Vindeby har en befolkning på 2.319 og et areal på 1,3 km2. Byen ligger ved Tåsinges nordspids, adskilt fra Svendborg af det 500 m brede Svendborg Sund. Svendborgsundbroen, der i 1966 afløste den gamle færgeforbindelse, har en gennemsejlingshøjde på 33 m og passerer hen over Vindebys parcelhuskvarterer. Disse nyder godt af udsigten fra den nordvendte skråning.
Vindeby
Det centrale Vindeby, 2020. Kortet viser Sundbrovej, der forbinder Tåsinge med Fyn og adskiller Vindebys østlige og vestlige dele. Omkring det store vejkryds samler sig de fleste af byens servicefunktioner, bl.a. børneinstitutioner, ældrepleje og supermarked. Tåsingeskolen er kommunens største folkeskole.