Ebeltoft Museum blev statsanerkendt i 1985 og indgik fra 2011 i Museum Østjylland sammen med de kulturhistoriske museer i Grenaa og Randers.

Efter en gennemgribende restaurering kunne Fregatten Jylland i 1994 genindvies som museum.

Glasmuseet Ebeltoft har til huse i Ebeltofts tidligere told- og amtsstuebygning på Strandvejen.

Djurslands Jernbanemuseum, der holder til i en gammel lokomotivremise, er etableret i 1981 i Ryomgård, der siden 1877 har været et trafikalt knudepunkt for jernbanerne på Djursland.

Veteranskibet Skødshoved er en paketbåd, dvs. en båd, der sejlede fragt i en fast rute. Den er bygget i 1907 til sejlads på Århus Bugt og er nu turistskib og en slags omsejlende museum, der formidler sin egen kulturhistorie.

I forbindelse med etableringen af Nationalpark Mols Bjerge er der indrettet besøgscentre i Karlsladen på Kalø Gods og ved Øvre Strandkær.

Fyret ved Sletterhage blev etableret i 1872, men det nuværende fyrtårn er bygget i 1894.

Desuden kan nævnes Ree Park Safari ved Gravlev, som under navnet Ebeltoft Dyrepark blev etableret i 1991. Endelig er der Skandinavisk Dyrepark sydøst for Kolind med dyr fra Norden, der åbnede i 1994, og forlystelsesparken Djurs Sommerland, der slog dørene op i 1981. I den gamle toldbygning på Ebeltoft Fiskerihavn ligger Det Lille Museum, der formidler byen og havnens historie.

I 1944 oprettede Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn på initiativ af arkivar Poul Hvitved Ebeltoft Byhistoriske Arkiv. Desuden findes der lokalhistoriske arkiver i Hornslet, Lime, Mørke, Knebel, Feldballe og Kolind. De syv arkiver har organiseret sig i Arkivsammenslutningen i Syddjurs Kommune.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Syddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv

Eksterne links