marker, så langt øjet rækker, og et markant ændret dyreliv: store flokke af græssende rådyr, krondyr, gæs og andet vildt. Og med hjortevildtbestandens voldsomme vækst fulgte en markant fremgang for bl.a. de snyltere, som hjemsøger sådanne større pattedyr, herunder ikke mindst skovflåter, som er potentielle bærere af sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Når man griber ind ét sted i et økosystem, får det ofte uforudsigelige konsekvenser.

Landbrugserhvervets strukturelle forandringer fik med andre ord mange og dybtgående konsekvenser for det åbne land. I takt med udbygningen af byområder og infrastruktur gik landbrugsarealet tilbage. Statistisk toppede det i 1938, men det skyldtes alene en voldsom opdyrkningsindsats i Sønderjylland efter 1920. I resten af landet var tilbagegangen sat ind allerede ved århundredskiftet, og i Københavns Amt blev arealet eksempelvis reduceret med 13 % i perioden 1907‑40. Efter 2. Verdenskrig slog tendensen også igennem på landsplan, og det dyrkede areal, som i 1938 udgjorde 76 % af landets samlede areal, faldt fra 74 % i 1950 til 61 % i 2018.

Til gengæld fortsatte antallet af bedrifter gennem århundredets første halvdel med at vokse. Det skete især pga. den fortsatte udstykning af statshusmandsbrug. Efter 1950 gik imidlertid også dette tilbage, og med den forholdsvis beskedne samtidige reduktion af landbrugsarealet resulterede udviklingen i langt større bedrifter end tidligere. I 1950 havde de danske landbrugsbedrifter et gennemsnitligt tilliggende på 18 ha; i 2019 var det 78. Det betyder samtidig, at den enkelte landmand forvalter et langt større areal end tidligere. Også her findes dog nogle iøjnefaldende regionale variationer. De største gennemsnitlige markstørrelser findes således i de gamle herregårdsegne på Lolland- Falster og i det østlige Sjælland.

Den gennemsnitlige udvikling i ejendomsstørrelser skjuler imidlertid i nogen grad den kendsgerning, at der socialt er sket en kolossal differentiering af de tilbageværende landmænd. Mange familier bor blot i tidligere landbrugsbygninger, hvorfra jorden enten er solgt eller bortforpagtet til naboer. Det gælder ikke mindst pensionerede landmænd. Dertil kommer et stort antal af de mindre bedrifter, der drives som deltids- eller fritidslandbrug, således at familiens hovedindtægt skaffes uden for erhvervet. Det reelle antal personer, som i kraft af deres landbrugsdrift er det åbne lands primære forvaltere, udgør derfor kun ca. 13.000 (2018).

Voksende tilliggender, jordforbedring, øget specialisering fra gård til gård og anvendelse af stadig bredere markredskaber førte til mere og mere ensartede dyrkningsflader. Det var i etableringen af et sådant rationelt produktionsapparat, at landmandens internationale konkurrence skulle vindes. Men den betød, at hidtil unyttige – og derfor mere naturlige – småarealer blev inddraget i omdriften: veje og rabatter, diger og levende hegn, vandhuller og mergelgrave samt udyrkede markhjørner, som i det gamle landbrug havde kunnet rumme en tøjret ged. Reduktionen i antallet og kvaliteten af disse såkaldte småbiotoper fik en række konsekvenser.

For det første forsvandt levesteder for en lange række plante- og dyrearter. Da forskere i 1980’erne for alvor begyndte at interessere sig for landbrugslandskabets trængte natur, viste det sig eksempelvis, at antallet af vandhuller med padder gik stærkt tilbage, og at rydningen af de krat og læhegn, som tidligere havde huset bl.a. ilder og lækat, førte til en markant tilbagegang af disse arter. Lækatten blev af samme grund totalfredet i 1982.

For det andet medførte sløjfningen af markveje, hegn og vandløb, som ikke længere var nødvendige for markdriften, en tiltagende isolation af de tilbageværende småbiotoper. De havde alle hidtil fungeret som korridorer, ad hvilke planter og dyr havde kunnet sprede sig mellem de få fristeder i periferien af den altdominerende landbrugsjord. Når forbindelseslinjerne på denne måde blev afbrudt, blev små populationer afsondret fra hinanden og derved sårbare. Det gjaldt fx overdrevsarter, som har fundet et refugium på fredede gravhøje. På længere sigt skete der en genetisk forarmelse, som yderligere truede med lokal uddøen.

Samtidig førte markdriftens intensivering og en generel forøgelse af behandlingshyppigheden sammen med pesticidforbruget til en afgørende forværring af agerlandets naturkvalitet. Den målrettede bekæmpelse af insekter bidrog kraftigt til tilbagegangen af agerlandets fugle. Endnu i 1940 lå årligt ca. 15 % af landbrugsarealet brak, i begyndelsen af 1960’erne var andelen nede på ca. 1 %. Selv om en stor del af braklægningen tilstræbte at holde marken fri for planter gennem hele vinteren og således ikke efterlod megen plads til dyr og planter, bidrog den reducerede anvendelse af braklægning til, at toårige vilde urter ikke fik mange chancer for overlevelse. Samtidig var det længe tilladt landmanden at brænde halm og stubbe på markerne, hvilket hvert efterår resulterede i sorte røgskyer og afsvedne markflader. Halmafbrænding på marken blev forbudt i 1991, hvorefter den halm, som ikke kunne bruges i husdyravlen, enten skulle pløjes ned eller bruges som biobrændsel i gårdens eget halmfyr eller i det net af lokale kraft-varmeværker, der blev opbygget som svar på 1970’ernes energikriser.

I takt med også husdyrbrugets specialisering og produktionsmetodernes optimering blev det i stigende grad koblet fra det lokale landskab. Staldfodring med importerede foderkager var langt mere rationelt end dyr på græs, hvilket først og fremmest medvirkede til de vedvarende græsarealers markante tilbagegang. Samtidig har husdyrenes generelle forsvinden fra det åbne land ført til en væsentlig nedgang i den spredning af vildtvoksende planters frø, som knytter sig til dyrenes vandringer, og dermed forstærket den ovenfor omtalte isolation. Og måske fik bruddet med landmandens årtusindgamle afhængighed af hesten som nærmeste arbejdsfælle umærkeligt betydning på erhvervets syn på dyr og deres velfærd.

Det første afgørende statslige indgreb mod tabet af natur i det åbne land kom med Naturbeskyttelsesloven i 1992. I modsætning til den hidtil gældende Naturfredningslov fra 1917, der med flere senere revisioner åbnede mulighed for fredning af bestemte, velafgrænsede arealer mod erstatning til lodsejeren, gav loven nemlig hjemmel til generel regulering af landskabsanvendelsen uden økonomisk kompensation. De landskabstyper, som i henhold til lovens § 3 blev beskyttet, var netop naturlige søer, heder, moser, strandenge og -sumpe, ferske enge og overdrev, hvortil kom sten- og jorddiger. Under lovens vej gennem Folketinget skyndte en del lodsejere sig at skaffe sig af med bl.a. besværlige diger, inden det blev for sent.

Parallelt med den indførelse af erstatningsfri, generel regulering, som skete i perioden 1972‑92, iværksattes en række andre initiativer til at modvirke de dominerende tendenser i det åbne lands udvikling. Ingen af dem fik dog nogen mærkbar virkning for landjordens naturindhold, hvorimod der skete en forbedring af vandløb, søer og kystnære farvande. Med Vandmiljøplanen fra 1987 indførtes vintergrønne marker, ved revisionen i 1998 blev dette virkemiddel suppleret med retablering af vådområder. Siden 1992 har EF/EU desuden givet støtte til bl.a. permanente græsarealer under EU’s landdistriktsprogram. Endelig skal det nævnes, at EF’s udviklingsfond fra Danmarks medlemskab i 1973 og frem til århundredskiftet gav årlige tilskud til plantning af læhegn. Mange gamle enkeltrækkede hegn var dårligt vedligeholdte, andre var fjernet, men især på sandede jorder var beskyttelse mod vinderosion stadig nødvendig. De nye hegn bestod af tre til seks planterækker af blandede hjemmehørende løvtræer og buske, og de kom hurtigt sammen med vandløbenes dyrkningsfri zoner til at fungere som velkomne erstatninger for de mange tabte spredningskorridorer.

Indvinding af råstoffer fra det åbne land i form af fx grus-, ler- og mergelgrave var ureguleret indtil Råstofloven af 1972. Lodsejere skulle herefter søge myndighedernes tilladelse til indvinding, og sådanne tilladelser blev fem år senere gjort tidsbegrænsede. Tillige kom de som hovedregel til at pålægge ansøgeren efter indvindingens ophør at retablere råstofgraven, så den kunne overgå til anden brug. Mange gamle råstofgrave blev derfor med tiden til forskellige former for fritidslandskaber. En af de mest omfattende af sådanne retableringer er Hedeland sydøst for Roskilde.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Kulturlandskabets historie i Danmark
• Ejendomsretten og kulturlandskabet i Danmark
• Landboreformerne i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Læs også om

• Økonomi og erhverv i Danmark
• Økonomisk udvikling i Danmark
• Erhvervsudviklingen i Danmark
• Økonomiske udfordringer i Danmark

Se alle artikler om erhverv og arbejdsmarked