Smuk, ret velbevaret langdysse, orienteret i VSV-ØNØ, ca. 24 m lang og over midten ca. 13 m bred, knapt 2 m høj. Dys- sen indeslutter 2 små jættestuer, begge med gang på sydsi- den. Den østlige jættestue er 2,8 m lang, og over midten 1,8 m bred, tilnærmet rektangulær, med 3 sidesten mod N, 1 mod Ø, 3 mod S, og 1 mod V. 2 store overliggere, hvoraf den ene er væltet bort. Gangen er ca. 5,4 m lang, 0,65 m bred med 3 dæksten, tærskelsten mellem kammer og gang. Den vestlige jættestue er ca. 2,5 m lang og er lige så bred, nær- mest femkantet med 2 sten mod N, 2 mod Ø, 1 mod SØ, 1 mod SV og 1 mod V; med 2 overliggere, hvoraf den ene er kløvet i 2. Gangen er ca. 4,2 m lang, 0,65 m bred, med 2 overliggere. Dyssen er omgivet af en rektangulær indfatning af store smukke randsten: 17 på den nordlige side (15 stående) 8 på den østlige (3 væltede), 15 på den sydlige (13 væltede) og 7 på den vestlige (2 væltede). NMI: Bør rest.NMI: Bør rest.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
