Ejerlav: Lambjerg, bd. I, bl. 32, art. 34. Tuegrav, 0,5 x 9 x 12 m. - Randen afskåret i NØ af ageren. Det øvrige træ- bevokset i skov. NMI: Indgår i gruppe på 5 småhøje (tuegrave), sb. 90 - 94 (4312-104a-e).
Stenbyggede grave kendes fra alle oldtidens perioder, hvor de første blev opført, umiddelbart efter at indbyggerne gik fra at være jægere og samlere til at opdyrke jorden og holde husdyr. Navnlig de ældste stenbyggede grave, stendysserne og jættestuerne, fra yngre stenalder (ca. 4000-1700 f.v.t.) er karakteristiske i landskabet på grund af anvendelsen af tonstunge sten i konstruktionen, men stengravene findes i mange forskellige typer og variationer. Stenbyggede grave var også et udbredt fænomen i bronzealderen og jernalderen (ca. 1700 f.v.t.-1050 e.v.t.). Læs videre her.
Tuegrave er brandgrave dækket af en lav jordhøjning og forbindes ofte med de store gravpladser fra førromersk jernalder (ca. 500-1. f.v.t.), hvor gravskikken var særlig udbredt. Midt i tuegraven var den døde gravlagt efter at være blevet brændt på ligbålet, og omkring den nedsatte urne var en lav gravhøj rejst. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
