I tidsrummet ca. 1160‑1263 stiftedes hele fem klostre i Roskilde, som ved middelalderens slutning alle omfattede både store kirkebygninger og klosterfløje i to etager. Næst efter domkirken udgjorde klostrene byens største bygningskomplekser. I middelalderen var de en afgørende del af bybilledet, men i dag er de alle forsvundet bortset fra resterne af Vor Frue Kirke.
Midt i Roskilde ligger Roskilde Kloster, som her ses fra Sankt Peders Stræde. Af Nana Reimers/Trap Danmark, 2020.
Begrænset anvendelse
Klostre i Roskilde Kommune
Adkomstbrevet (et ejerskabsbevis eller skøde) her blev udstedt af adelskvinden Anna Pedersdatter på sankt hans dag i 1408. Adelskvinden overlader i brevet to gårde »på livstid« til datteren Margrethe, som er søster i Sankt Clara kloster. Ved Margrethes død skal gårdene overgå til hendes brødre og derefter til klosteret, »evindeligt uden nogen mands indsigelse. « Dokumentet er beseglet med hhv. Annas og sønnen Jakobs segl.
Midt i Roskilde ligger Roskilde Kloster, som her ses fra Sankt Peders Stræde. Klosteret er et ægte renæssancebyggeri, der blev opført som herregård i midten af 1500-tallet. Den trefløjede hovedbygning, der anes bagerst i billedet, er opført i røde munkesten og ombygget og udvidet i flere omgange. Bygningerne blev restaureret af arkitekten Martin Nyrop 1890‑91, og sammen med den historicistiske bygning til venstre i billedet, Damernes Fløj fra 1907 af Jens Ingwersen, udgør de et helstøbt anlæg. Både hovedbygningen og Damernes Fløj er fredede.
Roskilde Miniby, der ligger på Sankt Ibs Vej ved Byparken, viser Roskilde, som den måske så ud ca. år 1400. Modellen giver også en idé om de middelalderlige klostres beliggenhed, der ses som store røde, firfløjede anlæg både inden for og uden for byen. Helt i syd lå Vor Frue nonnekloster (tættest på), mens sortebrødre- og gråbrødreklosteret lå helt i øst på nord- og sydsiden af Algade. Nonneklostrene, som var viet til hhv. Sankt Clara og Sankt Agnes, lå uden for den middelalderlige bygrænse i nærheden af fjorden.
Taphane fundet på sortebrødreklosterets grund. Sortebrødrene bryggede i middelalderen øl til eget forbrug, og med hanen slået i tønden har øllet flydt gennem dragens mund, hvis der blev drejet på det fugleformede håndtag.
Vor Frue nonnekloster
Vor Frue nonnekloster, der blev stiftet af den lokale provst Isak i 1160, var Roskildes ældste kloster. Nonnekonventet havde muligvis en kort første levetid som benediktinsk kloster, inden det senest i 1170’erne overgik til cistercienserordenen. I 1177 fik nonnerne selskab af den hellige Margrete af Højelse, en kvinde af Hvideslægten, der efter at være blevet myrdet af sin mand fik lokal helgenstatus. Med sin begravelse i Vor Frue Kirke kunne hun derfor tiltrække både pilgrimme og gaver til klosteret.
Nonnerne synes at være kommet fra de sjællandske stormandsslægter, der tilgodeså deres kvindelige slægtninge med rige donationer, hvorved der snart opbyggedes et betydeligt jordegods fra hele øen. Til gengæld for de fromme gaver holdt nonnerne sjælemesser for deres velgøreres frelse og varetog pilgrimskulten omkring Margretes grav.
Nonnerne overtog en allerede eksisterende sognekirke, en fornem bygning opført af frådsten under bisp Svend Nordmand beliggende i byens sydøstlige udkant, og middelalderen igennem bevarede kirken sin dobbelte funktion som både sogne- og klosterkirke. Kun dele af kirkens vestlige ende står endnu, men udgravninger i 1800- og 1900-tallet har afdækket en kompliceret bygningshistorie.
Den ældste kirke var en treskibet basilika uden tværskib, som mod øst afsluttedes af kor og sideskibe af halvrunde apsider. Skibets højkirkemure var båret af firkantede piller forbundet af rundbuede arkadeåbninger. Efter klosterets stiftelse blev kirken ombygget og udvidet ad flere omgange. Byggematerialerne var nu kridtsten i de indvendige murflader og munkesten i ydermurene. Koret blev fornyet i både senromansk og gotisk stil, og ved kirkens vestlige ende opførtes allerede i 1200-tallet også et tårn. Ved kirkens nordside opførtes i romansk tid et våbenhus, et af de ældst kendte i Danmark.
Nonnernes kloster lå syd for kirken. Dele af vestfløjen rummede, som det oftest ses i nonneklostre, kapitelsalen og sovesalen, som blev afdækket i udgravningerne. Fløjen lå i forlængelse af tårnet og havde flere hvælvede sale. Spor af en korsgang er også fundet, og under dennes gulv fandtes flere murede grave, hvilket tyder på, at også den stammer fra 1200-tallet.
