I 1626 besluttede konge og rigsråd at opføre et fæstningsanlæg ved Hals. Efter alt at dømme blev Hals Skanse opført 1626‑27 på det sted, hvor skansen ligger i dag. Der var tale om et mindre og relativt enkelt anlæg, en redoute, som under Kejserkrigen (1627‑29) blev udbygget af de tyske, kejserlige besættelsestropper. 1653‑54 blev dette anlæg renoveret og udbygget til en såkaldt bastionær fæstning, dvs. et voldgravomkranset anlæg med ravelin (forskanse) og fire halve bastioner. Denne type anlæg var udviklet i renæssancen. På tidspunktet for opførelsen var der tale om en helt moderne fæstning. Efter at man havde forsøgt sig med nyanlæggelser andre steder i området, blev skansen renoveret i årene 1675‑77. I forbindelse med Englandskrigen blev anlægget forsynet med et søbatteri i 1801. Hals Skanse blev nedlagt som fæstning i 1848.
I gården ligger to bygninger, Tøjhuset og Krudtkammeret. Tøjhuset, der mellem 1801 og 1810 blev bygget til opmagasinering af våben og ammunition, fungerer i dag som museum. Krudtkammeret blev bygget i 1676 til opbevaring af krudt. Kammeret er bygget ind i volden, hvor krudtet har været beskyttet mod bombardementer.
Bortset fra Krudtkammeret fra 1677 og Tøjhuset, der blev opført mellem 1801 og 1810, blev bygningerne i skansen revet ned, men selve voldanlægget lod man være. Søbatteriet fra 1801 blev fjernet af den tyske besættelsesmagt 1940‑45, ligesom en jordrampe op mod sydvolden er fjernet, men ellers står Hals Skanse i samme skikkelse, som da den var færdigbygget i 1654, og Hals Skanse er blandt de bedst bevarede bastionære fæstninger fra renæssancetiden.
