E-sportsholdet Astralis med vinderpokalen i Berlin 2019 efter at have vundet sin fjerde Majortitel (VM). Dermed satte holdet sig på tronen som det hidtil mest vindende Counter-Strike hold i historien.
.

Hvad der kan karakteriseres som idræt, ændrer sig over tid. Begrebet e-sport – dvs. elektronisk sport i form af computerspil – vandt indpas i det danske sprog i begyndelsen af det nye årtusinde. E-sport er siden blevet en kommerciel succes, der, når den udføres på konkurrenceniveau, kan mønstre et stigende tilskuertal og tiltrække sponsorater i millionklassen.

Både det danske erhvervsliv og uddannelsessystem har været med til at understøtte e-sportens udvikling i Danmark. I 2016 begyndte udvalgte danske gymnasier at tilbyde undervisning i e-sport. Samme år blev Astralis, det første danske professionelle Counter-Strike-hold, grundlagt med økonomisk støtte fra it-iværksætteren Tommy Ahlers. Holdet har længe været blandt de bedste i verden, og i 2019 lod Astralis Group sig børsnotere som det første e-sportteam nogensinde.

Interessen for computerspil som en form for idræt har en parallel i, at computerspil samtidig er blevet anerkendt som kulturforbrug. Det er sket i forlængelse af, at flere og flere danskere bruger en stadig større del af deres fritid på at spille computerspil. Stigningen er mest markant for børn og unge, idet både drenge og piger i stigende grad angiver, at de spiller computerspil til daglig. I årene 2015-18 er de kulturministerielle udgifter til computerspil som kulturemne mere end fordoblet. Området modtager dog stadig i 2021 meget få midler, hvis man sammenligner med musik og scenekunst.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om foreninger og frivillige