Det centrale Hørning, 2019. Skråt gennem kortudsnittets sydøstligste del løber jernbanen og hovedvejen Skanderborgvej-Århusvej; mellem disse er udlagt et erhvervsareal. Ved Århusvej vidner middelalderkirken om den gamle landsbys beliggenhed. Et ret velassorteret butikstorv ligger omkring Nørre Allé, og den tofløjede bygning, som frem til 2007 var rådhus, rummer bl.a. bibliotek. Syd herfor ligger flere offentlige institutioner; ellers omgives bymidten af store parcelhuskvarterer. Rækkehuse findes dog bl.a. i den vestlige del af Rosenvænget, og Hørning Mølle ligger omgivet af treetages stokhuse. En klassisk stationsbyfacade med tætbyggede huse er bevaret på Blegindvej tæt på, hvor stationsbygningen fra 1868 lå frem til 1983.
.

Hørning har en befolkning på 8.165 og et areal på 4,1 km2. Byen ligger 13 km sydvest for Aarhus på et moræneplateau, der afvandes mod nord af Århus Å. I en tunneldal 2 km syd for byen ligger Stilling og Solbjerg Søer. Det meste af bebyggelsen ligger mellem den gamle hovedvej fra Aarhus til Skanderborg og Østjyske Motorvej, der i 2018 blev udvidet til seks spor på denne strækning. Da Hørning samtidig har station på jernbanen, har byen gode trafikforbindelser til Aarhus. Der findes erhvervskvarterer langs banen, men alligevel er der stor udpendling. Siden ca. 2010 er Hørning vokset sydpå med parcel- og rækkehuskvarterer, og en boligfortætning af bymidten er planlagt.

Betydning af bynavnet Hørning

Den ældst kendte kilde til navnet Hørning er fra *1330, hvor formen Hørning optræder. I senere belæg findes former som Hørningh (1544) og hørnningh (1610). Navnet er sammensat af substantivet horn, som i gamle stednavne bruges om en »fremspringende bakke«, og endelsen -ing, som angiver, at der er tale om et sted eller område. Navnet sigter således til et sted eller område, som er kendetegnet ved en fremspringende bakke.

Mere om bynavne i kommunen

Videre læsning

Læs mere om byer i Skanderborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer