Med små fingre og en vis forsigtighed piller to unge fiskere en velvoksen helt ud af garnet. I både Randers og Grund Fjorde er laksefisken helt genstand for et lille erhvervsfiskeri og et noget større fritidsfiskeri. Også lystfiskere prøver af og til lykken med den velsmagende fisk.
.
Randers Naturcenter ligger i Gudenåparken. Kommunens formidling af natur og udeliv varetages herfra, bl.a. med naturvejledere. Centeret kan benyttes af bl.a. dagplejere, pædagoger og skoler, og i weekender arrangeres familiedage.
.

Der er gode muligheder for friluftsliv i Randers Kommune. Eksempelvis er der flere afmærkede cykelruter, bl.a. langs Gudenåen og Randers Fjord, selv om de ofte ligger et stykke fra vandkanten. Vandrere kan udnytte de afmærkede stier langs Gudenåen samt ved Mellerup og Øster Tørslev nær Randers Fjord. Dertil kommer de afmærkede vandrestier i Fussingøskovene, Fladbro Skov, Læsten Bakker, Vorup Enge og Gudenåparken.

Gudenåen og Randers Fjord har gode muligheder for både kano- og kajaksejlads samt lystfiskeri. I Randers Havn, ved forlængelsen af Dronningebroen, som har fået navnet Prinsessebroen, ligger en handicapvenlig fiskeplads for kørestolsbrugere. Udbyhøj Strand, tæt ved Randers Fjords udløb, er en familievenlig strand med nærliggende camping- og legeplads.

Kommunens naturformidling udgår fra Randers Naturcenter, der ligger på Gudenåvej, en mindre sidevej til Hvidemøllevej i Randers. Der er tilknyttet naturvejledere til centeret, som tilbyder forskellige aktiviteter såvel for private som for kommunens skoler og institutioner. Naturcenterets placering i Gudenåparken på nordsiden af åen betyder, at besøgende har let adgang til Vorup Enge. Her fører stier rundt i de to områder, som har tre fugletårne.

Ved Randers Fjord og Grund Fjord er der også fugletårne, hvorfra man kan iagttage det til tider rige fugleliv og nyde det smukke fjordlandskab. De er placeret ved Romalt Enge og Øster Tørslev i Randers Fjord, mens Grund Fjords fugletårne ligger hhv. øst for Uggelhuse og ved Hollandsbjerg landingsplads. Flere af tårnene er udstyret med informationstavler.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Randers Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Friluftsliv

Eksterne links