Størstedelen af den nutidige danske svineproduktion finder sted i store, specialiserede besætninger. Cirka en tredjedel af alle danske slagtesvin kommer således fra en besætning med en årlig produktion på mere end 10.000 dyr. Et stadig mere integreret verdensmarked har gjort det muligt at skille foderproduktionen geografisk fra husdyrproduktionen, og dansk svineavl er derfor blevet knyttet tæt til landskaber i fjerne lande. Danmark importerer således årligt mere end 2 mio. tons foderkager fremstillet af restprodukter fra presning af olieholdige frø som soja til husdyrfoder, og det sætter sig ofte spor i producentlandene. Eksempelvis lagde importen af sojaskrå til foder i 2013 beslag på et areal svarende til samtlige danske skove. Eftersom 80 % af importen kom fra Sydamerika, er der risiko for, at produktionen er sket på grundlag af rydning af biologisk værdifulde regnskovsarealer.
Selv om svineavl nu finder sted i skærmede produktionsanlæg uden særlig forankring i det lokale landskab, er dens påvirkning af også dette landskab større end nogensinde. Kvælstofholdig gylle, en blanding af svinenes urin og afføring, er flydende og egner sig derfor godt til maskinel udbringning på det moderne landbrugs marker. Men med sit store svinehold har Danmark i forhold til sit areal en meget stor gylleproduktion. I 1980’erne, da bestanden nåede 10 mio. svin, ledte iltsvindsproblemer og algeophobning i de indre farvande opmærksomheden i retning af landbrugets gødskningspraksis. Det viste sig, at en betydelig andel af gyllen via overflade- og grundvand nåede vandløbene, hvorfra den løb ud i havet. Den gødede så at sige havets alger i stedet for markens afgrøder.
Strengt taget burde det ikke komme som nogen overraskelse, for det samlede danske gødningsforbrug var siden 1950’erne steget betydelig mere end høstudbyttet. Man fik altså tydeligvis ikke rigtig noget ud af den intensiverede gødskning. Ikke desto mindre bar offentlighedens reaktion på landbrugets forurening af vandmiljøet i 1986 præg af overraskelse og forargelse. Landbrugets organisationer fralagde sig i begyndelsen ethvert ansvar, men i modsætning til tidligere var den danske befolkning ikke længere instinktivt på landbrugets side. For flertallet af danskerne var det mere end en generation siden, at familien havde forladt landbrugserhvervet. Nu var en bykultur, der betragtede miljøproblemer med tiltagende bekymring, blevet toneangivende, og politikerne havde intet andet valg end at gennemføre den første af en række vandmiljøplaner, som også regulerede byernes og industriens håndtering af spildevand, og med langt større udbytte.
Planen indførte bl.a. begrænsninger i antallet af svin i forhold til markarealet, regler om håndtering af gyllen under opbevaring og udbringning, og den krævede, at mindst 65 % af den enkelte bedrifts markareal skulle være dækket af afgrøder. Gylle fortsatte imidlertid med at udgøre et miljøproblem – og det ikke kun for vandmiljøet. For svinenes urin omdannes hurtigt til ammoniak, der som dampe bringes med vinden til markernes naboarealer. Det betyder, at næringsfattige og beskyttelseskrævende landskabstyper såsom fattigkær og heder på et år bliver gødet med helt op omkring 20 kg kvælstof pr. ha, uden at nogen vil det eller kan forhindre det. Halvdelen af dette anslås at komme fra afbrænding af fossile brændsler, og halvdelen fra landbrugets ammoniakfordampning. Så selv om den danske svineproduktion finder sted for lukkede døre, påvirker den både det nære og det fjerne landskab.
