En lystfisker venter tålmodigt på, at de udsatte regnbueørreder i Ølgod Put & Take bider på det farvestrålende blink, som med en metronoms regelmæssighed kastes ud over søen og hastigt trækkes ind igen. Blandt kommunens fem put and take-søer er søen ved Ølgod en af de mere rustikke; her er ingen faciliteter som toiletter og renseborde, men blot en skovomkranset sø med nogle bænke og skraldespande. Til gengæld er søen fyldt med regnbueørreder på helt op til 8 kg.
.

De store naturarealer og den lange, varierede kyst giver rig mulighed for at dyrke friluftsliv i Varde Kommune. I de fleste naturområder er der fx afmærkede stier, mens særlig ambitiøse vandrere kan følge den ca. 130 km lange Kyst til Kyst Stien fra Blåvands Huk og østpå til Vejle. Også Drivvejen, som på sine ca. 200 km følger de gamle kvægruter fra Thyborøn til den dansk-tyske grænse, gennemskærer kommunen. Cyklister kan prøve kræfter med den 560 km lange cykelrute Vestkystruten, som også passerer Varde Kommune, mens mountainbikere kan teste evnerne på mountainbikesporene ved bl.a. Blåbjerg Klitplantage, Bordrup og Nysø (grusgraven). Derudover er det muligt at køre skinnecykel på en nedlagt jernbanestrækning ved Nørre Nebel.

Ønsker man at overnatte i naturen, kan man frit benytte de mere end 20 shelterpladser, der bl.a. kan findes ved Karlsgårde Sø, Trædestenen ved Nebel Bjerg og Assenbækmølle. Dertil kommer de store bålhytter, som ligger ved fx Kærgård (Oktogonen), Oksby Plantage, Stemmeværkspladsen Ansager og Nysø.

Der er naturlegepladser ved bl.a. Blåvand og Ballonparken i Vrøgum, og i Gl. Varde Sommerland har frivillige ildsjæle i samarbejde med kommunen opført et særligt univers, som inviterer voksne som børn ind i fantasiens land med kæmper og småfolk.

Siden råstofindvindingen er ophørt, er grusgravssøen Nysø i Varde Søndre Plantage blevet et populært rekreativt område med badestrande, svømmebaner og SUP (Stand Up Paddle). Ellers er badningen især koncentreret langs Vesterhavet, hvor kommunen har ni badestrande. Kite- og windsurfing er også populært på den vindomsuste vestkyst, især ved Vejers og Børsmose.

På Vesterhavskysten kan lystfiskere bl.a. prøve kræfter med pighvarren, som er så talrig, at der hvert år afholdes »DM i Pighvar« ved Vejers Strand. I Varde Å har man mulighed for at få både havørred og laks på krogen, mens såvel garvede som nye lystfiskere kan teste evnerne på udsatte ørreder i kommunens fem put and take-søer.

Naturformidlingen i kommunen varetages hovedsagelig af Vardemuseernes udendørs formidlingsafdeling NaturKulturVarde. Ved Filsø driver den fx Filsø Naturrum, som er et undervisningsmiljø, hvor alle sjetteklasser i Varde Kommunes »Vi i Naturskolen« har et forløb om fugle sammen med en naturvejleder. På Skallingen har alle kommunens andenklasser et tilsvarende obligatorisk forløb om Vadehavets bundlevende dyr.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Varde Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv