Byvåbenet viser en rød tyr, men »den kommune burde fandeme have solsorten i sit våben«, skriver Boris Boll-Johansen i den selvbiografiske roman Solsorten i mit våben (1999). Set fra Irmas kaffetårn ligner Rødovre en kæmpepark, men er »hemmeligt« opdelt i villaernes »firkantnaturer«. Arne Jacobsen bidrog med sit rådhus og med Nyager Skole med dens lange, storrudede gange og »velmenende« haver til en »glatificering« af kommunen. Men Vestvolden var et dragende fristed; Rødovre Centrum pirrede fantasien, når taget over festpladsen blev trukket til side, så »der dalede gråspurve ned igennem det«; og Rødovrehallen havde sine hyggesteder oppe under betonspærene. Selv om Rødovre fremstilles som en »socialdemokratisk kuvøse«, har den fristeder, hvor man kan vokse sig »styrket og stolt«.

»Tilbage til Rødovre« hedder en novelle i Anja Otterstrøms Enebørn (2010), og tilbageblik dominerer også Niels Legêne Thomsens digtsamling Rødovre blodåre (2013), hvor en verslinje lyder: »Der sker noget når man vokser op i Rødovre«. Også Damhus Tivoli kan med en rød prik og forklaringen »her står du« give en følelse af at stå »i centrum for alt«.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Rødovre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur