I 1966 inviterede byrådet i Holstebro Odin Teatret under ledelse af Eugenio Barba til at være fast teater i byen. Samme år åbnede Holstebro-Hallen, fra 1990 Musikteatret Holstebro. Odin Teatrets tilstedeværelse i byen og Musikteatret Holstebros mange faciliteter har været afgørende for byens rige teaterliv. I årene 1997‑2009 var Peter Schaufuss Balletten hjemmehørende her, afløst af Black Box Theatre, og i 1996 etablerede Det Kongelige Teater en filial af sin balletskole i Holstebro.

Musikdramatisk Teater blev engageret som egnsteater i 2004 og skiftede i 2009 navn til Operaen i Midten. Her produceres mindst to forestillinger om året, samtidig med at børn og unge involveres i musikdramatik gennem børnefestivalen Grow Up! og undervisning på Musikdramatisk Talentskole og i Kulturspirerne, der henvender sig til daginstitutioner. Siden 2010 har kunstnerisk begavede unge desuden kunnet søge optagelse på Dansk Talentakademi.

Odin Teatret har i regi af Nordisk Teaterlaboratorium lagt hus til og støttet en række selvstændige aktiviteter og projekter. Det gælder bl.a. det internationale Altamira Studio Teater og DOO – Divano Occidentale Orientale, som fra 2016 har udviklet projektet Kunstpartiet / Art Party, som hører hjemme i en af Holstebros mindste bygninger, Bomhuset.

Kommunen råder desuden over to friluftsteatre, den overdækkede friluftsscene fra 2011 i Sir Lyngbjerge med plads til 500 og det store friluftsteater i Holstebro Lystanlæg.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Holstebro Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film