Mellem 1873 og 1930 fandt der en systematisk registrering sted af gravhøje, oldtidsfund, bopladser, middelalderborge, landsbykirker m.m. i hele Danmark. Ansatte fra Nationalmuseet, som regel en antikvar i selskab med en tegner, rejste fra sogn til sogn og gjorde optegnelser om fortidsminderne, der dels blev beskrevet, dels afsat som punkt på et kort. De mest iøjnefaldende af dem, fortrinsvis dysserne og jættestuerne, blev samtidig tegnet. I nogle tilfælde blev også lokale folk med særlig interesse for historie og arkæologi tilknyttet projektet og forestod registreringen i deres hjemegn. Udtrykkene "herredsrejse" og "herredsberejsning" kommer af, at museumsfolkene normalt foretog deres registrering i ét herred ad gangen. Baggrunden for det store projekt var, at flere og flere oldtidsminder blev ødelagt som følge af en mere intensiv opdyrkning af landet. Arkæologerne ønskede derfor på den ene side at få et billede af det samlede antal fortidsminder, før det var for sent, og på den anden side at få mulighed for at frede de særlig bevaringsværdige gravhøje m.v. Oprindelig var det tanken, at registreringen skulle være afsluttet inden for ti år, men det trak væsentlig længere ud, og som det sidste område blev Sønderjylland berejst i årene efter genforeningen i 1920. Nogle egne af landet blev endda berejst to gange inden for perioden, fordi man skønnede, at kvaliteten af den første berejsning var for dårlig. De mange tusind beskrivelser af fortidsminder, der var resultatet af herredsberejsningen, er samlet sognevis i et arkiv på Nationalmuseet, kaldet "Sognebeskrivelsen".
