Som i hovedparten af Sønderjylland siger man æ om sig selv og bruger to køn. Det hedder (med foranstillet kendeord) både æ lu:s og æ hu:s (lusen, huset), men en lus hhv. et hus. Man har ligeledes de karakteristiske ustemte b- og g-udtaler: dy:f (dyb), å:fen (åben), ebax (bag), pixe (piger).
Man bruger ikke stød, men har musikalsk accent (som i svensk og norsk), så fx hus og huse begge udtales som hu:s, men med jævnt faldende tone i ental og en stigende-faldende tone i flertal.
I 1800-tallet var der også grammatiske særtræk: Benet var bleven overkørt (ikke: kørt over). Man brugte va (hvad) i stedet for som og kunne sige æ smæj å si mowwe (smeden og hans mor). Det skyldes formentlig indflydelse fra tysk sein, der svarer både til dansk sin og hans.
Alsisk adskilte sig på flere punkter fra almindeligt sønderjysk. Svarende til langt e, ø, o havde man (næsten som nord for Kongeå) i: eller ie, y: eller ye, u: eller ue, mens man i resten af Sønderjylland siger ej, øj, ow. Det hed: blie (ble, dvs. lagen), bien (ben), sye (sø), ky:f (købe), krue (kro), hu:s (hose). »Huse« og »hose« lød altså begge som hu:s, og ri:f (reb) og ri:f (bynavnet Ribe) havde samme vokal. Å- og a-lydene havde også udviklet sig som i nørrejysk: å (dvs. på), »gå«, »otte« udtaltes o, go: og o:t, »land« og »halvandet« havde å: lånj, halånjt.
I Sønderborg havde man som i de andre sønderjyske byer en særlig bydialekt, der var en forenklet udgave af de omgivende landlige dialekter, men den bruges ikke længere.
Takket være det alsiske dialektselskab Alsingergildet er der indsamlet et stort dialektalt ordforråd. Den industrialisering, der skete med udbygningen af Danfoss og mange tilflyttere, har medført en betydelig sproglig variation.
Dialekten i Sønderborg Kommune står svagere end i resten af Sønderjylland, og når der tales dialekt, er det som oftest moderne sønderjysk, ikke specifikt sundevedsk eller alsisk.