Tiggermunkene
Roskildes øvrige fire middelalderklostre fulgte alle i 1200-tallet, og alle udsprang de af dominikaner- og franciskanerordenerne. Først kom sortebrødrene (dominikanerne) i 1231, hvis kloster – der stod lidt nordvest for nutidens Roskilde Kloster – opførtes med økonomisk hjælp af marsk Johannes Ebbesen. Denne havde ved sin død under et korstog til Det Hellige Land i 1234 testamenteret 40 mark sølv til projektet. Kort efter, i 1237, fulgte gråbrødrene (franciskanerne), hvis kloster lå på nutidens Gråbrødre Kirkegård, hvor de modtog en bygård til formålet af endnu en Hvideslægtning, grevinde Ingerd af Regenstein.
Både sortebrødre og gråbrødre var tiggermunke, der modsat almindelige munke (og nonner) ikke måtte eje jordegods. I stedet skulle de ernære sig ved daglige almisser til gengæld for prædikener og sjælemesser; lidt ejendom i og uden for Roskilde har begge de to brødreklostre dog haft.
Sortebrødreklosteret blev anlagt nord for Algade, hvor det adelige jomfrukloster ligger i dag. Alle rester af klosteret er borte, men mindre dele er fundet ved gravearbejder igennem tiden, hvor man også har fundet rester af den kraftige mur, som formentlig omgav hele grunden. Kirken, som blev indviet i 1254, udgjorde efter al sandsynlighed sydfløjen i et firfløjet anlæg. Munkene rådede også over et teglværk, og samtlige bygninger har formodentlig været opført af tegl.
Gråbrødreklosteret, der kom til at ligge i byens sydøstlige udkant, blev i 1279 indviet til Treenigheden af bisp Stigot. Placeringen i bybilledet tyder på, at kirken har udgjort nordfløjen i et firfløjet anlæg, der ligesom sortebrødreklosteret sandsynligvis var bygget af tegl. Munkene opbyggede i løbet af middelalderen en enorm samling på omkring 500 relikvier, som sammen med en stor samling kunstfærdige relikviegemmer kendes fra en fortegnelse nedskrevet kort før Reformationen. De er alle forsvundet, ligesom alle synlige spor af klosteret, men Gråbrødre Kirkegård og Store Gråbrødrestræde vidner om placeringen. Efter Reformationen var kirken sognekirke frem til 1574, hvorefter den blev nedbrudt, mens kirkegården fortsat anvendtes. De sidste rester af klosterbygningerne forsvandt i løbet af 1700-tallet.
Tiggernonnerne
Som det eneste sted i Norden fik begge brødreordenerne i Roskilde selskab af deres respektive søsterordener, nemlig de franciskanske clarissernonner (1256) og dominikanerinderne (1263). Mens Sankt Clara Kloster opførtes, hvor Byparken ligger i dag, fik det dominikanske Sankt Agnete Kloster hjemme i den nordlige ende af nutidens Folkepark. I modsætning til deres medbrødre måtte tiggerordenernes nonner gerne eje jordejendom, og ligesom deres ældre cisterciensiske søstre blev de to nye nonneklostre i Roskilde umådelig rige på især sjællandsk jordegods, som de modtog til gengæld for sjælemesser og gravsteder.
Det var også Ingerd af Regenstein, der indstiftede franciskanernonneklosteret, som blev viet til ordensstifteren, Sankt Clara af Assisi. Det lå i byens nordvestlige udkant på det faldende terræn over mod Sankt Jørgensbjerg Kirke. En bevaret kontrakt med Klaus Teglbrænder fra 1302 viser, at der foregik omfattende byggearbejder i klosteret, og fra senere kilder ved man, at nonnerne også ejede både en vandmølle og en ladegård. Alle rester af klosteret er i dag borte, og der er ikke foretaget arkæologiske udgravninger på klostertomten, som har kunnet belyse det nærmere udseende af stiftelsen, der i 1475 omfattede 44 søstre og formentlig har været et af landets største og rigeste nonneklostre.
Det var kong Erik Plovpennings datter Agnes, der stiftede byens dominikanernonnekloster, som hun selv indtrådte i og lod indvie til jomfrumartyren Agnes af Rom. Det nye kloster modtog stifterens gård nordøst for Sankt Ibs Kirke, og hvor Sankt Agnes Huse i dag vidner om klosterets placering. I 1284 blev klosteret, kirkegården og alteret indviet af bisp Tyge af Aarhus. I 1508 var der 30 søstre i klosteret.
Reformationen
Da reformationsrøret nåede til Danmark i årene omkring 1530, var den sjællandske bispestad et af de steder, hvor katolicismen længst holdt stand. Efterhånden som andre af rigets tiggermunkeklostre blev lukket ned, søgte mange af de fordrevne sorte- og gråbrødre til Roskilde, men i 1536 endte klosterordenernes tid også her. Mens næsten alle brødrene straks måtte rejse ud af landet eller forlade klosterlivet, fik nonnerne af alle tre ordener lov til at blive ved deres klostre livet ud – dog under evangelisk-luthersk opsyn med hensyn til troslivet og med kongelig kontrol over deres rige godser. De sidste nonner meldes at have levet i Vor Frue kloster i 1570. Alle fem klosteranlæg blev helt eller delvis nedrevet i 1550‑70’erne, hvorefter kun Vor Frue Kirke stod tilbage og frem til i dag har fungeret som sognekirke.
Videre læsning
Læs også om
Se alle artikler om Klostre
