Assens' historie

Assens opstod ved den lille beskyttende vig bag Asnæs, der udgjorde en ideel naturhavn. Beliggenheden ud til Lillebælt fik stor betydning pga. overfarten til Sønderjylland.

Den tidlige bydannelse blev etableret på et jævnt, skrånende terræn nord for udløbet af Kærum Å. Første gang, byen omtales, er i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Spor af international handel fra første halvdel af 1200-tallet bevidnes af en produktion af slibesten og kværnsten fra importerede råemner. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvornår Assens blev købstad, men det skete sikkert i 1200-tallet. Købstadsprivilegierne blev fornyet i hhv. 1514 og 1524.

Assens blev antagelig anlagt efter en overordnet plan, hvori hovedgaden Østergade og dens bredere vestlige del, der udgjorde byens torv, indgik. Hertil var parallelgaderne Adelgade og Ladegårdsgade knyttet via mindre nord-syd-orienterede stræder. De tre gader udmundede, som i dag, i den tværgående Damgade, der løber langs stranden fra Strandmøllen i syd til krydset ved Ladegårdsgade i nord, hvor den skifter navn til Ramsherred.

Fra samme kryds udgik Strandgade, der førte ned til byens havn. I løbet af middelalderen blev byen forsynet med en fæstningsmur med fire byporte. I St. Kirkestræde 15 er fundet to møntskatte med i alt 16.960 mønter nedlagt omkring 1330. Vor Frue Kirke erstattede i anden halvdel af 1400-tallet en senromansk kirke.

Assens var en af de byer, der først berørtes af Reformationen. Karmelitermunken Peder Laurentsen prædikede allerede i 1527 »luthersk«, og i 1530 skænkede kongen alle klosterets ejendomme til byen. Under Grevens Fejde 1534-36 støttede byen Christian 2. Efter Slaget ved Øksnebjerg blev byen efter lang belejring stormet i 1535. Christian 4. beordrede byen genbefæstet i 1628, men det forhindrede ikke svenskerne i at indtage den under svenskekrigene 1658-60. I 1600-tallet var Assens et af de betydeligste overfartssteder for kvæg, der skulle eksporteres til Nordtyskland og Nederlandene. I 1787 blev der registreret 1.356 indbyggere i byen.

I midten af 1800-tallet var Assens i fremdrift, således fik byen gasværk allerede i 1854, ligesom Assens Skibsværft blev oprettet ca. 1850. Nederlaget i krigen i 1864, der betød afståelse af Hertugdømmerne, var et hårdt slag for byen, da færgeforbindelsen til Årøsund i Sønderjylland ophørte. Anlæggelsen af jernbanen fra Nyborg til Middelfart betød yderligere problemer for byen, men i 1884 blev der anlagt jernbane fra Tommerup til Assens, hvilket førte til en opblomstring. Indbyggertallet lå i 1855 på 3.262, men i 1901 var det steget betydeligt til 4.665. Der var allerede i 1864 begyndt tobaksproduktion, og senere oprettedes en række virksomheder, fx Assens Sukkerfabrik (1884), et svineslagteri (1884), et bryggeri (1885; det senere A/S Bryggeriet Vestfyen) og en sølvvarefabrik (1890).

Efter Genforeningen i 1920 genoprettedes færgeforbindelsen til Sønderjylland, hvilket betød en økonomisk opblomstring, men den fik aldrig samme betydning som før. En del industri trivedes, især i mellemkrigstiden. J. Ernsts Sølvvarefabrik var da en betydelig virksomhed med udsalg i København. Efter 2. Verdenskrig forsvandt efterspørgslen efter sølv, og fabrikken lukkede i 1954. Sukkerfabrikken og bryggeriet havde gode år. I 1962 opførtes en cellulosefabrik, som endda fik eget sidespor på jernbanen i 1968. I begyndelsen af 1900-tallet stagnerede befolkningstallet, i 1921 lå det på 4.674 og i 1950 på 5.053.

I 1970 blev Assens kommunecentrum i den sammenlagte kommune af samme navn. Befolkningstallet i Assens steg fra 5.139 i 1970 til 5.965 i 2006. Allerede i 1972 ophørte færgeforbindelsen til Årøsund, og en del af de tidligere industrier lukkede, fx cellulosefabrikken, der trods en rekonstruktion måtte lukke produktionen endeligt i 1992 og gik konkurs året efter. Sukkerfabrikken lukkede i 2006.