Haderslev er først og fremmest forbundet med Peter Seeberg, forfatteren fra Skrydstrup. Han blev student fra Haderslev Katedralskole i 1943, og under sit magisterstudium i litteratur skrev han om en forgænger fra Haderslev, digteren og præsten Hans Skov, i Haderslev-Samfundets årsskrift. Hans Skov latiniserede sit navn til Iohannes Sylvius Hatterslebiensis, studerede i Wittenberg og udgav i 1601 Oratio de Rosis.
Haderslevs nyoprettede latinskole havde i perioden mellem de to slesvigske krige en teologisk og filologisk uddannet konrektor (dvs. vicerektor), Edvard Lembcke, der skrev opildnende digte om Sønderjylland. Han engagerede sig i Slesvig-spørgsmålet og agiterede for den danske ret til hele Slesvig, fx i digtene fra 1859 »Du skønne Land med Dal og Bakker fagre«, mere poetisk og mildt i »Vort Modersmaal er dejligt; det har saa mild en Klang«.
Willy-August Linnemann var sydslesviger fra Harrislee ved Flensborg med et omfattende, men ujævnt forfatterskab bag sig. Første del var optaget af den nationale konflikt i grænselandet med stereotype billeder af den onde tysker og den gode dansker. Anden del blev profetisk religiøst og meget kritisk over for den moderne verden. Han bevarede en drøm om et genforenet Slesvig.
Sten Kaalø, eksilkøbenhavner i både Vendsyssel og Sønderjylland, er lyriker og dramatiker, i dag kendt for nye salmer. Han har skrevet skuespillet Komedie i grænselandet (1981), der foregår i Haderslev på Linds Pensionat i 1906 under det tyske fremmedherredømme. Den nationale modsætning sættes på prøve i et kærlighedsforhold mellem danske Karen og Jakob og den tyske soldat Helmuth. Forfatterne Herman Bang, den forfulgte, og Holger Drachmann, den ombejlede, ankommer til pensionatet, og især Drachmanns muse, Edith, redder Karen ud af et ulykkeligt forhold til Jakob og ind i et kærlighedsfyldt forhold til Helmuth ved en flugt til Hamborg. I komedien sejrer kærligheden over de nationale grænser.
Peter Seeberg stammede fra et indremissionsk lærerhjem i Skrydstrup og kom til at tegne den absurde modernisme. Romanen Fugls føde fra 1957 foregår i et abstrakt forstadsmiljø, ligesom det er tilfældet i novellesamlingen Eftersøgningen og andre noveller (1962). Sønderjyske temaer og landskaber finder indpas i forfatterskabet, fx i novellen »Hvad vi var bange for i Skrydstrup« (1969) om mørket og angsten for fortabelsen. Novellen »En enkelt afbrydelse« (1966) beskriver en strålende udflugt til Kelstrup Strand i sommeren 1932 i købmandens automobil, og i »Slaraffenland« (1968) skildres det sønderjyske kaffebord.
Erling Jepsen stammer fra Gram, og denne by er omdrejningspunktet for hans romaner. Kunsten at græde i kor (2002) indleder den sørgmuntre historie om familien, der bor i det gamle Gram ved slotskroen og slottet, og som har mange dystre hemmeligheder. Frygtelig lykkelig (2004) er en sønderjysk wild west-roman, og Den sønderjyske farm (2013) er en morsom roman om den unge forfatters kaninfarm. Jepsen skriver tæt på virkeligheden – navne på lærere på Gram Borger- og Realskole er korrekte – men lader fantasien vokse vildt og ukontrolleret. I Hjemmefra (2019) er Jepsen begyndt på Haderslev Katedralskole i 1972 og giver et troværdigt og muntert billede af gymnasiet og et frigjort ungdomsliv.
Anna Elisabeth Jessen har med udgangspunkt i sin egen familie fra Hoptrup skrevet Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike (2019). I bogen følger man tre generationer i landbruget fra »den store krig« med personlige eftervirkninger over 2. Verdenskrig til 2014. Det er en lokal verdenshistorie med fokus på de dansk-tyske konflikter, fortalt i en jordnær prosa. Global orientering og frihed kobles til de dynamiske kvinder, mens de fleste mænd står stille i frustrationens stampe.
