Camp Adventure ved Skovtårnet nær Rønnede tilbyder en række nye former for naturnære oplevelser. Man kan fx gå i Nordeuropas største blomstermark og for betaling plukke sin egen buket. Marken giver også mange insekter mulighed for at finde føde.
.

Der findes sporadisk skiltning til brug for friluftslivet i Faxe Kommune. Blandt andet har Feddet Strand Resort og Vemmetofte Kloster vandreture, og der findes vandre- og cykelruter oprettet af den tidligere Haslev Kommune. Cykelruterne Helsingør-Gedser (N9), Køge-Vordingborg (56), Næstved-Dalby-Køge (53, slotsruten), Hårlev-Karise-Faxe Ladeplads-Faxe (57) og Næstved-Karise (59) krydser kommunen. De regionale ruter 53, 57 og 59 er ikke skiltede. Den lokale panoramarute Fed, fjord og fossiler fortæller egnens historie. Der findes Hjertestier i Hesede Skov, Faxe, Rønnede og Haslev. En del af de gamle kirkestier er skiltede, og Sydsjællandsleden følger kyststrækningen, dog afskæres Feddet. Rute 54, på 54 km, fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads er under udarbejdelse.

Ved Faxe Ladeplads og på Feddet findes fine badestrande. Rekreativt ørredfiskeri er populært ved Troldhøje og Sibirien. Af friluftsfaciliteter findes på Feddet et fugletårn, en bålhytte, tre sheltere ved Fedhavnen, et shelter på Betonbåden samt Naturcenter Fiskerhuset, der bl.a. bruges som madpakkehus. Der findes desuden kommunale sheltere og et mindre fugletårn i Haslev. Møllegårdens Naturlejrplads nær Rønnede er privatejet, men frit tilgængelig med to sheltere og et fugletårn. Der findes desuden sheltere ved Faxehus Efterskole og ved Strandegård.

Man finder en naturlegeplads i Dalby, og en større – med børnevenlig trætopbane – findes på Feddet. I Camp Adventure ved Skovtårnet kan man opleve Danmarks største trætopklatrepark med ti forskellige baner mellem trækronerne. Der findes en del muligheder for kano- og kajakroning i kommunen, og flere steder er det muligt at stå på stand up paddleboard.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Faxe Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv