På en række punkter følger dialekten i Syddjurs Kommune almindeligt østjysk. Udlydende -e er svundet, fx ro:ft (råbte) og kom: (komme), og der er efterhængt artikel: drængern (drengene). Visse vokaler er diftongeret si’e (se) og stu’er (stor), og å er lukket til o: so’ (så). Desuden bliver a til å: swå’nj (svandt), og »jeg« hedder a.
Ligesom på Norddjurs har man stød på ord som »hvalp«, »sult« og »blomst«, og der var tidligere tre køn: ma’nin (på Mols: ma’njinj), ko:nen, hu’seð (manden, konen, huset). Svage verber ender på -eð: hoppeð betyder både »hoppede« og »hoppet«; og der er -ð i ord som kjøð (kød), mens det hedder kluj’ (klud) og u’j (ud).
Molbodialekten i den sydøstlige del af kommunen, syd for en linje fra Mols til Grenaa, havde sit eget præg med en række særlige udtaleformer, nogle meget gamle. V- blev således udtalt som w- foran alle vokaler: wi, wæk, war, wås (vi, væk, var, os); og man skelnede mellem -n og -nj: fli:n (fline, dvs. grine), men fenj: (finde); og det hed kaljt (kaldte) og enjt (ikke).
Mest særpræget var molbodialektens afrunding af ø og y til æ, e: gær (gør), fest (først), gri’n (gryn) og ti’w (tyv). Deraf den gamle vits, at molboerne kørte til Aarhus og solgte gri’n (gryn), men kom tilbage med latter (lægter, dvs. brædder til byggeri).
Alt dette er fortid. I dag er sproget på Syddjurs præget af nærheden til Aarhus og af, at turisme er en vigtig del af erhvervslivet.
Hovedparten af befolkningen taler et standardnært sprog, evt. med en række aarhusianske og regionale træk som sårt (sort), mo:di (modig), bleven (blevet) og hoppet (hoppede, hoppet) – skønt dialektens oprindelige -eð var nærmere standardudtalen end den nuværende regionale form.